For et års tid siden var familien Pallesen en ganske ­almindelig familie med rødder i provinsbyen Sparkær lidt uden for Viborg. Så fik Jacob - kvartettens yngste - lymfekræft - og med ét var der vendt op og ned på hverdagen i det gule parcelhus på Langgade
Sparkær. En bette by, der putter sig i ly af Viborg. Små 15 snoede kilometer er der fra domkirkebyen til Jacobs fødeby, hvor hovedgaden hedder Langgade og til forveksling ligner hovedgaden i så mange andre små byer med rundt regnet 800 sjæle.

Her er en skole med seks klasser, en købmand, en autoforhandler, og indtil for et par måneder siden var der også liv i den store hvide bygning af et plejehjem.

Det skulle nedlægges, men så nægtede gamle Ketty Høeg at parere politisk ordre, besatte hjemmet og regerede der mutters alene, indtil Vorherre flyttede hende op til sig. Så kunne de nedlægge plejehjemmet.

Sådan cirka midt på Langgade - skråt over for købmanden - ligger et lille gult parcelhus med en kantet glas-tilbygning og en indkørsel, der netop er lagt om, så der kan holde to biler side om side.

Huset - nummer 26 - købte Esther og Søren Pallesen i 1979. De skulle blot bo her et par år, mens Esther var elev i Viborg, men så blev Helene født, tre år senere kom Jacob til, og - nå ja - hvorfor egentlig flytte, når man trives og har det godt ...

Bange anelser

For det har de haft, familien Pallesen og deres tre sprælske hunde, Ruth, Holger og Tazz. Indtil for et år tid siden.

Indtil Jacob begyndte at blive dårlig og til sidst var så syg, at det var ligemeget, hvad Esther fandt på af kræsemad, så spiste han igenting. Han, der førhen kunne snuppe 12 hele rundtnummer rugbrød og et par krydderboller til dessert, var umulig at få noget i. Esther - der er økonoma - plejede nok at kunne lokke med sin køkkenkunst, men nej ....

Når Jacob var hjemme på besøg fra Ollerup, lå han enten på sofaen eller på en måtte på stuegulvet og var til sidst så elendig, at han bad om at blive indlagt.

I marts var den helt gal. Det stod klart, at det ikke længere kun kunne være en nyresygdom, Jacob led af. Esther havde bange anelser. Hun gik jævnligt på netdoktor og tjekkede symptomerne på nyrekræft.

- Vi har været forskånet for kræft i vores familie, og det har vi altid været så taknemmelige for. Symptomerne på nyrekræft passede heldigvis ikke på Jacob - slet ikke. Men det var jo ikke til at forstå, at han skulle blive ved med at have det så dårligt - uden at han kunne få hjælp.

- Nogle gange mindede det om influenza, men vi kunne slet ikke kende ham - og det værste var, at vi ikke kunne gøre noget. For lægerne vidste ikke, hvad han fejlede. Men så var det, de begyndte at snakke om lymfekræft, og da jeg gik på nettet og sammenlignede de symptomer med Jacobs, så passede de desværre alt for godt.

Esthers kalender

Esther købte sig en Mayland-kalender, som hun begyndte at bruge som dagbog - dels for at have styr på datoerne, dels for at forsøge at tæmme tankerne en anelse. Siderne emmer af en mors bekymring.

Søren er en stilfærdig mand, udadtil. Han elsker at gå på jagt, og så er han helt skudt i gamle knallerter. Han hverken skrev eller sagde så meget, men han tænkte, og så forsvandt han ud på sit værksted og foregav at rode lidt med sine elskede maskiner.

Værkstedet er fyldt med gamle knallerter, der bliver fuldstændig skilt ad, repareret, pudset op og samlet til perfektion. Værkstedet er et godt sted at tænke - eller forsøge på at lade være.

- Vi har altid været vant til, at der stod en sportstaske i gangen, og at både Jacob og Helene var på vej et eller andet sted hen. De pakkede tasker, så pakkede jeg bil, og så skulle de enten ud at træne eller til et stævne. Det var godt nok mærkeligt at se ham ligge dér på sofaen.

Helene base

Helene, som på det tidspunkt boede i Odense, blev familiens base. Jacob læste - og læser - til lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og når han var indlagt på OUH, var Helene så vidt muligt ved hans side.

Hun var forbindelsesled til Søren og Esther, som pludselig havde 180 meget lange kilometer til deres søn. Esther mindes, hvor svært det var at være så fysisk langt væk, og hvordan hun har ønsket, at hun kunne hoppe i Jacobs sted.

- Bare man dog havde kunnet tage nogle af de behandlinger for ham. Det kan man jo ikke - men bare man dog havde kunnet.

- Det var besværligt for os at have så langt til Jacob, som vi helst ville være ved hele tiden, men selv om vi begge har fået meget fin behandling af vores arbejdsplads, så var vi jo nødt til at passe vores arbejde, og vi vidste, at den ekspertise, Jacob havde brug for, var i Odense.

- Vi vidste, at han ikke kunne være i bedre hænder - det har vi været taknemmelige for - og det har vi følt os trygge ved.

Esther og Søren Pallesen tog turen så tit, de kunne, og ellers glødede telefonen mellem Fyn og Sparkær. Helene vidste inderste inde, at et eller andet var helt galt med hendes lillebror, og hun var med den tidlige aprildag, Jacob fik diagnosen kræft.

Fra da af blev der vendt op og ned på alting i familien Pallesen.

Den var ikke længere en helt almindelig familie i et helt almindeligt parcelhus, men pårørende til en kræftpatient på 22 år.

Tåget tid

Ét er at forholde sig til, at ældre bliver syge og kan dø, noget andet er at se i øjnene, at ens søn og bror skal kæmpe for sit liv. Det er skrupforkert.

Både Søren, Esther og Helene mindes diset de første uger efter kræftdiagnosen, og Helene, der er fysioterapeut, husker, hvordan hun blev fløjtende ligeglad med livets små skavanker - og var træt af at høre folk fortælle om dem. Hvor vigtigt kunne det være at lindre skulderspændinger, når hendes bror lå på afdeling X?

- Det er svært at forklare, hvad der sker i én, men jeg oplevede pludselig, at stort set alt andet blev ligegyldigt.

- Jeg kunne simpelt hen ikke tage en ødelagt skulder eller øm ryg alvorligt. Det sagde mig intet, og jeg syntes, at folk skulle holde op med at pibe. Det virkede så utroligt ligegyldigt sammeholdt med, at Jacob havde kræft.

Helene søgte hjælp hos Kræftens Bekæmpelse og fik via rådgivningen en snak med en psykolog, der blandt andet fortalte hende, at den reaktion var helt normal.

- Det hjalp.

Den største ressource har familien imidlertid fundet i familien og i, at Jacobs skole har bakket ham op fra dag ét, så han - trods et langt sygdomsforløb - har bevaret sit unge netværk i Ollerup.

- Jeg var blevet tosset af at gå herhjemme og være alene med alle mine tanker.

Indbyrdes har familien aldrig talt så meget sammen, som efter at Jacob blev syg, og nu - da han er på vej oven vande igen - værdsætter både de og Jacob det at kunne være sammen.

Den tanke har Jacob aldrig haft før.

- Når vi er sammen i dag, så er vi virkelig sammen. Det er ikke noget med at fare af sted og alligevel ikke være her. Det tænker jeg meget på, fordi jeg i dag ved, at det ikke er en selvfølge at være her. Jeg har aldrig værdsat tiden med min familie og mine venner så meget, som jeg gør nu.

- Jeg vil jo helst have, at alting var som i gamle dage - gamle dage er kun et års tid siden, og jeg vil ikke have, at mine forældre og min søster skal være kede af det. Jeg ved godt, at det er de, men det her er min kamp, ikke deres.

I det lille samfund Sparkær er der mange, der ved, at Jacob har kræft. Men der er også mange, der ikke ved det.

Nogle stopper Esther på gaden, eller når hun handler ved købmanden, andre gør ikke. Esther har lavet en aftale med sig selv. Den går ud på, at hun svarer ærligt, hvis folk spørger til Jacob. Hvis de ikke spørger, så tier hun.

- Det er svært, fordi man både har brug for, at folk spørger, men man har også brug for, at der ikke er FOR mange, der spørger. Jeg kan godt se, at det er svært for udenforstående - og efter at Jacob er blevet syg, er jeg selv begyndt at tænke anderledes.

- I dag ville jeg stoppe og snakke med folk, der har et barn, der har kræft. Det ville jeg ikke have gjort før. Der er også mange ting, jeg ikke vidste om Jacob og hans tanker, men som han har skrevet på sin hjemmeside (www.jacobpallesen.dk). Det har været en stor hjælp, selv om det er barsk at læse.

Det grønne mærke

Det var meningen, at Jacobs hjemmeside skulle have handlet om triathlon. Den er kommet til at handle en bunke om kræft, og sygdommen fylder fortsat Jacobs og familiens dagligdag.

Jacobs rent fysisk, fordi sygehusets verden stadig er hans. Han er på sin sædvanlige utålmodige facon i fuld sving med strålebehandling på OUH. Ofte har han ønsket, at han med en trylleknips kunne rykke sygehuset til Ollerup, så han slap for at få flere fraværstimer, men det er nu engang Muhammed, der må komme til bjerget og ikke bjerget, der kommer til Muhammed.

Strålebehandlingen skal gøre kål på den lille smule kræft, som stadig sidder i brysthulen, og Jacob har fået støbt en skal, der sidder millimeterpræcist, når han ligger i acceleratoren og får den mængde stråler, lægen har ordineret. Skallen bliver spændt på af to sygeplejersker, og på Jacobs mave - sådan cirka 10 centimeter over navlen - er printet et vandfast, grønt mærke - lige præcis dér skal skallen flugte med det grønne mærke. Ikke en halv centimeter til højre, ikke en halv til venstre, men lige dér. Så rammer strålerne det ene punkt, der stadig lyste aktivt af kræft efter scanningen i november.

OUH har stået på hovedet for at give Jacob tider, der tager hensyn til skolegangen - og behandlingen, der kun tager få minutter, ligger som regel klokken 8 om morgenen. Derfor er det op klokken 6 og på tour de Fyn med sygetransporten, hvor han efterhånden kender både chaufførerne og de andre patienter, der skal samme vej.

- Det er irriterende at skulle bruge så lang tid til transport, men jeg er lykkelig for at komme til så hurtigt. Der er mange, der har det værre end mig, men det er vigtigt for mig ikke at have flere fraværs­timer. Jeg VIL bare ikke dumpe.

Gode nyheder

Strålebehandlingenbegyndte 6. december og løber nytåret over. Jacob har kun haft få gener - en smule svimmelhed og lidt kvalme - ellers intet. Det er lige før, det har irriteret ham. Han er så vant til at kunne mærke kemokuren og syntes især i starten, at det ville være mest rigtigt, hvis han også kunne mærke strålebehandlingen.

- Jeg ved jo godt, at det virker alligevel, men der er virkelig forskel på kemokur og strålebehandling.

Til gengæld kan han mærke fremskridtene. Skægget gror udad, håret opad og vægten nedad. Hjemme i Viborg var han ved at sætte sig på sin dertil indrettede, da en af hans bekendte gik forbi på gaden og sagde noget så banalt som "Hej Jacob". Det var første gang i et halvt år, han blev genkendt af en kammerat.

Og så er der knoglescanningen, som fysioterapeuten, der styrer hans genoptræning, havde bedt ham få. Den viser, at knoglerne ikke har taget skade af al den prednisolon, han har fået. Jacob er ikke ved at udvikle knogleskørhed, så nu har han fået grønt lys til at begynde at løbe.

I første omgang et minuts løb og fem minutters gang.

Det er små ting, men det er store fremskridt for Jacob og for en familie, der for trekvart år siden næppe turde se 2008 i øjnene. Det gør de nu, velvidende, at en af årets første udfordringer bliver den scanning, som skal vise, at strålebehandlingen har gjort det af med sygdommen i den ene lymfeknude, og at hverdagen kan sænke sig over Ollerup, Sparkær og familien Pallesen.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight