Vold mod andre for fornøjelsens skyld


Vold mod andre for fornøjelsens skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ligger der et ungdomsoprør bag fænomenet "happy slapping", er det mediernes skyld eller samfundets? Uanset hvad, handling og behandling skal der til

De senere år er "happy slapping" blevet kendt også i Danmark: vold for fornøjelsens skyld - herunder gensynets glæde, idet volden foreviges pr. mobilvideo. Moderne psykologi har gangbare modeller for den bagvedliggende måde at tænke på.

Fænomenet har en kort historie. De første tilfælde dukkede op i Sydlondon i slutningen af 2004. I månederne efter begyndte de engelske aviser at behandle emnet ud fra en vinkel om, hvorvidt det overhovedet var sket, eller om der bare var tale om vandrehistorier. Inden et år efter de første meldinger var volden eskaleret og de første voldtægter og dødsfald indtruffet. Resten er historie - både i England og i Danmark.

Men nu er det åbenbart for enhver, at der er tale om serie-voldskriminalitet på børneplan. Der er dog intet barnligt-uskyldigt over det - og "voksenversionen" blev udbredt allerede i 70'erne og 80'erne, da man i USA måtte erkende, at seriemord var en boom-industri. De første mordoptagelser blev foretaget på det nu næsten hedengangne kassette-bånd, og nogle år senere var videokameraerne blevet hvermands eje - også blandt seriemordere.

Man spørger sig med rette om, hvad ideen er med at optage et overgreb på video. Svaret er enkelt: For at genopleve fornøjelsen - og dele den med andre. I disse dage har mange danskere taget konfirmations-ladegreb på kameraerne - netop fordi familien gerne vil se videoen om nogle år, mindes og smilende fælde rørelsens tårer. Og skulle besøgende en sen aften bringe emnet på bane, vil de jo også nyde synet af konfirmandens første tale. Eller, nogle år efter, brudgommens.

Ideen om at bevare, nyde og dele er med andre ord almenmenneskelig. Almindelige mennesker tager også souvenirs og trofæer i retning af videoer, genstande (smykker, "minder") og deslige.

Tanken om "ægte" vold, voldtægt og død som nydelsesmiddel er til gengæld ikke almenmenneskelig. Der er nogle få, som udvikler et anderledes forhold til grænser end folk flest. Disse mennesker nyder at overskride andres grænser - det er selve tvangen, kontrollen, magten over liv og død, det handler om.

Psykologien har længe vidst, at hjernens belønningscentre lader til at juble, når mennesket udøver kontrol. Det kan ses hos små børn, der begejstret dunker plasticskeer ned i bordene og nyder at frembringe lyde: "Se og hør, hvad jeg kan". Det kan ses hos sportsfolk, som sætter en ny rekord. Og det kan ses hos happy slappere.

Den menneskelige hjerne er gearet til at sørge for, at vi overlever mest muligt og bedst muligt. For at kunne gøre det effektivt har hjernen på den ene side nogle "præ-installerede" programmer, som forbereder tilknytning til forældre, angst for højder (!), reaktioner på sult, tørst etc. På den anden side har den en enorm tilpasningsdygtighed, som gør, at den enkelte person lærer at overleve i ethvert opvækstmiljø - fra hjem med såvel klaver som kærlighed til hjem uden nogen af delene - og viderefører denne indlæring til resten af sin tilværelse.

Når et menneske ender med at nyde at påføre andre lidelse og død, er der gået en lang proces forud. Nogle gange er der populært sagt en fejl i computeren, men i de fleste tilfælde har livserfaringer ført til programmer - "software" - som handler om, at der er to slags mennesker: de stærke (krænkerne) og de svage (ofrene). De stærke tager - og de svage leverer. Det kan handle om mad, sex, penge - men også simpelt hen om magt.

For krænkerne gælder, at når der nu kun er ofre og krænkere i denne verden, så er det bedre at være krænker - for så kan man i hvert fald ikke samtidig være offer. Samtidig er de fleste i stand til at bortrationalisere ofrenes lidelser - "Det var jo kun for sjov"/"Så ondt gjorde det altså ikke"/"Han var selv ude om det" - på en måde, som de ofte selv ender med at være overbeviste om.

I alle den slags situationer fyger beskyldningerne, teorierne og myterne rundt i luften. Er det et ungdomsoprør? Et resultat af mediernes påvirkning? Samfundets skyld?

Det er centralt at forstå, at ethvert øjeblik for et barn (og en voksen), der har fået denne indlæring, rummer valget mellem offer og krænker. Det betyder også, at man jævnligt er nødt til - uanset prisen (i form af f.eks. fængsling) - jævnligt at krænke andre. Derved beviser man nemlig, at man er stærk, mægtig - og ikke et offer.

Og har man det på video, beviser man det over for sig selv, hver gang man ser optagelsen. Samtidig har man beviser over for andre - som derfor klapper én på skulderen og bekræfter krænker-identiteten. Det er med andre ord ikke et ungdomsoprør - det er en barsk måde at blive selvstændig og uafhængig på, og den er selvforstærkende.

Den er også selvudviklende. Enhver volds-, voldtægts- og drabsmand har et cv. Alle har så at sige "øvet" sig, før de bliver opdaget.

Det diskuteres jævnligt, hvad mediernes rolle er - navnlig fjernsynet og de voldelige computerspil. I lang tid har forskere kunnet dynge artiklerne op i to bunker: den, der viser, at medievold giver onde mennesker, og den, der viser, at det ikke har den fjerneste betydning.

For nogen tid siden kom der dog tilsyneladende en løsning på denne skyttegravskrig, idet nyere forskning peger i retning af, at børn, der i forvejen via deres opvækst er disponeret for krænkende adfærd, lærer mere krænkning af medierne, mens børn, som ikke har nogen "grunduddannelse" i krænkning, ikke påvirkes markant i uheldig retning (men til gengæld godt kan få mareridt) af mediegru. Det er med andre ord "grunduddannelsen", som lader til at være det egentlige problem.

Hvad er så løsningen? Psykologen Jørn Nielsen har i sin bog om børn med problemadfærd skildret betydning af alle miljøer omkring et barn - lige fra hjemmet over skolen til brydeklubben - og det er derfor en samlet indsats, der skal til for at løse et adfærdsproblem.

På en måde er dette jo ingen overraskelse. Det er adskillige år siden, Judith Rich Harris provokerede verden med sin analyse af, at forældres indflydelse på deres børns opvækst er mindre end hidtil antaget - det er kammerat-socialiseringen, der virkelig rykker!

Så løsningen er behandling på mange fronter og i det omfang, som er nødvendig - lige fra vejledning af familien, lærerne og trænerne over heldagsskole og samtaleforløb til døgnanbringelse i den tid, det tager at levere andre indlæringsindtryk i fornødent omfang.

Det kan tage lang tid. Seneste nyt fra neurovidenskaberne peger på, at hjernen opfører sig som musklerne: den bliver stærk i det, vi træner den i. Hvad enten det så er omsorg, varme og respekt - eller det modsatte.

Morten Nissen skrev i sin tid digtet "Skæbne", der omhandlede "Tykke"s vej fra grim ælling til - nazi-officer. Fra offer til krænker - for den triste progresssion er, at krænkeren er den blomst, der vokser frem af offerrødder.

Men heri ligger også vejen væk. Hvis ingen børn vokser op fra offerrødder og med accept af krænkertænkning, vil der blive langt mellem krænkerne. Eller anderledes udtrykt: Arten og udbredtheden af krænkning siger noget om de rammer, et samfund udstikker for sine børns opvækst.

CHRISTIAN A. STEWART FERRER

P.O. Box 7, Odense NV, er psykolog

Vold mod andre for fornøjelsens skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce