Marie-Louise Larsen er del af det faste panel, som skriver klummer i Lokalavisen Assens. Denne gang er der gået jul i den for Marie-Louise Larsen, der mindes nissedrillerierne fra hendes far.

Så gjorde julemåneden endelig sit indtog. Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har ventet på denne med længsel. Mørket brydes pludselig af glinsende lyskæder, duften af gran, kalenderlys, hjemmebag og gode gamle kendingsmelodier, der tvinger minderne om forventningsglæden frem.

Kulden og vejret er jo som sædvanlig noget sjap, men alligevel så føles det som om, at der altid var sne og glade dage, når jeg tænker tilbage på de forgange år omkring december. Det er jo det smukke ved gode barndomsminder, solen var altid varmere, græsset lige lidt grønnere, og oplevelserne lige dét sjovere. Og lige for mit vedkommende, så er december og julen generelt et helt eventyr-land af minder, der i den grad bringer barnet op i mig.

Min far har nemlig altid været lidt af en spasmager. Han var gerne dén forælder til diverse arrangementer i børnehaven og senere på skolen, som alle os børn stimlede sammen om. Lidt senere blev det naturligvis vældig pinligt, og teenageårene satte jeg bestemt ikke pris på den kvalitet. I dag er han igen dén morfar, som alle rødderne i børnehaven vil have en svingtur af. Min søn er heldigvis fortsat i fasen, hvor der sættes stor pris på den kvalitet, og jeg er begyndt at opdage, hvor heldig jeg egentlig har været med ham som far.

Sagen er nemlig den, at min far ikke bare er en spasmager, han er også et kreativt geni af dimensioner. Det sikrede ham en lang og succesfuld karriere som designer, og det sikrede mig en barndom med al verdens byg-selv påfund, krea-tid og ret så overbevisende nisse-løjer i december måned. Min far dedikerede simpelthen så meget tid hver aften i julemåneden til at udtænke nisse-planer, der så blev efterforsket af min storesøster og jeg ved morgenstunden. Løjerne var som regel efterfulgt af en lille gave og et brev fra nissen, og det var ikke så lidt, der skete i aftentimerne.

Engang havde nissen efterladt et langt spor af mudrede små fodspor igennem hele huset, der netop var blevet grundet rengjort dagen forinden. Min far lod som om, han var særdeles utilfreds med nissens skarnsstreger, og min søster og jeg fulgte forundret de små fodspor rundt i huset. Senere var nissen også kortvarigt i alvorligt bad standing, da den en nat havde spist af vores chokolade kalender - det viste sig senere, at vores far havde haft en sød tand en aften, hvor slikskabet var tomt... Helt ærligt, det kan ethvert barn da skrive under på kun kan være en drille-nisse, sådan noget gør en far jo ikke.

Det var altid så veludført og overbevisende, at jeg ikke bare troede på nissens eksistens, jeg begyndte også at skrive til den. Det resulterede i, at min far måtte investere yderligere aftentimer på at besvare de mange spørgsmål om julemandens døgnrytme, rensdyrenes velbefinde og de øvrige nisser rundt om i verden. Vi endte faktisk der, hvor jeg i 4. klasse fortsat var så urokkelig i nisse-troen, at min far alvorligt overvejede at afsløre nissens sande eksistens for at spare mig for diskussionerne i skolegården.

Min nisse-tro er i dag en smule reduceret, men jeg må blankt erkende, at december altid får mig til at tvivle bare en lille smule... Barnet i mig tager over, og jeg kan ikke lade være med at tro lidt på magien. Uagtet min fars mange tilståelser igennem årene.

Jeg har derfor også gjort meget ud af at videreføre nisse-løjerne til min egen søn, der nu er tre år, og så småt begynder at forstå konceptet. Han skal nemlig også kunne besøge Ønskeøen, når han bliver voksen og kigger ind i kalenderlyset.

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Træskibe i horisonten

Træskibe i horisonten