Lyset har fået magt. Solens stråler bryder gennem vinduerne i svømmehallens tag og maler klorvandet blåt, blåt henad turkis.

Det beskedne bassin ligger som en glasmosaik indrammet af hvide søjler, og på én-metervippen i den ene ende står Jacob og vrikker med tæerne. Op, ned, op, ned, op, ned...

Jacob rømmer sig, retter symbolsk på sine svømmebriller, tjatter til sine mørke badeshorts og lader tommel- og pegefinger gribe fat i det, han kalder en delle.

- Jeg har et stykke vej endnu, selv om jeg har tabt 10 kilo. Nå - det går fremad og hold da fast, hvor har jeg glædet mig til DET her.

Jacob griner, tager et beslutsomt skridt frem og sætter af fra vippen, så det gungrer, som kun en øde, indendørs svømmehal kan gungre. PLASK - og så står han for første gang i månedsvis på hovedet i klorbølger. De tilhører Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der lader Jacob bruge bassinet, så han er fri for at tage bussen fra Ollerup til Svendborg.

Strålebehandling

10 sekunder og en bassinlængde senere sprutter han som en forårskåd sælunge.

- Fedt. Dét var fedt. Fantastisk. Hold op, hvor føles det godt.

Det er to måneder siden, Jacob sluttede i alt 15 strålebehandlinger på OUH - de 15 behandlinger, som forhåbentlig har taget livet af den sidste rest kræft, som kemokuren ikke klarede, og som blev afsløret ved scanningen i vinter.

Jacob fik den sidste strålebehandling 30. december og havde regnet med, at han skulle have været scannet en måned senere, så han kunne få endelig vished for, at kræften er væk, og at han komme videre med livet - også svømmelivet.

At give en "gammel" toptriatlet som Jacob svømmeforbud er nogenlunde det samme som at bede en fisk om at holde sig på land, men svømning og strålebehandlet hud er og bliver en skidt alliance. Så - nej, sagde overlægen.

Hukommelsen

Den åd Jacob, men hans utålmodige jeg blev noget - for ikke at sige meget - irriteret ved meldingen om, at han først skal scannes 27. marts.

Ventetid har været noget nær det værste i kræftforløbet, synes han. Han længes efter at sætte et punktum og begynde at planlægge sommerferien, hvor han agter at cykle med Team Rynkeby til Paris.

Men heller ikke der er der noget at rafle om - strålerne i brysthulen skal have tid til at virke fuldt ud - og efter at have ruget og rumlet lidt over beskeden gjorde Jacob, som han plejer: Han pakkede ærgrelsen sammen og fokuserede på de gode ting. Alt det, der går fremad.

Og det er meget. Han løbetræner et par gange om ugen, crosscyklen har været en tur ad skovstien, og styrketræningen er ikke længere henlagt til Tåsinge Plejehjem, men til rigtige fitness-lokaler tæt på skolen.

Fysisk spurter Jacob så heftigt, at kammeraterne på Den Frie Lærerskole kigger en ekstra gang. Mentalt skal han vænne sig til, at hukommelsen stadig halter.

Det irriterer ham, at han kan sidde og se en håndboldkamp i tv og pludselig ikke kan huske, hvad spillerne hedder. Jacob har altid kunnet huske navne på ikke mindst sportsfolk. De var der også lige før, navnene, men bom, er de væk.

Til frisør

Det er helt normalt, siger overlægen, som mere end én gang har mindet Jacob om, at han må give sin krop og sin hjerne tid. Begge dele har været presset til det yderste i det blotte forsøg på at overleve.

Derfor er det ikke som at trykke på en knap efter en omgang influenza, og smut, er alting ved det gamle, men der er nu pokker til forskel på den unge mand, der tabte håret og tog tyve kilo på af binyrebarkhormonet prednisolon, og den unge mand, der er ved at antage samme form som ham, der begyndte på skolen i sommeren 2006.

Vægten er gået så meget ned, at han snildt hopper i et par almindelige jeans. Slut med de løse. Barbermaskinen er fundet frem, og han har sågar været nødt til at bede sin moster om en klipning. Hun er frisør og har med et grin tilbudt Jacob en omgang voks, hvis det skulle komme an på det.

- Jeg ligner da en teenager med alt det hår på benene. Selv Anders har taget fejl af mig, da han så mig bagfra en dag.

Frirum

Anders er en af de livsvigtige unge venner fra miljøet på Den Frie Lærerskole. Jacob har sine barndomskammerater i jyske Sparkær, men han fik en helt ny verden af venner, da han for godt to år siden begyndte på skolen i det sydfynske.

- Skolen har været mit frirum, og vennerne har stået for alt det raske, som jeg bare vil tilbage til. Det gør de stadigvæk. Hvis skolen havde smidt mig ud på grund af fravær, og jeg ikke havde haft den og dem, så er jeg overbevist om, at jeg havde fået knald i låget af at gå og ruge for mig selv.

- At få kræft er som at blive medlem af en forening, man ikke har lyst til at blive medlem af. Der er så mange ting, man ikke kan som syg, så det er hamrende vigtigt for én at holde fast i det, man kan, og i de raske venner. Jeg tror ikke, de er klar over, hvor vigtige de er for mig.

Sten i tasker

Jacob har mange venner. Nogle er han mere knyttet til end andre - og omvendt.

Sådan er det med Tine Hessellund, Anne Katrine Holm (Brunse, kalder de hende), Anders Toftemann Knudsen og Nicolaj Quist Lauritzen. Alle fire 24 år og studerende på skolen.

De fik et chok den dag, rektor fortalte årgangen, at deres kammerat havde kræft. Pludselig kunne de forstå, hvorfor Jacob havde forvandlet sig fra en humørfyldt gut, der gik rundt og fyldte sten i folks tasker, til en, der dinglede rundt på gangen med hævet hoved og sløret blik.

Tine husker, hvordan benene forsvandt under hende, da rektor sagde "kræft". Det var sådan, årgangen oplevede det. Jacob havde bedt rektor aflevere beskeden, og det gjorde han, hvorefter han gik.

- Jeg tænkte: "Hold da kæft". Så sad folk bare stille og kiggede på hinanden, nogle brød helt sammen, og mine ben forsvandt under mig.

- Vi havde været ret bekymrede for, hvad der kunne være galt med Jacob. Han forandrede sig fysisk, og da vi fik at vide, at det var kræft, blev det meget håndgribeligt. Jeg blev meget påvirket - formentlig også fordi, min mor og moster fik kræft på det tidspunkt. Så jeg holdt op med at ryge med det samme.

Åbenhed

Jacob har aldrig sagt direkte til sine venner, hvor meget de betyder for ham. Han har skrevet det på sin hjemmeside, og så har han fra start valgt at svare åbent, når folk kom og spurgte til kemobehandling, kræftform etc.

Anders har spurgt nogle gange, men har aldrig brugt timevis på at snakke kræft med Jacob.

- Efter tredje og fjerde kemobehandling begyndte Jacob jo at svømme og løbe og cykle igen, og så var jeg ikke så bange for, at han skulle dø mere. Han går jo også hele tiden rundt og siger, at det her finder han sig fandeme ikke i. Det er ret vigtigt at have den indstilling, tror jeg.

Brunse er sikker på, at åbenheden ikke blot har hjulpet Jacob, men også hans venner. At Jacobs egen udstråling har gjort det lettere at spørge og være imødekommende og ikke gå uden om kræften som katten om den varme grød.

Selv har hun ikke brugt så meget tid på at tænke over, at Jacob rent faktisk kunne dø.

- Det tænkte jeg lige i starten, men ikke ret lang tid - netop fordi Jacob er, som han er. Han udstråler, at han klarer den, så det har vi været overbevist om hele tiden.

- Min mor spørger til gengæld meget. Hun er meget berørt af det, selv om hun ikke kender Jacob. Hun spørger, hver gang jeg er hjemme, og jeg svarer, at det går selvfølgelig fint. Jacob er nok en af jordens mest uheldige mænd - han er den ene procent, som bliver ramt af alt muligt umuligt, men så er han også den ene procent, der overlever. Det ved vi jo.

Bloggen

Brunse indrømmer, at hun har haft en klump i halsen nogle af de gange, hun har læst Jacobs blog.

Læst om hans angst og tårer og den ensomhed, han har følt, fordi det nu engang er ham, kræften ramte, og ham, der kæmper en kamp, som kun han kan. Mens det halve af skolen har haft travlt med at score, har han haft travlt med at overleve - og det er en ensom kamp.

- Jeg har jo været bange for at blive udstødt. Hvis jeg havde en dårlig dag, kunne jeg spekulere på, hvorfor folk mon ikke ville spise sammen med mig om aftenen. Og på et tidspunkt var jeg bange for, at folk troede, kræft smittede.

- Man kan få alle mulige tanker - også alle mulige urimelige tanker. Men så er det, det er godt at kunne gå rundt til vennerne og sætte sig ned og snakke eller lave en omgang mad sammen. Ellers kunne jeg da have fået rigtig ondt af mig selv.

Selvmedlidenhed bruger Jacob ikke mange øjeblikke på, og han er meget optaget af ikke at blive sat i kræftbås, som han kalder det. Han har været en uge på kursus på Dallund, der ligger i Søndersø og er et rehabiliteringscenter, drevet af Kræftens Bekæmpelse.

Egentlig havde han ikke lyst til at bruge en uge sammen med andre kræftramte, men da det kom til stykket, var det nu meget fedt - både at få slappet af, få rigtig god mad og få snakket.

- Jeg fik lettet nogle ting fra mine skuldre, og jeg fik set og talt med mennesker, der har været meget mere igennem end mig. Ugen blev bedre, end jeg havde regnet med, men det var fedt at komme tilbage til hverdagen.

Og det er der, Jacob er nu. Tilbage i hverdagen. I de kommende tre uger er han i praktik på en skole uden for Viborg, så er det påske, og snart er det den 27. marts.

Den dag går turen atter til scanning på OUH, og så skal Jacob og hans familie til det igen. At vente.

Den 4. april skal han og hans familie atter ind til overlæge Bodil Himmelstrup, som forhåbentlig kan fortælle, at den sidste smule kræft er sendt på porten.

Det er tilfældigt, at det lige bliver den 4. april, men Jacob synes alligevel, det er lidt besynderligt. Den 4. april er det præcis et år siden, han fik diagnosen kræft og ikke anede, om han ville komme til at opleve endnu et forår.

Men det gør han. Livet står på spring.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Hvem siger, at væggen skal være hvid?

Hvem siger, at væggen skal være hvid?

Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong