Billedserie
Ud skal den, den ­hævede lymfeknude, som lyste aktivt ved scanningen i marts. Men lægen har et ­farligt bøvl med at finde den - og så er der ventetiden og svaret, der afgør, om der er kræft i armhulen.
Erik Heidemanns slanke fingre vandrer rundt i Jacobs armhule med små, søgende bevægelser. Jacobs arm hviler på lægens skulder - de står ansigt til ansigt, Heidemann i hvid kittel, Jacob i jeans, bar overkrop og Lance Armstrongs gule plasticbånd om håndleddet.

Fingrene trykker, klemmer og afsøger armhulen centimeter efter centimeter. Heidemann fløjter en glad melodi, mens Jacob tavst venter på, at sporhunden af en pegefinger skal gøre holdt et sted på hans hud og bjæffe, at den har fået færten af "det".

Af den lymfeknude, som Jacob skal have skåret ud, fordi den lyste aktivt, da han blev PET/CT-scannet sidst i marts. Jeg tror ikke, det er noget, men vi piller den ud, sagde kræftlæge Bodil Himmelstrup.

Måske lyste lymfeknuden aktivt, fordi den indeholder kræftceller.

Det orker Jacob ganske enkelt ikke at tænke på.

Måske lyste den aktivt, fordi den bare reagerede på en banal infektion. Det er det, Bodil Himmelstrup tror. Det er dét, Jacob håber.

Ud skal lymfeknuden, så 11 dage efter scanningssvaret, står Jacob på plastikkirurgisk afdeling Z med en læges søgende fingre begravet i sin armhule.

Heidemann beder Jacob lægge sig på briksen og begynder forfra. Der kan være op til 30 lymfeknuder i en armhule. Når de er raske, har de form som en spunk, er bløde og går i ét med det øvrige væv. Når de er syge, råber de vagt i gevær, bliver hårde, runde og forstørrede.

Jacob beslutter sig for, at det er gode tegn, at lægen har sit hyr med at finde noget hårdt. Og det forbløffer ham ikke, at det skal være bøvlet. Den her kræftsygdom har taget alle de omveje, man kan tage, synes han. Når lægerne har forudsagt A, har kræften gjort B. Så selvfølgelig skal Erik Heidemann agere CIA.

- Der er godt nok ikke noget at mærke. Det er svært at begynde at skære efter noget, vi ikke kan mærke. Er de bange for, at der er noget i gang igen?

- Ja, de vil i hvert fald gerne have fundet ud af, hvorfor den er hævet. Det vil jeg da også godt.

- Har du selv mærket efter?

- Nej! Hvis jeg føler efter og mærker en stor klump, så panikker jeg fuldstændig.

Fingrene gør holdt, som trak Heideman håndbremsen.

- Dér!

Pege- og langefinger spankulerer lidt op, lidt ned og vender så tilbage til ­åstedet.

- Det er dér. Det må det være. Vi lægger en lokalbedøvelse og åbner, og hvis det så ikke er dér, så må vi lukke igen.

Den høje, fløjtende læge finder en tusch og trækker en tynd streg nogle centimer under Jacobs armhule. Så smutter han i nogle minutter og vender til Jacobs forbløffelse tilbage med en rullende ultralydsscanner og overlæge Vivi Bakholdt.

Heidemann vil være så sikker, som han kan, inden han begynder at skære.

Bakholdt trækker en stol hen til briksen, sprøjter en klat gele ud på Jacobs hud og sukker af scanneren, der tér sig og viser sort skærm i stedet for væv. Heidemann afbryder strømmen, "dyret" genstarter, og snart dukker vævet i Jacobs armhule op.

Vivi Bakholdt finder spunken og giver Erik Heidemann ret i positionen.

- Og den ser ikke særlig syg ud i mine øjne.

Overlægen siger farvel, mens Jacob følger i Erik Heidemanns kølvand til operationsstuen. En halv times tid tager det.

Jacob skal have rigeligt med lokalbedøvelse, mens lægen snitter gennem fedtlaget og lodder blodårene til. Ti stik - godt og vel - Heidemann finder lymfeknuden, piller den ud.

Den er lille - under en centimeter - blød og ganske rigtig - spunkformet. Først dá tror Jacob for alvor på, at lymfeknuden lyste aktivt, fordi den reagerede på en anden infektion. Formentlig de tørre pletter, der har irriteret ham et stykke tid.

Det er 11. april. Tilbage er at vente på postbuddet, der kommer med svaret fra laboratoriet.

Er svaret godt, kan Jacob se frem til den sidste - håber han - scanning i juli. Er svaret skidt - bliver verden vendt på hovedet. Igen.

Jacob tager hjem til skolen i Ollerup og holder dagen efter fest med en håndfuld af sine gamle kammersjukker fra Viborg og Sparkær og en enkelt fra Tyskland.

Han har ikke planlagt det helt vilde, men det er hamrende hyggeligt at have kammeraterne samlet. Det er første gang, de gamle venner ser hans 37 kvadratmeter store kollegielejlighed på Den Frie Lærerskole.

12 dage senere - den 23. april lige over middag - kommer posten omsider med den hvide kuvert fra OUH. Jacob har forsøgt at puffe svaret fra sig og har fyldt sin hverdag med cykeltræning, skole, svømning og løb.

"Kære Jacob Pallesen."

Erik Heidemann skriver kort, venligt og præcist, og Jacobs øjne finder hurtigt den sætning, der giver hans forår retning:

"... der er ikke påvist kræftceller ..."

Ikke, ikke, ikke, ikke ...

Jacob rasler tanken på plads og lader lettelsen gennemstrømme den krop, han stadig har svært ved at stole på. Den finder hele tiden på noget nyt, synes han. Han kæmper stadig med at huske - en eftervirkning af kemoen. Men jeg sagde det jo, overbeviser han sig selv. Jeg sagde jo, at det ikke var kræft.

Jacob ringer til sin mor.

De snakker ganske kort, men Jacob ved, at hans forældre er forløst. Nu mangler kun - forhåbentlig kun - en PET/CT-scanning i starten af juli.

Den vælger Jacob at skubbe foran sig. For han har travlt. Han træner til at cykle med Team Rynkeby til Paris, han planlægger sin praktiktid næste år på en idrætsskole i Viborg, og han har på en eller anden måde fået hvirvlet sig ind i "Drivkræften", en organisation med unge kræftpatienter.

- Pludselig hører jeg mig selv sige, at dét og dét vil jeg da godt stå for. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan bare ikke lade være. Det er, som om der hele tiden åbner sig en mulighed, jeg ikke har haft før - og så er der vel stadig et tomrum, fordi jeg savner min sport. Selvfølgelig er jeg bange en gang imellem, men angsten pakker jeg ned, når jeg sidder på cyklen.

Jacob ler og kigger på sin røde racer. Det er maj, og der er forår i hans øjne. Sidste år på samme tid var han for syg til at ænse, at maj var knasende grøn. At fuglene sang, vinbjergsneglene gled gennem græsset, og at brændenælderne kunne spises.

Sidste år på denne tid var Jacob 22 og vidste ikke, om han ville opleve flere fødselsdage. Om 19 dage ­fylder han 24.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight