Log ind

Families liv smadret af politi-fejl

  • Families liv smadret af politi-fejl
    1 / 2
    21-årige Rasmus Søgaard og 19-årige Simon Søgaard var med den 1. maj 2007 i Nyborg, hvor deres far blev stukket ned. Den, der stak den 46-årige familiefar og var tæt på at tage livet af ham, bliver aldrig dømt, fordi Fyns Politi og Statsadvokaten for Fyn begik fejl.
  • Families liv smadret af politi-fejl

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et banalt trafikuheld, hvor to biler støder sammen i Nyborg, har fået fatale følger for en ­familie på Østfyn. Dette er historien om en sag, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt
- Skal vi aldrig mere være glade her i familien?

Det er familiens 14-årige teenagedatter, der i hjemmet på Østfyn stiller sin mor spørgsmålet.

Østre Landsret har kort forinden afvist en retssag mod en 27-årig mand for knivstikkeri mod faren i familien, fordi der var sket en procedurefejl.

Eller en formalitetsfejl, som politiet kalder det. I hvert fald en lille juridisk fejl, der får dramatiske konsekvenser for den østfynske families hverdag.

Konsekvenser

Den 46-årige familiefar er så psykisk syg, at han ikke har været i stand til at medvirke til denne artikel. Han har været indlagt på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, men er nu i dagsbehandling.

Faren, der gennem mange år har været murer, er sygemeldt på ubestemt tid og lider ifølge lægerne af posttraumatisk stresssyndrom efter knivepisoden og retssagerne. Lægerne forventer ikke, at han nogensinde kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Derfor er det kun moderen, der står frem, sammen med de to sønner på 19 og 21 år, der overværede det fatale knivstikkeri den 1. maj 2007 i Nyborg.

Moderen er ansat på Odense Universitetshospital, men er også sygemeldt som følge af sagen.

Fordi ingen er blevet dømt for knivstikkeriet, har familien ikke krav på erstatning. De kan søge erstatningsnævnet om erstatning, men her vurderes sager individuelt, og familien har ingen garanti for at få dækket de tab, den har haft som følge af sagen.

- En lille tue, der vælter det store læs, som chefanklager i Fyns Politi, Jan Stick, udtrykker det.

Fejlen er, at politiet forud for landsretssagen har forkyndt - det vil sige meddelt - tiltalen for en søster til den tiltalte, som politiet ikke kan få i tale. Det er i overensstemmelse med alle regler, men da søsteren ikke har adresse samme sted som sin bror, er forkyndelsen ugyldig.

Episoden, de opslidende retsmøder, bekymringerne nat efter nat og dag efter dag, og endelig en afvisning ved landsretten, fordi politiet og Statsadvokaten har klokket i det, har ramt familien hårdt.

Ikke mindst sønnerne, der var med i bilen den 1. maj 2007:

- Jeg kan sidde en hel dag og bare stirre ind i væggen, Hver gang, vi har siddet med nogle kammerater og haft det sjovt, er der gået 10 sekunder, og så dukker det bare op igen, siger 21-årige Rasmus Søgaard.

Biluheld i sving

Rasmus er den 1. maj sammen med sin lillebror Simon og deres far i Nyborg. De er kørt fra hjemmet til Nyborg for at hente en kammerat ved motorvejsfrakørslen. Vennen venter på dem, og de samler ham op. Det er Rasmus, der sidder bag rattet i familiens bil. Faren sidder på bagsædet.

De kører ad Christianslundsvej. Her holder biler parkeret i begge sider, og derfor er vejen så smal, at to biler har svært ved at passere hinanden.

I et sving går det galt. Mod dem kommer en bil i høj fart. Det er umuligt at undvige, så de rammer hinanden. Der er materielle skader på begge biler, men ingen personer er kommet til skade.

I den modkørende bil sidder fem unge.

- Så går der et splitsekund, og de står uden for bilen. Jeg tænker: "Hvad sker der nu". Far råber, at vi skal tage den med ro. Chaufføren fra den anden bil står ved bildøren og råber og skriger, og så løber han om til bagklappen. Jeg ser ikke, at han har en flaske i hånden, men når alligevel at undvige, da han slår ud med den, så Simon får den i hovedet i stedet, forklarer Rasmus.

Han ser pludselig, hvordan en af de andre fra bilen - den 27-årige S.P. - løber efter faren med højre hånd løftet.

I højre hånd har S.P. en kniv, hvor selve knivbladet ligger halvt skjult ned ad armens yderside.

- Jeg råber til far, at han har en kniv, og at han skal løbe. Men far er i træsko og kan derfor ikke løbe ret stærkt, fortæller Rasmus.

- Jeg tænker, at de da ikke kan stikke far ned på åben gade ved højlys dag, supplerer Simon.

Men faren bliver indhentet, og knivsbladet bliver jaget ind cirka midt på ryggen. To centimeter fra røgsøjlen. Endnu tættere på en hovedpulsåre.

Han falder først på knæ. Så lægger han sig på maven, og blod farver den hvide T-shirt rød.

- Dør min far? Hvad skal jeg gøre? Jeg er helt væk et øjeblik. Jeg ved ikke, om jeg skal løbe væk eller blive. S.P. står stadig med kniven hen over min far og lader som om, han vil stikke igen, hvis Simon eller jeg nærmer os, siger Rasmus, der lige siden episoden for over 10 måneder siden igen og igen har set den for sit indre blik.

Han ser S.P. løbe tilbage til bilerne.

En af de andre fra gruppen kaster sig ind i familiens bil og stjæler Simons og faderens pung og nøgler.

"Vi ved, hvor I bor", råber A.P., der er lillebror til S.P., til sønnerne og faren, der ligger blødende på asfalten.

Af sted til OUH

Imens er Rasmus' og Simons mor derhjemme ved at lave mad. Menuen står på stegt flæsk og persillesovs med nye danske kartofler.

- De var hundedyre, erindrer moren, Trine Søgaard.

Hun vil gerne vide, hvor langt hendes mand og drengene er nået, og derfor ringer hun til dem.

- Jeg kan ikke få fat i min mand, så jeg ringer til Rasmus. Men det er Simon, der tager telefonen, og jeg kan med det samme høre, at der er noget galt, siger hun.

Simon fortæller, at hans far er blevet stukket ned.

Dybt chokeret og med rystende hænder prøver Trine Søgaard at finde nøglerne til familiens anden bil. Men hun er forvirret og finder dem ikke.

- Heldigvis, for jeg var ikke i stand til at køre nogen steder, siger hun.

Hun får forklaret familiens 14-årige datter, at faren er blevet stukket ned, men siger til hende, at det ikke er så slemt.

Det passer ikke.

Men præcis hvor slemt det er, ved Trine Søgaard heller ikke selv - ikke før en genbo kører hende ind til Odense Universitetshospital, hvor faren i flere timer svæver i livsfare.

- Da jeg ser ham, ryster jeg endnu mere, og faktisk er det ham, der beroliger mig. Han siger, at han er blevet stukket ned, forklarer hun.

Venner af familien kommer til sygehuset, og alle er forfærdede over, hvad der er sket.

- Vi er fuldstændigt slået ud og græder hele tiden, forklarer Trine.

Simon og kammeraten er også kommet til sygehuset efter at have lånt en bil af noget familie i Nyborg. Rasmus er blevet i Nyborg for at tale med politiet.

Begge sønner har set, hvem det var, der forsøgte at dræbe deres far.

En sygeplejerske, der var på stedet og også har set det hele, siger til betjentene, at Rasmus er i chok, og at han ikke er i stand til at tale med dem.

- Det er hende, der tager sig af Rasmus bagefter, husker Simon.

Lægerne redder familiefarens liv, og efter ni dage på Odense Universitetshospital får han lov at komme hjem.

Først bagefter begynder problemerne for alvor for familien, for de har alle svært ved at komme sig over episoden:

- Jeg føler mig bare helt tom indvendig og kan pludselig begynde at græde uden nogen grund. Det var så flovt, at jeg til en eksamen begyndte at sidde og græde, mens læreren og censor bare kiggede på, fortæller Rasmus.

Han holder en kort pause, mens han tavs kigger ud ad familiens stuevindue, inden han opgivende slår ud med armene.

- Jeg ved det sgu ikke.

Halshugningstegn til vidner

Som dagene går begynder Trine, Rasmus og Simon at undre sig over, at de ikke bliver indkaldt til fotokonfrontation for at udpege hovedgerningsmanden.

De ringer til politiet, men får "en syg forklaring om, at det ikke er nødvendigt", som de udtrykker det.

Faren trækker sig mere og mere ind i sig selv.

Hvad resten af familien ikke ved er, at han dæmper sine psykiske smerter med sovepiller og alkohol.

Den 12. oktober 2007 kommer sagen omsider for byretten i Svendborg.

Men uden for domhuset bliver familien mødt med truende adfærd fra familie og venner til hovedgerningsmanden S.P.

Nogle laver halshugnings-tegn, andre former hånden som en pistol og sigter på dem.

Rasmus og Simon er forfærdede, og det samme er deres kammerat, der var med i bilen den 1. maj i Nyborg.

Da de inden for i retten skal vidne og udpege den mand, der var centimeter fra at tage livet af deres far, er de så skræmte, at de ikke tør udpege gerningsmanden.

Af interne papirer fra politiet, som Stiftstidende har kendskab til, fremgår det, at allerede mens domsmændene voterer går det op for anklager og efterforskningsleder, at vidnerne er blevet truet.

Men ingen af dem giver dommer og domsmænd besked, så sagen kan gå om.

Frifindelsen ankes til landsretten, og familien håber, at der så sker noget. I flere måneder må de vente på, at sagen bliver genoptaget, men da det endelig sker, har de en tro på, at intet kan gå galt, og at der nu vil falde dom i sagen, så de kan få den afsluttet.

Det sker bare ikke.

Piller og sprut

Omkring jul får faren det dårligere og dårligere.

- Han sover aldrig. Hverken om natten eller på andre tider. Han sover bare ikke, fortæller Trine Søgaard.

Efter jul finder teenagedatteren en flaske Jägermeister gemt i huset, og det viser sig, at farens misbrug er voldsomt.

- Han æder 50 sovepiller om dagen og drikker sprut. Han siger, at han ikke vil mere, og jeg er bange for, at han vil begå selvmord, siger Rasmus Søgaard og bliver fjern i blikket.

Lidt efter fortsætter han:

- Det har altid været betryggende at komme hjem, for de gamle har altid hjulpet os. Men sådan er det ikke længere.

Faren lader sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling. Her har han været i behandling lige siden.

Simon og Rasmus' kammerater begynder at blive væk fra hjemmet. Det samme gør kammeraterne til teenagedatteren.

- Vi har altid grinet meget, og vi har altid haft det sjovt her i huset. Mine kammerater har altid kunnet snakke med mine forældre om ting, de ikke har kunnet snakke med deres egne forældre om. Men pludselig er alting ændret, siger Rasmus trist.

Og bekymret.

Ingen bliver dømt

Vidnerne er klar igen og nye er indkaldt, da sagen endelig kommer for Østre Landsret den 20. februar 2008 i Svendborg.

Men landsretssagen ender som en tragedie for familien.

- Allerede på vej til Svendborg siger betjentene til os, at der er noget galt. Men det er først, da vi kommer derned og ser en tom retssal, at vi får at vide, at sagen er afvist, siger Rasmus.

Fyns Politi har forkyndt anke-tiltalen for en person, der ikke har bopælsadresse samme sted som den mand, sønnerne så stikke faren i ryggen med en kniv. Den fejl gør, at landsretsdommerne ikke vil gennemføre sagen.

Familiens bistandsadvokat, Anette Fogh, fra Odense er også til stede.

- Da faren får at vide, at han alligevel ikke skal afgive forklaring i landsretten, bryder han i den grad sammen - som jeg aldrig har set et menneske bryde sammen. Han er en høj mand, og han ryster som et espeløv, siger Anette Fogh, der kalder hele historien for ulykkelig.

- Det kan være svært at finde ret og rimelighed i sagen, som juridisk set nok er korrekt. Men for en almindelig borger kan det være svært at forstå, at det kan være rigtigt.

Efter den afviste landsretssag den 20. februar ryger faderen direkte tilbage på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Det er uomtvisteligt, at han blev stukket i ryggen. Men om det er S.P., som sønnerne og andre vidner så stikke faderen på åben gade i Nyborg, eller det er en anden, bliver aldrig afklaret.

- Det er altid ubehageligt for ens retsbevidsthed, at man ikke fanger den skyldige. Og det må være dobbelt frygteligt, når man har opfattelsen af, at ham, der sidder i retten, er den rigtige, og at det er en formalitetsfejl, der gør, at han ikke bliver dømt, fastslår Anette Fogh.

Fortvivlede og vrede

Faren kom sidste fredag hjem til familiens villa på Østfyn, men går stadig til dagbehandling på psykiatrisk afdeling.

Han sover stadig ikke om natten.

- Jeg er begyndt at sige, at jeg har haft tre forskellige mænd i ham. Tiden før overfaldet, tiden efter - og nu kommer han hjem og er en helt tredje person, siger Trine.

Det værste for familien er, at dén, der stak faren ned, er gået fri på grund af en fejl hos politiet og Statsadvokaten for Fyn.

De er fortvivlede, magtesløse og ulykkelige. Men i dag er de mest vrede.

- Min mand oplever stadig magtesløshed over, at han ikke kunne hjælpe sine drenge, fordi han selv var stukket ned. Hvis der er noget positivt overhovedet, så er det, at der ikke skete drengene noget. Men de er ramt på sjælen, og de skal leve med det altid, siger Trine.

Lige nu forsøger familien at famle sig tilbage til en almindelig hverdag - så almindelig, den nu en gang kan blive.

- Det bedste ville være, at sagen blev genoptaget. Det er ligegyldigt, hvad han bliver idømt. Men det kan ikke være rigtigt, at en sag som denne skal stoppe sådan her, siger Trine Søgaard.

sådan har vi gjort

Hændelsesforløbet er beskrevet ud fra samtaler med sønnerne Rasmus og Simon, deres mor Trine, teenage­datteren samt flere af familiens nærmeste. Desuden har Stiftstidende kendskab til interne papirer i sagen, brev fra statsadvokat Jan Rechendorff samt oplysninger fra familiens bistandsadvokat m.fl.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
3
Politiet vil vriste penge ud af knivstikker

Politiet vil vriste penge ud af knivstikker

29-årig knivstikkers dom står ved magt

29-årig knivstikkers dom står ved magt

Anklagere: Knivstikker skal straffes hårdere

Anklagere: Knivstikker skal straffes hårdere

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere