Log ind

Klumme: De bukser der... Dem skal jeg ikke have!

  • Klumme: De bukser der... Dem skal jeg ikke have!
    Marie-Louise Larsen skriver klummer i Lokalavisen Assens. privatfoto
  • Klumme: De bukser der... Dem skal jeg ikke have!
    Marie-Louise Larsen skriver klummer i Lokalavisen Assens. privatfoto

Marie-Louise Larsen skriver klummen Bagtanker i Lokalavisen Assens. Denne gang har hun skrevet om gode evne til at brokke os over stort og småt på Facebook.

Fremkomsten og udbredelsen af sociale medier er både et smukt redskab til at vedligeholde og skabe relationer med mennesker verden over, men det er også fundamentet for en social distance, der nedbryder ganske almindelig pli.

Vores meninger og holdninger er øjensynligt kun blevet vigtigere med tiden, i hvert fald er det vigtigt at sprede og dele dem alle. Særligt når vi har været udsat for noget ubehageligt eller i vores verden uacceptabelt, er det pludselig en slags public service at sprede galden på de sociale medier - deraf fænomenet shitstorm. Vi tager simpelthen på os at redde vores medmennesker for en potentiel ubehagelig oplevelse ved at skræmme dem væk fra rammen for vores egen ubehagelige oplevelse.

Jævnligt støder jeg også selv på Facebook-opslag, hvor forfatteren ikke i øjeblikket kunne finde overskuddet frem til at opsøge den person, der på den ene eller anden måde har truffet dem, men i stedet har haft overskud til at dokumentere situationen med kameraet på sin smartphone for så at gå hjem og uploade hele molevitten til Facebook efterfulgt af en meget lang og dybt reflekterende tekst.

- Hah! Så kan kvinden på billedet da lære at tænde lyset på sin datters cykel, hun støder jo utvivlsomt på den belærende tekst med tilhørende visuelle dokumentation, så hun rigtig kan skamme sig over sin opførsel og tage stilling til hendes uansvarlige adfærd, der bringer hendes afkom i fare i trafikken. Lige her på Facebook. Det er jo en meget bedre håndtering af dét scenarie end at gøre kvinden opmærksom på, at lyset på hendes datters cykel er slukket. Det er jo helt utænkeligt, at det kan være andet end en bevidst adfærd fra en uansvarlig forælder. Gud forbyde at man rettede direkte kontakt.

Hvordan endte vi lige her? Hvor det er blevet almindelig adfærd at klandre butiksindehavere, caféer, vores medmennesker osv. med tonsvis af billeder og videoer i diverse brokke-opslag i stedet for at rette henvendelse til dem omkring os i situationen. Går vi virkelig og drømmer om at være forfatteren bag en shitstorm? Er 1000 delinger af vores galde så meget vigtigere end at forsøge at løse situationer i øjeblikket? Og Hvorfor har vi et behov for at udtale os om alt mellem himmel og jord?

Prøv at bemærke hvor mange mennesker, der kommenterer artikler om diverse produkter, anmeldelser af spisesteder eller teaterforestillinger med "Den der, den vil jeg ikke have" "Jeg gider fandme ikke se en Rasmus Seebach Muscial!" eller "Det ser jo slet ikke spor lækkert ud!"... Jamen kære ven, du går jo ikke ind i en fysisk butik, tager et par bukser ned af hylden for så at rette henvendelse til en ekspedient med kommentaren "De der bukser. Dem skal jeg ikke have!", for så at forlade forretningen igen. Hvorfor så gøre det på Facebook? Der sidder jo også en ekspedient i den anden ende af webshoppen. Du kigger bare ikke vedkommende i øjnene. Der gemmer sig folk bag skærmen, der knokler hver evig eneste dag og satser alt, hvad de har, for at drive deres café, webshop eller forretning. Det er ikke spor anderledes end de mange tilsvarende mennesker, du møder rundt omkring i butikkerne.

Så skulle vi nu ikke lige prøve at reflektere lidt over, hvem der læser kommentaren og som minimum smage på maden, inden vi udtaler, vi ikke kan lide den.

  • Plovgaard_Søren

    Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere