For et år siden var Jacob Pallesen en ung, sund og toptrænet triatlet. Så fik han en nyresygdom - troede han. Det viste sig at være lymfekræft. Vi møder den 23-årige lærerstuderende den dag, han skal have sin ottende og sidste kemokur. Nu begynder kampen for at vende tilbage til det liv, der aldrig bliver det samme. Vi følger Jacob
Jacob husker tågevis den dag, livet slog en kolbøtte. Lægen stillede sig ved siden af hans seng og begyndte at tale om lymfekræft.

- Lymfekræft! Mig?! Nej, NU stopper I. Dét tror jeg simpelt hen ikke på.

Det var en tidlig aprildag på OUH, en dag efter endnu en nat med timelange rysteture og ubærlige smerter i ryggen. Rysteturene var blevet flere og flere. De slog ned som lyn - de forsvandt bare ikke, men holdt Jacob låst, som havde han grebet om et højspændingskabel.

Det var efter sådan et anfald, at hans far Søren havde slået hårdt i bordet og insisteret på, at sønnen kontaktede lægen. For Jacob var udmattet og som sine afmægtige forældre i vildrede - ude af stand til at begribe, hvorfor han blev mere og mere dårlig, selv om han fik prednisolon og alt mulig anden medicin for nyresygdommen Minimal Change.

Prednisolonen fik Jacob til at hæve i ansigtet, den gav ham bumser, og om morgenen magtede han kun med besvær at tvinge øjnene op. Men ét var udseendet, et andet smerterne, rysteturene og feberen, der kom og gik.

- Du skal undersøges mere. Det kan ikke passe, at du skal have det så dårligt, havde Jacobs far igen og igen sagt til sin søn, der trekvart år tidligere var aktiv triatlet på så højt plan, at han drømte om en karriere som deltids-professionel.

Nu stod lægen dér ved siden af sengen og sagde, at der var en grund til, at regnestykket symptomer, diagnose og medicin ikke gik op. En årsag til, at rysteturene og rygsmerterne tog til, og at nyretallene hoppede op og ned som en løbsk gummibold.

Lægen havde oplevet ét tilfælde i sin karriere. Jacob var det andet.

Minimal Change kan i ekstremt sjældne tilfælde udvikle sig til kræft.

Stiller man 100 patienter med Minimal Change op på rad og række, vil to af dem i løbet af 50 år udvikle kræft som følge af nyresygdommen.

Ifølge statistikkerne burde Jacob så langt fra være én af dem. 22 år, toptrimmet triatlet - ingen kræfttilfælde i familien, ingen alvorlig sygdom i barndommen.

En knæskade og en støvallergi kom marcherende, mens han uddannede sig til tømrer, men det betød blot, at det unge jyske energibundt i stedet kastede sig over en læreruddannelse på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Intet sted kunne lægerne plante en visdommens eller videnskabens finger og sige: Dérfor Jacob - derfor blev det dig.

- Min chance for at vinde 10 millioner i lotto var større end min risiko for at få kræft. I første omgang brød jeg fuldstændig sammen, men så blev jeg gal og tænkte, at det her finder jeg mig bare ikke i.

- Man kan da ikke være 22 år, have levet sundt, spist bunker af grøntsager og have dyrket masser af sport og så få kræft. Den ene læge efter den anden siger jo, at man ikke får kræft, hvis man bare motionerer og spiser rigtigt.

- De siger det igen og igen, men vi er nogle, der både er unge og har levet sundt, og vi er alligevel lige her med den forbandede sygdom. Sport har været en del af mig så længe, jeg kan huske, og alligevel er det mig, der får kræft.

Det er et halvt år siden, lægens ord kløvede sig vej til Jacobs forstand.

Han husker ikke så meget andet fra den dag end ordet kræft, og så at han med ét savnede sine forældre ganske forbandet. Jacob havde bedt dem blive hjemme i Sparkær - for han skulle jo bare snakke med lægen. Han skulle ikke have at vide, at han havde kræft i hofteskålen, leveren og rygsøjlen.

- Jeg ringede til min mor, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg havde kræft. Det er så svært at fortælle andre, og jeg magtede simpelt hen ikke ikke at sige det til hende.

- De sagde godt nok, at prognosen var god, og jeg ved, at overlevelsesprocenten er 90, men den dag havde jeg kun ét ord i hovedet: kræft.

I dag er en efterårstirsdag i 2007. Det er knap et halvt år siden, kræften blev identificeret - i fjerde stadie. Af fire mulige.

En kakifarvet maokasket er blevet en del af Jacob. Han har den på, hvor han går eller står, og når han ligger, bor hans sølvfarvede mobiltelefon i den.

Kasketten giver Jacobs dunede isse ly for solen, og når han griner, har han for vane at gribe fat i skyggen og give den et hak i vejret, så man kan se hans øjne.

Selv om en del af kemoterapiens bivirkninger er gået Jacobs vej forbi, har han tabt sit mørke hår og øjenvipperne, og prednisolonen - et binyrebakhormon - betyder, at han for første gang i sit liv er overvægtig.

- Jeg har ingen muskelmasse tilbage. Når jeg er færdig med predisolon, forsvinder hævelsen, og så får jeg sgu nogle tynde arme. Men det kan da trænes op igen.

Den værste bivirkning er imidlertid trætheden. Hjernen vil cykle. Hjernen vil løbe, hjernen vil svømme, og hjernen vil suge lærdom til sig. Men kroppen vil hvile - her regerer sygdommen. Endnu.

- Jeg har lyst til at tage kræften ud af min krop og gå 12 omgange med den i en boksering. Så skulle den få sådan nogle på hovedet.

Livsviljen og humoren er intakt. For ikke at tale om rastløsheden og en træningslængsel så stærk, at han et par gange har været ved at tage pippet fra lægerne. Som for eksempel den dag, han smuttede en tur i svømmehallen hjemme i Viborg.

- Har du været ude at SVØMME, gispede lægerne.

- Ja, selvfølgelig. Det trængte jeg sådan til. Jeg kan jo ikke gå rundt her uden at bestille noget.

- Jamen, Jacob. Du er midt i en skrap kur. Vi fraråder altså, at du går i svømmehal, når dit immunforsvar er så lavt.

- Nå, ja, det er også rigtigt. Men jeg synes jo, jeg havde det meget godt.

Det har han også i dag, da han og hans forældre - Esther og Søren - står foran OUHs hovedindgang. Det er tre timer siden, de startede bilen i Sparkær tæt på Viborg og satte kurs mod Fyn og universitetshospitalet, der er i mangt og meget er blevet familiens omdrejningspunkt.

Her er et mylder af pårørende med blade og buketter, hastige læger i træsko og hvide kitler, sygeplejersker og en lille trup af patienter, der stimler sammen i rygernes fællesskab - én har en iltslange i næsen og en smøg i hånden.

Nogle få meter derfra - i kælderen på afdeling X3 - gør sygeplejerske Mette Munk klar til at tage mod Jacob på en to-sengsstue i dag-afsnittet.

Den gule boks

Sengen nærmest døren er redt op, og en aflang, gul boks står klar i reolen på stuen, som Jacob i nogle timer skal dele med Kaj Christoffersen, der også har lymfekræft.

På låget af boksen ligger et hvidt A-4-ark med Jacobs navn og personnummer og en beskrivelse af indholdet i den gule kasse: to små og to store poser forbundet med gennemsigtige plast-slanger, gjort klar til at sætte i et drop. De små poser er kemokur, de store saltvand, som skal gennemskylle Jacobs årer.

Mette Munk bestiller blodprøver hos laboranten for - som sædvanlig - at tjekke Jacobs modstandskraft og se, om han skal have blod denne gang.

- Hej Jacob. Du skal være her i dag. Så er det sidste gang, er det ikke dejligt?

- Joh, det er lækkert. Jeg har alt for travlt til det her pjat.

Jacob stiller sin sorte Puma-taske på gulvet, tager sit lille hvide ringbind med "Patientens bog" op og lægger kasketten med mobilen, inden han svinger benene op i sengen og siger hej til Kaj Christoffersen, som han har delt stue med før.

Det er ottende og sidste gang, Jacob lægger sine gennemhullede arme til kemokurens drop, og hvis man kan tale om at se frem til en dag på kræftafdelingen, så er dette DAGEN, der i mange uger har været sat et stort kryds ved.

Sygdom og sygehuse, piller og papirer, lyden af laborantens lille trillevogn, lugten af kemo og synet af meget syge medpatienter.

Alt sammen hænger ham langt ud ad halsen og et stykke til. Også selv om både læger og sygeplejersker har gjort alt, hvad der står i deres magt, og han kun har fået det bedre og bedre. Rysteturene er for eksempel forsvundet helt.

Syv giftstoffer

Kemoterapien hedder BEACOPP og er en krasbørstig størrelse, der består af syv forskellige giftsstoffer, som svagere mennesker end han ville risikere at dø af.

Det gik først for alvor op for ham den dag, han brokkede sig til en læge, fordi han måtte opgive at træne mere end nogle minutter. Da skar lægen det ud i pap: andre ville dø af den kur, du får. Så du skulle slet ikke kunne træne.

Jacob har stædigt holdt fast i at træne så snart, han havde blot antydningen af kræfter. Og hvad han ikke har haft i benene, har han haft i hovedet.

- Jeg har sat mig mentalt op til det hver tredje uge - næsten ligesom til et løb - og det er slut nu. Jeg glæder mig til at få min krop igen og kunne kende mig selv. Jeg har jo ingen muskelmasse tilbage.

- Men jeg er da også nervøs. Så længe, jeg er i behandling, ved jeg, at der sker noget. Så er der nogen, der har snor i mig og gør noget. Når det er slut, skal min krop gøre arbejdet selv, og jeg til at stole på den igen - og kan jeg nu det?

Laboranten leder efter en åre i Jacobs venstre arm og finder med besvær én lidt over albuen. Hun banker på armen for at få åren til at stritte, men den putter sig.

- Du gemmer godt nok på dem, hva'?

- Ja. Folk tror jo, jeg er noget af en junkie efterhånden, men læg den bare, hvor du vil. De plejer at have held med at ramme ved siden af de blå mærker. Hæ.

Jacobs forældre småsnakker med Kaj Christoffersen og hans kone Doris, og sygeplejerske Mette Munk kommer igen, denne gang for at tage den gule boks frem og krydstjekke, at Jacob i sengen er den Jacob, der står på papiret.

- Dit fulde navn?

- Jacob Pallesen.

- Dit cpr-nummer?

- 300584.....

- Fint. Tak skal du ha'.

Mette Munk trækker et par blå plastichandsker på, sætter den første af de små poser til at løbe. Det tager 10 minutter for hver pose at løbe igennem, og i løbet af en lille times tid er begge poser tomme, og årerne skyllet med saltvand. Sygeplejersken krøller resterne i en særlig plasticpose, der ryger direkte til destruktion.

- Sådan. Så er du færdig med det. Du skal ikke have blod, selv om dit blodtal ikke var sååå bedårende. Men det går.

- Fantastisk. Tak.

Jacob smiler til sine forældre, der står for enden af sengen og ser til.

Siden april har de ikke kunnet gøre andet og så håbe, at lægerne har fat i den lange ende. Sådan er det stadig, men nu kan de se, at behandlingen virker. De kan se det på Jacob, og de kan se det på scanningsbillederne. De første blev taget inden kemoterapien og var plastret til med sorte prikker - kræft - de næste blev taget efter tre kure og afslørede kun få sorte prikker.

- Vi så først billederne fra den første scanning samtidig med billederne fra den anden, og det var godt. Det ville have slået benene væk under os at se de første.

Jacobs mor vil vide, om hendes søn skal have taget en ny knoglemarvsprøve. Bodil Himmelstrup bladrer i Jacobs journal, tjekker knoglemarvsprøverne fra april og nej - en ny prøve er ikke nødvendig.

Det er til gengæld nødvendigt at forsikre Jacob om, at han ikke pludselig står alene. Han kan altid ringe, hvis han har brug for det. Han skal trappe langsomt ud af prednisolon, og blodprøver skal han stadig have taget et par gange om ugen.

- Nu skal du tilbage til livet, Jacob. Back to life.

- Ja, jeg skal. Det kan ikke gå hurtigt nok.

Jacob svinger benene ud af sengen, stikker i sine højblå gummisko og tager kasketten på.

- Ha' det godt Kaj. Og held og lykke med det hele.

- Tak. Og i lige måde. Pas på dig selv.

Jacob går en runde i kælderen og på afdelingen ovenover, hvor han også har været indlagt. Han vil sige pænt farvel og give sygeplejerskerne knus af den kaliber, man giver mennesker, der er med til at give én livet tilbage.

Mette Munk folder begge sine hænder omkring Jacobs og lægger hovedet på skrå.

- Kan du nu have et rigtig, rigtig godt liv.

- Tak. Jeg skal gøre, hvad jeg kan.

Jacob trækker vejret dybt og hiver i kasketten, da han lader døren til X lukke bag sig.

- De har været en del af mig i et halvt år. Det er helt underligt at sige farvel, selv om det fedt.

Jacobs forældre kører ham tilbage til skolen i Ollerup. Om to måneder skal han scannes igen. Så skal de sidste sorte pletter være væk. Det skal de bare være.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight