I fredags var det et år siden, Jacob begyndte at føle sig mere træt end ellers. Det er svært for ham at kapere alt det, der er sket med ham og hans identitet på blot et år. Før var han sportsnørden Jacob, nu er han Jacob, ham, der har kræft. Men det skal være løgn
Jacob har en drøm. Han vil gennemføre The Escape from Alcatraz - Flugten fra Alcatraz. En film, men også et triatlonløb, hvor svømningen begynder på fængselsøen i San Francisco.

Når han lukker øjnene, kan han se det for sig: Han drøner i vandet, så skummet sprøjter, tilkæmper sig den bedste plads i mylderet af arme og ben, når San Francisco Bay, krænger våddragten af, hopper på cyklen og pisker væk fra fængslet.

Dét løb har han lovet sig selv at gennemføre. Om det bliver næste sommer, sommeren efter eller sommeren efter igen, aner han ikke.

Men det bliver.

For på ét eller andet tidspunkt har han genvundet formen mentalt og fysisk, og så er det tid til at handle.

- Tanken om Alcatraz er noget af det, der holder mig oppe. Jeg har fundet ud af, at vi kun er her én gang, så hvis jeg har lyst til at sejle på Gudenåen eller køre til Nordkap eller rejse til USA, så gør jeg det. Jeg ved ikke, hvad der venter mig, når jeg dør, men jeg ved, at jeg vil kæmpe for at få hvert eneste hjerteslag med.

- Når jeg svømmer væk fra den ø, vil det være symbol på, at jeg er på vej ud af alt, der hedder sygdom. Så er jeg mig selv igen. Ikke den samme Jacob som før - det bliver jeg aldrig - men jeg bliver igen Jacob, der er skide god til sport, Jacob, der altid går forrest, når der skal være gang i den - den rigtige mig.

- For den rigtige mig er ikke ham, der har kræft.

Jacob sidder i sin 37 kvadratmeter store kollegielejlighed på Den Frie Lærerskole i Ollerup, hvor han er ved at genfinde trittet med kammeraterne på 2. årgang.

Hans lejlighed er den største på skolen og en veritabel balsal sammenlignet med mange af de andre værelser. Her i nr. 55 er der rigeligt plads til spisebord og fire stole, skrivebord, seng og den lysegrå sofagruppe, han har arvet fra sin farmor.

Her er grønne planter i krukker på gulvet og i karnappens aflange vinduer, og på væggene hænger et gammelt jagtgevær og en sabel.

Til højre for sin seng har Jacob indrammet to af sine løbenumre - det ene fra EM i duatlon - det andet fra VM i duatlon.

Og så er der cyklerne.

Den røde racer på væggen og den sølvgrå crosser, der er parkeret oven på garderobeskabet.

Når Jacob taler om sin idræt, skæver han indimellem til sin røde racer, som vil han forsikre den om, at den snart får lov at hoppe ud af sine hængsler.

- Det er min vindercykel. Alt, hvad jeg har kørt på den, har jeg vundet.

Cyklen er monteret på væggen over sengen med det tigerstribede tæppe. Den hænger lidt skråt ud i luften, har 10 gear, rødt og hvidt stel, sort styr og sorte hjul.

Jacob har valgt hver en stump - den er sponseret, og det var i selskab med den, han vandt et stort triatlonløb i Norge sidste år.

Det er dér - i sportens verden - Jacob har opnået alle de sejre, han aldrig havde i barndommen. Det er dér, han har følt sig sikker og fundet vejen til accept - ikke blot andres, men i høj grad sin egen. Og det er derfor, tabet af image som sportsmand slår hårdt som en hammer.

Jacob er ordblind, og skolen i Ollerup er hans første positive skoleoplevelse.

Som barn fik Jacob igen og igen at vide, at han aldrig ville blive til noget - aldrig komme til at læse tykke bøger.

Da han skulle i 5. klasse, kom han i specialklasse i Viborg - sammen med adfærdsvanskelige børn.

- Mit problem var, at jeg var ordblind - jeg var ikke adfærdsvanskelig, men jeg gad jo ikke lave lektier, fordi jeg havde så svært ved det, og så fik jeg at vide, at jeg var doven.

- Min mor hjalp mig med lektier i timevis hver dag. Hun kæmpede virkelig, men jeg ville jo hellere løbe på rulleskøjter, for det var jeg god til. Da jeg endelig gerne ville lære, fik jeg at vide, at det kunne jeg lige så godt opgive.

Jacob blev ekspert i at memorere. Et af hans trick var at kaste et viskelæder efter en kammerat for så at smugkigge i kammeratens bog, når han skulle samle viskelæderet op igen.

Jacobs hjerne affotograferede lynhurtigt løsningerne, og så var det ingen sag at nedfælde dem i sin egen bog.

- Det er de mest underlige ting, jeg kan huske. Hvis det så bare havde været noget fornuftigt.

Med hjernen dunket fuld af skolens –du bliver aldrig til noget– var det en åbenbaring at være god til sport - at finde ét felt, hvor alle de andre kunne rende og hønse.

- Det er i sportens verden, jeg har kunnet acceptere mig selv, og det er dér, jeg har kunnet få afløb for alle mine frustrationer. I stedet for at tage i byen og spille smart har jeg løbet eller cyklet en tur. Jeg har aldrig gået særligt meget op i tøj, men jeg kan ikke ha–, at mine løbesko flagrer, eller at min cykel siger den mindste forkerte lyd.

- Alt i min sport skal bare være i orden, og det er også derfor, jeg er skidesur på sygdommen nu. Jeg er virkelig bitter på den, fordi kræften har taget min idræt fra mig. Det er da råddent at se ens konkurrenter tage til EM, når man selv ligger på en kræftafdeling med dropstativer i begge arme.

Jacobs storesøster, Helene, gav sin lillebror inspiration til at begynde at dyrke triatlon - svømning, cykling og løb på én og samme gang - og da træner Claus Bech kom til, tog karrieren fart.

Teenageren fra Sparkær havde stillet sig tilfreds med aldrig at nå helt til tops. For han var jo ordblind, og dén undskyldning hev han lynhurtigt op af skuffen, når resultaterne ikke matchende forventningerne.

- Da kiggede Claus på mig og sagde: Nåårh nej. Selvfølgelig kan du ikke blive nummer et, når du ikke kan læse. Sådan noget vrøvl. Selvfølgelig kan du det. Se at komme i gang.

Jacob blev en vinder. Ikke at han har været meget for at indrømme det.

Da han vandt ­junior-NM i 2003, var han overbevist om, at det måtte være en fejl. Lige indtil han blev råbt op og bedt om at træde op på sejrsskamlen og få sin guldmedalje om halsen.

- Jeg er stadig rigtig god til at finde undskyldninger for, at jeg ikke duer. Jeg er meget bedre til at få ris end ros. Måske er det, fordi jeg har været vant til at få alle de tæsk i skolen. Hvis folk fortæller mig, at jeg er sej, så tror jeg ikke rigtig på dem.

- Jeg vil meget hellere rose andre og kæmpe andres sag, og jeg vil ikke have, at folk skal have ondt af mig. Jeg vil ikke have, at mine forældre og mine kammerater skal være kede af det på mine præmisser. Det er ikke det værd. Vi skal have det godt sammen, og allerhelst vil jeg være den, som jeg var før - og ses som den.

Og fysisk er konturerne af dén Jacob så småt på vej tilbage.

Efter den sidste kemokur er arsenalet af medicin reduceret til fem milligram prednisolon - binyrebakhormon i form af små, hvide piller, som har været en del af den daglige kost i mere end et år.

Prednisolonen fik Jacob til at hæve i hele kroppen, og efter at være gået fra 100 til 5 milligram havde han gerne hørt kiloene rasle af .

Meget gerne i går.

Vægten snakker imidlertid et andet sprog. Der er røget et halvt kilo. Det er ikke meget, men nok til at være et af de små, positive tegn, der bliver samlet op, pudset af og kigget på med forstørrelsesglas.

Al fremgang tæller, og det er en sejr igen at kunne føle, at der er noget, der hedder skinneben. Førhen har dén knogle levet en tilværelse langt inde bag blødt, hævet væv - nu kan knoglen mærkes med de bare næver.

- Jeg kan godt regne ud, at jeg ikke kan smide det hele med det samme - eller holde til at træne så meget, som jeg gerne vil. Jeg er stadig meget træt, og nogle dage har jeg sovet to-tre timer efter skole. Men det gider jeg altså ikke. Det har jeg helt vildt svært ved at acceptere, så jeg forsøger, om jeg kan nøjes med en time.

Planen holder slet ikke de dage, hvor Jacob går til genoptræning. Den foregår på Tåsinge Plejehjem, hvor fysioterapeuten har sit hyr med at holde Jacob i ave.

- Jacob, jeg sagde seks øvelser. Ikke 15!

- Ja. Du har ret. Det er rigtigt, men jeg var lige så godt i gang ... Jacobs evindelige dilemma er, at hans hoved vil mere, end hans krop kan, og problemet opstår, når hovedet endnu en gang får overtalt kroppen til at give den en ekstra skalle.

Det kan være meget godt, hvis man mangler de sidste 100 meter i en ­triatlon, men når man har haft lymfekræft og har fået otte skrappe kure med kemoterapi, kan man risikere at udvikle knogleskørhed, hvis man ikke kan få ind under badehætten, at man skal tage den med ro.

- Jeg synes jo ikke, jeg laver noget. Seks armbøjninger - det er ingenting. Det er det først, når jeg kommer hjem og sover fem timer bagefter. Så kan jeg mærke, at jeg begynder helt fra nul. Men o.k. - jeg havde også taget en tur i svømmehallen inden genoptræningen, og inderst inde vidste jeg vel nok, at det var for meget.

Genoptræningen er programsat til to gange om ugen, og når Jacob ikke genoptræner eller rekreerer, følger han studiet og kammeraterne på 2. årgang.

Den Frie Lærerskole og kammeratskabet dér er blevet en lige så vigtig del af hans identitet som sporten.

Da Jacob begyndte som elev, tog han lynhurtigt teten - var konferencier for sin årgang, når der var fest i gaden, og cyklede om kap med rektor Thorstein Balle om morgenen.

Rektor fik lov at følge med til et vist punkt. Så pegede Jacob på et træ i horisonten ...

- Skal vi ikke sige, at vi mødes dér?

Væk som en hvirvelvind var han, men naturligvis på pletten ved træet, når rektor fik maset sin racer frem. Da sygdommen slog ned, gik Jacob og hans far Søren ind til Thorstein Balle og fortalte, hvad der var los.

At Jacob af indlysende grunde ville være meget fraværende, men at han gerne ville fortsætte som studerende.

Det løfte fik han. Skolen har ganske vist 100 procents møde- og tilstedeværelsespligt, men den har også en sorgplan, der tager hånd både om den studerende, der bliver ramt, og om kammeraterne.

Thorstein Balle og lærerkollegiet var ikke i tvivl om, at Jacob skulle have lov at blive på skolen.

- Dét tæppe skulle ikke også rives væk under så engageret en ung mand. I dag ved alle på skolen, hvem Jacob er, og selv om han er ked af at blive identificeret som –Jacob, ham der har kræft–, er han lykkelig for kammeraternes åbenhed. For han ved jo godt, at han har ændret sig, ikke mindst fysisk.

- Her kommer folk og spørger mig, hvad det med kemokur er for noget, og det kan jeg forklare. Jeg kan blive rigtig træt af, at alting handler om kræft, men jeg vil hellere have, at folk snakker med mig end om mig.

Det har Jacob også fået fortalt gutterne hjemme i Sparkær. For de blev ærlig talt noget forskrækkede, da de ikke kunne genkende deres kammersjuk.

Jacob blev forbløffet, da han fandt ud af, at barndomsslænget havde snakket om ham bag hans ryg, og så tog de en runde på 10-20 minutter, hvor de snakkede om kræft.

Så måtte de videre.

For det er det, Jacob er mest optaget af. Han skal videre.

Han har et liv, han skal nå.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Unge med kræft overses

Unge med kræft overses

Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong