Et kursus i havkajak er en garanti for en indholdsrig og udmattende ferie - hvor man også lærer at turde.
Der er mange ting at huske på: Øverste arm skal skrå ind over kajakkens midterlinje og må ikke komme over øjenhøjde. Fingrene skal ikke knyttes om pagajen men løsnes, hver gang den tilhørende arm strækkes frem. Arme og torso skal lave en kvadrat - altså armene skal være næsten helt udstrakte. Benet i den side, pagajen sættes i, skal presses ned i bunden af kajakken - og der skal drejes i overkroppen, så det nærmest knager i lænden.

Mange former for kurser

Vi var på kursus i Havkajakcenter Svendborg med base i Skovballe på Tåsinge. Et ugekursus med fuld udrustning koster 3950 kroner per næse - og man sørger selv for mad undtagen aftensmad på den to-dages tur i Det sydfynske Øhav, der er inkluderet i kurset. Der er gratis campering i tilknytning til kurset. www.havkajakcenter.dk

Nettet har et stort udbud af kurser - og mange steder er der også mulighed for at bestille kurser for en samlet familie- eller vennegruppe. Man kan nøjes med et tre-timers introduktionskursus - eller tredages kurser, hvis man ikke vil binde an med en hel uge fra begyndelsen.

Læg mærke til, om det er kurser, der lægger op til at aflægge prøve til Havkajakroer, for så vil den sidste dag på kurset være sat af til denne prøve. Har du god fysik og en seriøs indstilling til dit kursus, er det muligt at bestå prøven efter en uges kursus - eller du kan tage prøven senere på året, efter du har fået mere øvelse.

Skal kurset i havkajak derimod mere bruges som en spændende ferieunderholdning, vil et begynderkursus uden afsluttende prøve være at foretrække - fordi der så kan blive mere tid til pjattede øvelser som at kunne stå op i kajakken uden at vælte og andet, der giver mere badning end roning.

Vær ikke bange for dårligt vejr. Neoprendragterne gør det også behageligt at ro i regnvejr - og mange steder kan man køre til læ eller bølger alt efter, hvad man foretrækker - og hvordan vindretningen er.

Vi bruger en uge af ferien på kajakskole - mig og mit tøsebarn på 15. En hed uge i august tilbringer vi iklædt våddragt, neoprensko, vindtæt busseronne og svømmevest. Vi er dovne og bor tæt på kajakcentret, så vi fravælger campinglivet og slæber os hver dag sidst på eftermiddagen op ad trapperne og falder om i egen sofa. Undtagen på udflugtsdagen, hvor vi tester overraskende velsmagende dansk bøf og schnitzel på Drejø Kro - og siden falder om i teltet sammen med alle myggene i Det Sydfynske Øhav, der holder møde på Drejø den aften.

På vandet og i vandet

Vi har begge få timer i kajak bag os, da vi starter kurset - hvor vi i løbet af de første to dage bliver introduceret til snart sagt alle former for pagajføring, kontrollerede kæntringer og det efterfølgende mas med at komme op i kajakken igen.

Forinden er der en del ukontrollerede kæntringer. Bare det at komme op i kajakken kræver øvelse - for ikke at vælte ned på den anden side af den - og vi udgør holdets fumler-tumlere, tøsebarnet og hendes tungrumpede mor.

Kajakskolens to andre elever på dette kursus er mænd, den ene med flere hundrede timer i kajak bag sig, den anden en toptrænet ironman-dyrker. Et ikke helt heldigt match, så konedelen af holdet lærer hurtigt at tage pauser, når mændene træner mere indviklede detaljer.

Mor kan holde fri

Af forskellige grunde når vi at have to forskellige instruktører på dette kursus - uden at det bliver et problem. De er begge umiddelbare, dygtige og nemme at arbejde sammen med, så vi kan lide dem begge to.

Og specielt moderen nyder at kunne lægge opdrageransvaret fra sig. Når pubertetssignalerne står i en tæt os omkring den 15-årige, padler jeg lidt væk og lader læreren være lærer. Min datters hørelse er noget bedre tunet ind på instruktørens signaler end på mine.

Kun når jeg kan se, at nu kan hun ikke mobilisere flere kræfter, går vi i land og overlader de muskuløse mænd til instruktøren.

Tør ikke - kan ikke

Det er også mig, der tager over om morgenen på tredjedagen, hvor vi skal på overnatningstur.

Trætheden har fået den 15-årige til helt at miste modet.

Kystnær sejlads er o.k. - men hun vil ikke ud på det dybe. Tør ikke. Kan ikke.

I bilen over mod kajakcentret har vi aftalt, at det skal siges - og at vi for min skyld godt kan melde afbud til turen - men at det bliver op til vores instruktør, hvordan det skal håndteres.

Det klarer han flot. Hun bliver ikke overtalt, ikke presset. Hun bliver informeret.

Sådan her er vinden i dag og i morgen. Derfor er den planlagte rute sådan og sådan.

Sådan ser det ud på et søkort - her holder vi pause - her er de to sejlrender, der er så og så brede o.s.v. Renderne er de eneste dybe steder. Hvad siger du til det?

Behandlet med en sådan respekt kan hun ikke andet end at sige ja - og gennemfører turen Skovballe over Hjortø til Drejø og retur i modvind syd om Hjortø den næste dag.

Når man er helt lille

Og jeg fatter hendes angst for sejlrenderne, da jeg ligger derude og "venter på grønt lys" for at komme over bemeldte rende. Trafikken er tæt i Det sydfynske Øhav om sommeren - og man er ufattelig lille, når man ligger og gynger i vandskorpen på et stykke hård plastic. Afstandsbedømmelse over vand er svær - og har man armkræfter nok til hurtigt at komme af vejen, hvis man har bedømt forkert?

Uden instruktør var det ikke gået - heller ikke for mig.

Armkræfter et must

Turen giver også andre perspektiver på livet med en havkajak.

Hvor ufatteligt megen bagage, der kan pakkes ned i en kajak - og hvordan det skal pakkes for at have den bedste stabilitet i kajakken samtidig med, at de ting, man skal bruge på turen - først og fremmest masser af drikkelse - skal ligge, så man hurtigt kan få fat i dem.

Og ikke mindst hvor tunge kajakker bliver, når de fuldpakkede skal bæres op over en mark, før vi kan komme til at pakke ud og campere. Og nej, vi lod ikke drengene bære vores kajakker op - så tøsede er vi alligevel ikke.

Havkajaksejlads er et udstyrsstykke. Det tager tid at komme på vandet - og det tager tid at komme op igen og få skyllet udstyr og klædt om.

Men det er en stor nydelse at kunne glide i vandskorpen og kigge ned til vandmænd og svajende tang og ind på kyststrækningernes skiftende billeder - og den fysiske mørbankethed, man har i kroppen efterfølgende, oplever vi alt for sjældent i vores almindelige velfærdsliv.

Hverken tøsebarnet eller jeg er ivrige motionister - og derfor var kurset i havkajak også så meget et afbræk fra hverdagen, at det virkelig var ferie.

Og aldrig har vi været så brune efter en uges ferie i Danmark - i ansigterne og på hænderne. Resten var jo indhyllet i neopren!
  • Fyens Stiftstidende