Inge Møllegaard var en af de sidste telefondamer på telefoncentralen på Brydes Allé i Assens, der lukkede i august 1968.

Assens: Et bord med ledningssæt, en nummertavle, hvor der under hvert nummer var en lille klap, der blev hvid ved et opkald. Ved opkald sattes inderste snøre i et hul under klappen.

Kontakten åbnedes, telefonisten sagde centralens navn, abonnenten bad om det ønskede nummer eller om lægen, købmanden, tante Anna eller den ønskede linje. Den anden snøre indsattes i den ønskede linje, der sad i et panel i bunden af abonnent - tavlen og kontakten forbandtes med mindre, der blev meldt optaget.

Vi bar alle blå kitler, men tjenestemændene havde en eller to gule striber på alt efter, hvor længe man havde været ansat. De ældste var alle frøkener, da de blev ansat i en tid, hvor tjenestemænd skulle være ugifte.

Fra artiklen

Stor travlhed om formiddagen, sidst på eftermiddagen og i de første aftentimer. Undertiden var der ikke snøresæt nok til de hvide klapper, så blev abonnenten irriteret over ventetiden og kunne spørge om vi sov eller hvad? Travlheden kunne være stressende, men det ord kendte man ikke til den gang.

Men det hele begyndte i København i 1882, og de første centraler kom til Odense 1884. Der opstod flere mindre selskaber på Fyn, der blev slået sammen til Fyns Kommunal Telefonselskab (FKT) den 1. januar 1900.

I Assens kom den første central den 1. maj 1885 med 35 abonnenter. Centralen havde til huse på Østergade nr. 23, men blev flyttet til Østergade nr. 15 i 1905. Senere i 1934 til Brydes Allé nr. 2, hvor den forblev indtil automatiseringen den 29. august 1968 (nu 1200 abonnenter) som den sidste købstadscentral på Fyn. (Odense 1958-59, Svendborg 1964 og nu fulgte kystbyerne rundt om Fyn).

Da flere og flere fik telefon i 50'erne og 60'erne blev systemet tit overbelastet, lange ventetider på eksempelvis linjer til rigstelefonen, hvis man skulle uden for Fyn, og folk måtte prøve igen og igen for at komme igennem.

Damerne bar blå kitler

De små centraler med et eller to tavleborde havde en bestyrerinde, der ansatte og aflønnede centralpassere ud af egen løn.

Jeg begyndte som 15-årig efter skoletid og blev aflønnet med en krone i timen samt kost, mens jeg var på vagt. Man skulle underskrive en tavshedserklæring. Undertiden havde jeg også nattevagten, hvilket medførte, at jeg en dag blev kaldt ned på skoleinspektør Poul Hansens kontor (Assens Borger- og Realskole). Mine lærere havde klaget over, at jeg undertiden virkede træt, og om jeg blev spurgt, om jeg ikke skulle satse mere på skolearbejdet.

Jeg har arbejdet på centraler i Salbrovad, Turup, Landet og Gelsted og kom til Assens den 1. februar 1965 som vikar - nu med tarifløn og to ugers barsel, da jeg fødte min søn.

Vi bar alle blå kitler, men tjenestemændene havde en eller to gule striber på alt efter, hvor længe man havde været ansat. De ældste var alle frøkener, da de blev ansat i en tid, hvor tjenestemænd skulle være ugifte.

Tjenestemændene havde faste vagter, syv timer eller seks timer, hvis man hørte til de ældste (60-70 år), og man blev flyttet rundt fra by til by i forbindelse automatiseringen.

Forstanderinde frk. Wanda Lorentzen sad ved et skrivebord i lokalet og kunne overvåge de seks damer, der var på vagt ad gangen. Hun kunne også træde til i travle situationer.

Der var faste nattevagter, der mødte ind fra klokken 21 til klokken 7. En ad gangen.

Den 29. august 1968 klokken 12 døde alt ud. Automatisering blev styret fra det nybyggede telefonhus på Odensevej. Der blev afholdt afskedsfrokost på Hotel Lillebælt. En festdag, men også vemodig, da man nu var arbejdsløs. Jeg fik tilbudt et maskinskrivningskursus betalt af FKT.

  • Plovgaard_Søren

    Af: