Det er to måneder siden, Jacob Pallesen fik sin ottende og sidste kemokur. Nu skal han scannes for at finde ud af, om kræften er helt væk - dernæst skal han og hans familie have svar på, om de kan trække vejret helt ned i maven igen
Det er valgdag - demokratiets ranke tirsdag.

Politikerne dasker i lygtepælene uden for OUH. Tandpastasmil efter tandpastasmil signalerer troværdighed og lovpriser velfærd, skattelettelser, flere vindmøller og færre krige.

Jacob couldn't care less. Lige præcis denne tirsdag kan politikerne signalere, hvad der passer dem - rødt, blåt, grønt eller for den sags skyld pink.

Jacob er i gang med sin egen krig - og for hans vedkommende skal dagen bare tygges, synkes og overståes.

For tredje gang, siden han fik konstateret lymfekræft, skal han køres gennem rumstationen af en scanner.

Første gang var i april - da han var én stor smerte og så dårlig, at han måtte skubbes rundt i kørestol. Da afslørede scanningen, at han havde kræft stort set overalt - knogler, lever, hofte, brysthule....

På scanningsbillederne optræder kræften som gul og lysende - jo mere lysende, des mere aktiv. Jacobs første scanningsbilleder mindede om en neonreklame.

Efter fire af otte kemokure åbenbarede scanningen i juni, at kræftcellerne havde fået sådan én på goddagen, og at Jacobs vilje og BEACOPPs gift var et perfekt makkerpar. Siden fik han de sidste fire kemokure, og nu har han ventet to stive måneder på den scanning, der bare SKAL vise, at kræften er et historisk kapitel i hans 23-årige liv.

- Jeg gider ikke have mere med den sygdom at gøre.

- Jeg er SÅ træt af den og af at bruge så meget tid på den. Jeg er egentlig ikke bange - jeg er vred.

Radioaktivt sporstof

Jacob har været oppe, før en vis herre overvejede at få sko på, for at komme med sygetransport fra Ollerup til Odense.

Nu sidder han i kælderen på nuklearmedicinsk afdeling og forbereder sig mentalt på, at endnu en vampyr - hans fællesbetegnelse for alt, der bærer hvide kitler og kanyler - skal hente ham, lægge et drop i hans arm og sprøjte det radioaktive stof FDG ind i hans krop. FDG er et kemisk stof, der koncentrerer sig i kræftceller.

- Som jeg husker den dér nål, er den meget større end dem, jeg plejer at få i. Det er en ordentlig moppedreng.

Jacob skutter sig og trækker automatisk sine trøjeærmer lidt ned. Når det radioaktive sporstof er sprøjtet ind i kroppen, skal han ligge bomstille i en halv time, mens stoffet fordeler sig - ikke et kvæk må han sige.

Dernæst skal han drikke en liter kontrastvæske, og først dernæst kan han scannes. Kræftceller er mere aktive end normale celler, lever populært sagt af sukkerstof, og derfor er det radioaktive sporstof sukkermættet.

Hvis der er kræftceller, vil de suge stoffet i sig og afsløre sig selv under scanningen.

Svaret får han om en evighed af en uge, men heldigvis er kroppen lige så stille begyndt at genfinde sig selv og give ham noget normalt at forholde sig til. Som for eksempel skæg.

Øjenbryn og ansigt

Små skægstubbe pibler frem på hals og hage, og for første gang i trekvart år har han haft brug for sin barbermaskine. Tænk sig at skulle være glad for at være nødt til at barbere sig - hvem skulle have troet det.

Han har fået mange flere små dun på hovedet, og vigtigst af alt - vægten er begyndt at dale. Måneansigtet, som han fik af medicinen prednisolon, er så godt som væk, og vidste man ikke bedre, ville man tro, at han bare var en ung gut, der selv havde valgt at være moderne og hårfattig.

Lysebrune øjenbryn giver atter ansigtet karakter, og kammeraterne siger igen og igen, at de knap kan se, han er syg. Han er så småt ved at skubbe sig tilbage til en normal plads i fællesskabet - dén, der bare lader ham være Jacob.

- Forleden satte jeg mig ned og kiggede på nogle billeder, der var taget for et par måneder siden. Hvor så jeg syg ud. Det er mærkeligt, jeg havde slet ikke den opfattelse af mig selv.

- Dengang syntes jeg ikke, jeg skilte mig ud. Det er underligt, som man kan gå rundt og bilde sig selv ind, at man ikke ser syg ud. Men det er måske meget godt.

Cowboybukserne kan han stadig ikke passe, så han er hoppet i de løse, blå bukser - endnu engang. Han har to par bukser, han kan være i -  hans mor har tilbudt ham at købe noget nyt tøj, men nej. Der er ingen grund til at smide penge ud på tekstiler, før han er helt rask.

Hvidt og sterilt

- Nå, Jacob - så er der klar til dig - er du klar?

- Ja, da. Lad os få det overstået.

Bioanalytikeren viser vej gennem afdelingen, der er malet i lyst, grønne farver og smykket med livskraftige malerier. Sengeafsnittet er derimod hvidt og sterilt, og selv om her kommer 16-18 patienter om dagen, er Jacob den eneste patient lige nu.

På gangen holder en lille stålvogn på fire hjul med en aflang cylinder, der rummer en sprøjte med det radioaktive sporstof, han skal have sprøjtet i kroppen.

Et klistermærke med en skriggul trekant advarer om, at det her stof er alt andet end legetøj, og bioanalytikerne går rundt med en lille, lyseblå alarm i bæltet. Alarmen spotter stråling og bipper som et hidsigt vækkeur, når den fanger det mindste.

Jacob krænger sine blå gummisko af og svinger sig endnu engang op i en hospitalsseng.

- Dit personnummer?

- 300584 ....

- Er du blevet opereret siden sidste scanning?

-Nej.

- Har du været syg siden sidste scanning?

- Nej.

- Har du sukkersyge?

- Nej.

- Har du......?

Jacob svarer på en byge af spørgsmål, inden han blotter armen for endnu en nål. Selv for en dreven vampyr er hans årer som altid lidt af en opgave at fange - armene er endnu hævede, så først holder højre arm for, så venstre og til sidst højre igen - så er der bid.

Alarmen bjæffer

Nålen er mindre, end han husker den. Faktisk minder den til forveksling om alle de andre.

- Nu sprøjter jeg det radioaktive stof ind, og så skal du ligge helt stille i en halv time.

- Ja.

Bioanalytikeren tager sprøjten op af cylinderen, og alarmen i hendes bælte skriger omgående.

- BIP, BIP; BIP; BIP...

Sekunder tager det, så er stoffet ude af sprøjten og inde i Jacob. Det svier lidt i armen, men ikke slemt. Alarmen tier, og Jacob programmerer sig selv til at gå i dvale. Bom, så sover han og når at snuppe det meste af en halv time på øjet. Han er så døsig, at han ikke mærker nålen forlade hans arm.

- Nå er dén væk. Der kan man bare se.

Jacob svinger sig ud af sengen, tager sine blå gummisko og går i "baren" i det tilstødende lokale. En liter hvid væske skal skylles ned - det er kontrastsvæske, så scanneren kan skelne hans vener fra hans lymfesystem.

Tempoet bestemmer han selv, men det går rapt lige indtil det sidste hvide plasticglas. Da er det svært ikke at småbøvse af kvalme.

- Bioanalytikeren tjekker, om der er lavvande i beholderen og højvande i Jacob.

- Er du ved at skulpe over?

- Ja, nu begynder det at blive vammelt. Det føles lidt ligesom, når man har købt en liter Cocio og skal have det sidste i sig.

Bid for bid

Jacob tisser af og bliver ført ind til monstrummet af en maskine, der skal PET/CT-scanne ham.

PET-scanningen viser, om der er tegn på kræft, CT-scanningen giver et minutiøst billede af kroppens indre organer, og når de to undersøgelser bliver lagt sammen, kan lægerne meget præcist afgøre, om der er kræft og i givet fald, hvor det sidder.

Jacob bliver omhyggeligt placeret på det aflange rør, der kører langsomt ind i en tunnel. Armene op over hovedet, ingen bevægelser.

Om lidt er det kun ham og maskinen, som vil dele hans krop op i bidder og minutiøst fotografere hvert hulrum, hver knogle, hvert organ, hver lymfeknude - billederne dukker op på en skærm på den anden side af en stor glasrude, hvor personalet står og følger med, og hvor overlæge Henrik Petersen har kommandoen. Billeder tikker ind - brik for brik toner puslespillet Jacob frem på skærmen.

Henrik Petersen tager musen og klikker lidt frem og tilbage, zoomer ind og rynker panden, da Jacob hikker engang derude. Han skal ligge stille.

- Vi fusionerer billederne, og når vi gør det, får vi et meget nøjagtigt billede. Det sender vi over til afdeling X, og så er det op til dem at give ham svaret.

Svar

Svaret.Det er lige præcis et svar, Jacob mere end noget andet higer efter.

Han får det ikke denne tirsdag, men tirsdagen efter.

En langsom uge er gået, da Jacob en uge senere atter står på OUH. Denne gang på afdeling X, kræftafdelingen.

Jacob aner knap, hvor han skal parkere sig selv og sin rastløshed. Jo, han skal stå på gangen i kælderen på afdeling X og vente med sin søster, mor og far - Helene, Esther og Søren. Så meget ved han.

Familien er kommet i bil fra henholdsvis Sparkær og Silkeborg for at være med, når deres søn og bror får svaret på scanningen, og familien ved, om den kan trække vejret helt ned i maven igen.

Det er mere end et år siden, Jacob blev indlagt for første gang, det er syv måneder siden, han fik diagnosen kræft, og det er ligeså længe siden, Helene, Esther og Søren blev ét med magtesløshed og angst.

Jacob hopper lidt på stedet, tager sig i det og står stille, bøjer sig ind mod sin tre år ældre søster, der om nogen har været hans rygrad gennem hele sygdomsforløbet. Han har stort set ikke sovet hele natten. Var ellers hundetræt, men fandt en lyd, der irriterede i nattemørket, og så var det alle tankerne kom farende i én pærevælling.

Jacob tager sin røde Hummel-hue af, vrider den en omgang mellem sine hænder, og tager den på igen, selv om det er alt for varmt.

Klokken er lidt i 11, og kældergangen ligner sig selv, som sådan én nu kan.

Sygeplejersker går fra stue til stue med medicin og omsorg, patienter ligger eller sidder med drop, og læger kalder navne op. Familien Pallesen skal have svar hos Bodil Himmelstrup, den læge, der har fulgt Jacob tæt gennem hele forløbet.

- Vil du have en sygeplejerske med ind?

Sygeplejerske Mette Munk smiler spørgende til Jacob?

- Øh, ja - det vil da være fint.

- Er der én, det helst skal være?

- Næh. Det er lige meget. Bare det ikke bliver én, I lige hiver ind fra gaden?

- Jamen, så tror jeg, det bliver mig.

Mette Munk smiler stille og følger med, da Bodil Himmelstrup dukker op og viser vej til et lille kontor nederst på gangen.

Jacob sætter sig med sin mor og far på venstre side og sin søster som rygstøtte.

Bodil Himmelstrup rømmer sig en smule, lægger mappen med Jacobs papirer foran sig, ser ham i øjnene og taler om forløbet. Om at han kom ind med kræft i hele kroppen, om at han har tålt kemoterapien rigtig godt, og om at han selv har fortalt, at han føler, han får mere energi.

Jacob nikker og lytter. Helene bider sig i læben, Esther kigger ned, Søren ser på lægen, og stilheden råber.

Kom med det. Sig, han er frikendt. Det er usagt og alligevel skriger det til himlen.

Alle fire venter de på, at Bodil Himmelstrup siger de forløsende ord.

Der er ikke noget, hun hellere vil.

Men hun kan ikke.

- Vi havde håbet på, at der INTET var, men der er ét lillebitte sted. Dén der - det er relateret til en tilsvarende lymfeknude herovre.

Bodil Himmelstrup udpeger en gul prik på scanningsbilledet af Jacobs brysthule.

ÉN. Én lymfeknude lyser gul og aktiv. Én lille satan i brysthulen, nær hjertet.

Alvoren kan skæres ud i tykke skiver. Esthers skuldre er sunket, Helenes øjne er blanke, og Søren sidder stiv.

- Kan man ikke bare operere den ud så?

- Det er fristende, ikke, men det er tæt på hjertet og tæt på de store kar.

- Kan jeg så ikke bare tage en kur mere.

- Nej, og strålebehandling er en rigtig god behandling.

Bodil Himmelstrup forklarer Jacob og hans familie, at strålebehandling er måden at komme af med lige netop den ene lymfeknude. Tre uger i træk skal Jacob have stråler, og efter to måneder skal han scannes igen-igen.

- Det er fandeme bare at komme i gang med de stråler. Jeg VIL bare videre.

Jacob rejser sig, skubber stolen bagud. Han havde forberedt sig på, at det kunne gå godt og det kunne gå skidt, men han er vred. Hamrende sur på kræften. Det er, som om den bilder sig ind, at den får lov at vinde. Men nu kan det være nok. Han har lovet sig selv at være frisk til sommer. Det løfte har han tænkt sig at holde.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight