moi Caprice- forsangerens lidenskabelige sange fik fuld opmærksomhed
Når man starter med en a capella sang og slutter med Roy Orbinsons klassiker: "In Dreams", endda veludført, kan det ikke gå helt skævt. Det gjorde Michael Møller kendt som forsanger i indiepop-bandet moi Caprice og nu solist med albummet: "Every Streetcar's Got A Name". Et album om pikante emner som sex og begær.

Med inderlige melodiske sange som "Don't Ever Kiss Him Again" og "The Memory Of Motels" fik Møller støttet af guitar og klaver hurtigt vundet publikums fulde opmærksomhed og sat streg under "i'et" i intimkoncert.

Den hyggelige, nedtonede stemning, der kendetegner de efterhånden rodfæstede morgenrock-arrangementer på Jazzhus Dexter, fik formiddagens musikmissionær iklædt sort jakke og hat til at udbryde:

- Det her minder lidt om en gudstjeneste, hvor jeg er præsten. Jeg har bare en anden dagsorden. Og Møller fik hurtigt omvendt formiddagens flertal af kvinder og kærestepar til sin religion.

Hvis man har hørt soloalbummet, virkede koncerten mere nøgen og rå i forhold til. Et supplerende instrument kunne måske have løsnet op for den tykke røde tråd, der er i Møllers sange.

Alle numrene er spundet over det samme melankolske tema og bliver i levende live hurtigt ensformige at høre på. Dog havde solisten krydret repertoiret med en del covernumre og sange fra moi Caprice, som kunne lyse lidt op i det mørke lokale.

"A Sunday Routine" er normalt en duet, og Møller sang derfor både herre- og damevokal, hvilket han nok burde have undladt på denne.

Ingen tvivl om at formiddagens lyriske prædiken fra scenekanten gav publikum noget at tænke over. Om ikke sex, så begær efter mere.

Om koncerten

Michael Møller solo, lørdag, Morgenrock, Jazzhus Dexter i Odense.
  • Fyens Stiftstidende