Den vrede indianer ved Brændholt

Steven Esquibel er dødeligt syg og havde besluttet at dø. Mens en tantes brækkede hofte førte til mødet med danske Pia Hansen, og så fik indianeren Steven livsmodet tilbage. Nu bor han ved Brændholt.
Foto: Brian Karmark

Den vrede indianer ved Brændholt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Steven Eli Esquibel er indianer og åndelig leder for det indianske samfund i USA. Han er også healer og dødeligt syg og vred. Og så er han dansk gift og bor ved Brændholt Bjerg.

Brændholt: Den 16. juli 1979 brød en dæmning ved en uranmine på Church Rock i staten New Mexico i USA sammen.

1100 ton radioaktivt affald drev med ad bjerget og ud i floden Rio Puerco, og i et lille hus tæt ved foden af Brændholt Bjerg lige mellem Frøbjerg og Tommerup sidder Steven Esquibel.

Og der er en sammenhæng.

59-årige Steven Eli Esquibel er ikke en hr. hvem som helst i indianersammenhænge.
- Det svarer til at tage en vitaminpille, siger Steven Esquibel, som med jævne mellemrum praktiserer indiansk healing på hustruen, Pia Hansen, som ellers ikke er syg.
- Det svarer til at tage en vitaminpille, siger Steven Esquibel, som med jævne mellemrum praktiserer indiansk healing på hustruen, Pia Hansen, som ellers ikke er syg.
Foto: Brian Karmark

Kroppen falder fra hinanden

Han er veluddannet som få og har været såkaldt speaker - overhoved - for det indianske samfund i USA siden 1982, og så er han dødeligt syg.

- Noget er gået ind i mig. Jeg danner ikke længere calcium, og min krop er reelt ved at falde helt fra hinanden, fortæller han på engelsk over en kop kaffe i hjemmet.

På grund af sygdommen PKD fungerer nyrerne nærmest ikke, og han er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med ulykken på Church Rock.

Det er han vred over.

- Udslippet var større end ved ulykken i Tjernobyl, men der kom ingen hjælp, fortæller Steven Esquibel, som selv kontaktede nogle videnskabsfolk efter ulykken.

- De fortalte mig, at der ville gå omkring 25 år, før effekten af ulykken kunne ses. Og det passede. Jeg blev syg næsten på årsdagen, fortæller han.

Bruskskiverne mellem leddene i hans rygsøjle smuldrer slet og ret væk, og smerterne er ofte enorme.

- Sygdommen betød, at jeg gik bankerot og mistede min ranch i Snow Flake Arizona, fortæller Steven Esquibel, som tabte andet end ranchen.
Fakta
- De fortalte mig, at der ville gå omkring 25 år, før effekten af ulykken kunne ses. Og det passede. Jeg blev syg næsten på årsdagen, fortæller han.
Foto: Brian Karmark

Op på det hellige bjerg

Også lysten til at leve forsvandt. Han ville op på det hellige bjerg og sidde, som indianerne siger, og i 2004 sagde han farvel til familie og venner og forærede sine ejendele væk.

Alligevel er han fuld af liv sidst i december 2009 - og ikke mindst af vrede.

Han taler om Church Rock-ulykken, som stadig bliver tiet ihjel.

Om indianerne, som engang var verdens mest renlige folkefærd og ikke kendte til sygdom, før den hvide mand og hans dårligdomme kom til.

Om, hvordan George "the idiot" Bush, altså den unge - måske - er med i et fællesskab, som tilbeder afdøde berømtheders knogler og - måske - har stjålet indianerhøvdingen Geronimos jordiske rester, og om, at mange på højeste niveau stadig har den endelige udryddelse af Amerikas oprindelige befolkning som primært mål.
Foto: Brian Karmark

Tante Vangies hofte

Krasse påstande, må man sige.

Men han har i hvert fald masser af gnist, og det skyldes, at han også ville sige farvel til 89-årige tante Vangie i San Diego County.

- Hun lå på hospitalet, fordi hun havde brækket hoften. Men personalet dér vendte hende ikke, så hun havde store sår på halebenet, fortæller Steven Esquibel, som blev så rasende, at han gik til stammesamfundet i La Jolla.

- Vi fik hende udskrevet, og så begyndte vi at heale hende, fortæller han.

Tante Vangie havde ikke mistet livslysten. Hun erklærede, at hun havde tænkt sig at runde de 100 år, og at hun havde brug for nevøens hjælp.

- Hun sagde, at jeg skulle flytte ind i hendes hjem og rydde op, så det stod klar, når hun blev rask, fortæller Steven Esquibel, som besluttede sig for ikke bare at rydde op, men også renovere huset, som ellers var faldefærdigt nok til at blive brændt ned.

Men han fik styr på det, og en kørestolsrampe fik han også monteret. Og så flyttede Vangie hjem.

Helt rask var hun imidlertid ikke. Hun havde brug for pleje et stykke tid endnu, og Steven Esquibel besluttede at få hende på fode igen, før han selv takkede af.
Foto: Brian Karmark

Den danske sygeplejerske

Efter en uge fik de besøg.

- Det var min ven Matt. Han fortalte, at en dansk sygeplejerske var på besøg i reservatet, og at hun ville vide noget om indiansk healing, fortæller Steven Esquibel, som er lidt af en ekspert på området.

Nu havde han jo tænkt sig at dø, så umiddelbart varm på at møde sygeplejersken fra OUH i danske Odense var han ikke.

- Men jeg sagde, at jeg ville sove på det, og tidligt næste morgen gik jeg ned i reservatet og vækkede kvinden, som lå og sov i et telt, fortæller han.

For han havde fået en idé i løbet af natten.

- Når man passer gamle kvinder, så er der ting, som det er bedst, at kvinder gør. Så jeg sagde til hende, at hvis hun passede Vangie, så ville jeg lære hende alt, hvad jeg vidste om healing, fortæller han.

Kvinden, Pia Hansen, gik med til at møde den gamle indianerkvinde.

- På det tidspunkt havde Vangie slet ikke styr på det. Da vi kom, var der lort over det hele. På benene, på væggene, over det hele. Men Pia gik i gang uden at tøve, og hun fik hurtigt gjort Vangie ren, fortæller Steven Esquibel, som blev voldsomt imponeret af den skandinaviske kvinde.
Foto: Brian Karmark

... og så blev de gift

Fire dage gik, uden at Pia Hansen forlod huset.

- Vi blev "tætte". Jeg fortalte, at jeg ville dø, men hun blev ved med at sige, at jeg ikke var klar til at dø, og at jeg skulle holde ud, og at hun snart ville komme tilbage, fortæller Steven Esquibel.

Og den danske sygeplejerske holdt ord.

- Hun kom igen en måned senere. Og så blev vi gift og flyttede til Danmark, smiler indianeren, som i dag bruger sine evner som healer på at behandle sig selv.

Rask bliver han dog ikke. Knoglerne smuldrer, og kommer han til at indtage mad med calcium, så sætter det sig omgående som nyresten.

Staten Arizona sender ham beskedne 975 dollars i invalidepension hver måned, så heller ikke her er der meget trøst at hente.

- Jeg er handicappet, og jeg har ingen penge. Men jeg er åndeligt rig, siger han.fier@fyens.dk
Foto: Brian Karmark
Foto: Brian Karmark

Den vrede indianer ved Brændholt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce