Tre måneder er gået, ­siden Jacob fik den sidste stråle­behandling. Nu skal han have svar på, om kræften i ­brysthulen er væk. Udadtil ligner han sit gamle jeg, men indadtil nager tvivlen
Dagen har det med at krybe i stadstøjet, når Jacob skal scannes. Sidste gang - 13. november - var vinden kold, men himlen høj og Solen stolt.

Sådan er det også i dag, om end vinden er varmere, næsten lunefuld. Himlen er blå, og Moder Sol føjter rundt, som hepper hun på alle de små grønne spirer i hæk og hegn. Det er en af de sidste dage i marts, og det, der for andre blot er en ganske almindelig torsdag, er for Jacob en milepæl.

Endnu en.

Han har snart ikke tal på, hvor mange hvide kitler og milepæle, han har set i øjnene, siden han for 358 dage siden fik konstateret lymfekræft med spredning i stort set hele kroppen. Efter otte kemokure og 15 strålebehandlinger har han lært at leve med, at efter undersøgelser følger ventetid, og med ventetid følger trangen til at hælde sekunder, minutter og dage i én stor blender, trykke på en knap og - brrrrrrrrr - forvandle december til marts og april og vished.

Men ventetid og uvished er kræftpatientens lod. Jacob er god til at sætte flag i sin kalender - til at fylde tilværelsen med familie, venner, sport og studier -men han erkender, at han endnu ikke har 100 procent kontrol over sit liv. Han er kræftpatient, indtil han kan vride noget andet ud af scanningen, og så længe, han er det, har kræften et alt for væsentligt ord at skulle have sagt. Forbandet. Men sådan er det.

Ikke at man kan se sygdommen på ham. Tværtimod. Måneansigtet er væk, og kindbenene trådt i karakter i et slankt ansigt med tydelige, lysebrune øjenbryn og vipper. På issen gror en solid hårpragt, og blodårer, der tidligere gemte sig i hævet væv, snor sig nu blå og klare som streger på et søkort. Den røde racercykel er for længst hevet af hængslerne på væggen i Ollerup, og nu lever den atter sit liv på landevejen med Jacob som temporytter.

Tilbage er den sidste PET/CT-scanning. Forhåbentlig.

Tre måneder er gået, siden Jacob fik den 15. strålebehandling i brysthulen, tæt ved hjertet. Huden på brystet er helet, men lidt øm, og strålerne har haft den tid, de skal have, for at virke optimalt. Dagens undersøgelse skal afsløre, om den ene kræftramte lymfeknude, der var tilbage i november, har fået sin bekomst og er væk.

Jacob har tilbagelagt den sædvanlige strækning fra OUH's hovedindgang til kælderen i hovedbygningen, hvor nuklear­medicinsk afdeling hører til med sit radioaktive stof, sine scannere og kyndige bioanalytikerne, der triller rundt med små stålvogne og cylinderforme med det radioaktive sporstof.

Bioanalytiker Marianne Knudsen var med til Jacobs november-scanning. Hun er der også i dag.

- Hej Jacob. Der er godt nok sket meget. Du har sandelig tabt dig, siden vi så dig sidst.

- Ja, der er da sket en del. Det kan vi godt blive enige om.

Jacob går med, som skulle han finde bussen til Svendborg. Han kender møllen: drop, sporstof og en halv times fuldstændig hvile i den hvide sengeafdeling med de seks senge. Sidst var han alene på stuen - denne gang er han omgivet af medpatienter, som ligger ganske stille med lukkede øjne og fødder, der stikker op som små tårne under de hvide tæpper. Jacob er én af i alt 14 skæbner, som skal scannes i dag.

- Aarrrjjj ...

Jacobs mundvige fortrækker sig. Droppet svier. Det er første gang, det svier så heftigt, men det er gode tegn. Følsomheden er tilbage i armene.

Jacob tager en halv time på øjet, mens sporstoffet, der skal afsløre eventuelle kræftceller, finder vej rundt i kroppens hulrum. Da bioanalytikeren vækker ham, er der dækket op med mere væske i det tilstødende lokale. En liter hvidt stads med noget, der minder om abrikossmag. Ned ryger det. På fem minutter.

Jacob sidder i rummet for fjerde gang. På nær droppet ligner han den sportsmand, han var og så gerne vil være igen. Veltrimmet i blå Puma T-shirt, fokuseret. Han funderer, mens han kigger på nålen, der stadig hænger i armen, fordi han skal have kontrastvæske, mens han ligger i scanneren.

- Jeg har det jo godt. Jeg håber, det er væk, men jeg har et eller andet sted sagt til mig selv, at nu tager jeg det, som det kommer. Sidste gang ramte det mig som en hammer, at kræften ikke var væk. Det skal jeg ikke nyde noget af denne gang. Derfor siger jeg til mig selv, at det langt fra er sikkert, det er overstået.

- Men jeg håber det. Selvfølgelig gør jeg det.

Fyldt op til randen af sporstof og hvidt stads bliver Jacob endnu en gang placeret i en scanner, scanner 3. Der er 22,5 grader i rummet, og det føles køligt på lårene. Gitte Beck hjælper Jacob til rette på det smalle leje, giver ham tæppet over benene igen og går ud i kontrolrummet og sikrer sig, at der er en læge ved hånden. Patienter, der scannes, får pumpet kontrastvæske og saltvand i droppet, mens de ligger i scanneren, og de kan få hjertestop, hvis de reagerer på væsken. Ikke at det er sket på OUH, men det kan ske, og på væggen i kontrolrummet hænger nøje instrukser for, hvem der skal gøre hvad, hvis det hele pludselig tilter.

- Jeg sprøjter 53 millimeter væske i på ét minut. Det kan mærkes. Der skal være en læge i nærheden, så jeg kan råbe "Så er det NU".

Gitte Beck noterer sig, at lægen er i rummet, sætter den automatiske pumpe i gang, og Jacobs indre begynder bid for bid at tikke ind på skærmen foran hende.

18 minutter tager det. Så kan Jacob stille og rolig trække i sine jeans og begynde at tælle ned til tirsdag.

Torsdag bliver til fredag, lørdag, søndag og mandag. Tirsdag bliver marts til april, og 1. april er ikke narrens, men alvorens dag for familien Pallesen.

Klokken er 10 tirsdag formiddag, da familien - Jacobs søster Helene og hans forældre Esther og Søren - mødes på OUH foran Keld Moseholms skulptur med det evigt rindende vand og de små mænd, som bakser med at løfte en sten i fælles flok.

Jacob giver knus og dasker rastløst med en flaske Kildevæld, mens Helene kigger på ham.

- Har du sovet?

- Ja.

Det er det, man kan kalde en sandhed med modifikationer. Jacob har stort set ikke sovet, men han har svært ved at klare at se sin familie så bekymret. Især sin mor. Sammenholdet i familien Pallesen har altid været stærkt, og selv om både Helene, Søren og Esther udadtil er stille mennesker, så ved Jacob, at de hver især ville hive himlen ned på Jorden, hvis det var det, der skulle til for at gøre ham rask.

I kælderen på afdeling X tager læge Bodil Himmelstrup imod Jacob og hans familie og leder dem endnu en gang ad den grå linoleumsgang ind i et beskedent lokale, der rummer en briks, et skrivebord og lige præcis stole nok til familien på fire. De sætter sig som sidst. Jacob inderst, så Esther og Søren og bagest Helene. De tier.

Bodil Himmelstrup har fulgt Jacob i hele forløbet. Det var hende, der i vinter måtte fortælle, at Jacob skulle have stråler. Hun har selv børn på hans alder, og hun ved, hvor stærkt familien længes efter at høre hende frikende Jacob.

Kunne hun bare.

Hun spørger Jacob, hvordan han har haft det, og instinktivt ved både Jacob, Esther, Søren og Helene, at det heller ikke bliver denne gang. Esther bider sig i læben og kigger med en mors magtesløshed. Jacob rømmer sig.

- Det har hjulpet mig meget, at jeg kan svømme og cykle. Jeg er rimeligt afklaret. Hvis der er noget, er jeg glad for, at det bliver opdaget nu.

- Så du har tænkt tanken, at det kan gå både den ene og den anden vej?

- Ja.

Bodil Himmelstrup fortæller stille og roligt, at der stadig er en vis form for aktivitet i området i brysthulen, men at det formentlig er - og sagtens kan være - den reaktion, kroppen af og til kommer med, når den har været igennem det, som Jacob har været igennem. Hun har i mange år fulgt mange patienter med lymfekræft og ofte set den reaktion.

Men ...

- Der er en ny lymfeknude i højre armhule. Jeg tror ikke, at der er noget i den, men man kan aldrig vide. Den skal pilles ud. Den er let at pille ud, og det gør vi.

Bodil Himmelstrup siger endnu en gang, at hun ikke tror, den let forstørrede lymfeknude skyldes kræft. Det kan sagtens være kroppen, der reagerer på en infektion - måske de tørre pletter, som Jacob er begyndt at få på kroppen.

Men hun løber ingen risiko. Jacob skal opereres inden for én-to uger, og få dage senere ved de, hvad lymfeknuden indeholder.

Jacob lader galgenhumoren få lidt afløb.

- Det passer jo meget godt. Så har jeg både fået kemo, stråler og er blevet skåret i. Så har jeg da været det hele igennem.

Hvad lymfeknuden end indeholder, skal Jacob scannes igen om tre måneder. Familien synker langsomt budskabet, og Bodil Himmelstrup giver sig god tid til at lade Jacob snakke.

- Jeg er glad for, at jeg skal scannes igen om tre måneder. Ellers tror jeg, at jeg var gået i panik. Bare det går den rigtige vej, så skal jeg ikke klage.

Jacob, Helene, Søren og Esther forlader afdeling X og dumper for en stund ned i de sorte stole i forhallen. Esther finder sin mobiltelefon. Hun har lovet at give resten af familien besked.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight