Skilsmissebarn får aldrig nok "far-tid"

Illustration: mikkel damsgård pedersen

Skilsmissebarn får aldrig nok "far-tid"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg er far til en dreng på fem år. Han er hver anden uge hos mig og min kæreste. Hun har en søn på tre år, som er hos sin far hver anden weekend. Vi har indrettet familielivet sådan i godt og vel et år, og det fungerer generelt helt fint. Jeg er så heldig at have et godt samarbejde med min søns mor, og min søn har altid været glad og socialt anlagt og har let ved at komme i kontakt med folk.

Men i perioder har jeg haft en følelse af utilstrækkelighed. Min søn virker tilfreds med det han laver, men så alligevel ikke. Vi kan være sammen om hans favoritaktivitet, og alligevel virker han lidt urolig og vil ligesom "videre".

Jeg er optaget af, at man også bare skal kunne "være", uden at der absolut skal ske noget hele tiden.

Han beder stadig om ting, han ved, at han ikke får lov til, og det virker som om han sidder inde med et lager af spørgsmål, som han ved, han får nej til. Han er i øvrigt godt kendt med både sine egne og vores grænser - og med grænser mener jeg helt almindelige og sunde grænser. De ønsker, han har, er oftest ting, han ved, at han ikke får lov til, som for eksempel at gå over til naboen på besøg klokken syv lørdag morgen, spise slik til morgenmad og så videre.

Når jeg siger, at vi ikke kan besøge naboen klokken syv om morgenen, siger han: JAMEN JEG VIL!

Det er ikke så vanskeligt at aflede ham, og han er glad umiddelbart efter, men det skaber en sur stemning, og det virker så meningsløst.

- Jeg kan blive rigtig vred og frustreret og tager ham i perioder ofte hårdt i armen og irettesætter ham, men jeg kan lige så ofte trække ham til side for at snakke med ham og fortælle, hvordan jeg føler, når han opfører sig sådan. Jeg har altid opmuntret ham til at snakke om tingene.

Når det gælder "myrerne i numsen", så kan vi som sagt gøre noget sammen, som han er godt kan lide, men alligevel kommer han med spørgsmål om, hvad vi skal lave bagefter. Det får mig til at føle, at det, vi gør, ikke er godt nok. Jeg er som sagt optaget af, at han skal lære, at det også er muligt "bare at være", uden at der sker så meget. Jeg er vokset op med en meget mindre grad af ydre stimulans og måtte selv finde på ting, når jeg kedede mig.

Han er ellers en glad gut, som kommer godt ud af det med de fleste på grund af sin charme og sit åbne ansigt. Han er imidlertid ikke så god til at tage hensyn til sin mindre halvbror, hans egne behov kommer først, og det er ikke altid lige flatterende.

Har du nogen tip?

Frustreret far

Svar: Når børn opfører sig "meningsløst", eller som din søn vil ting og sager, som strider mod logikken, er der for det meste alligevel mening i galskaben. Når jeg sammenstiller din beskrivelse af ham: Hans egne behov kommer først. Han vil "det umulige". Han har svært ved at finde ro i nuet og være tilfreds med jeres aktuelle aktivitet - og dine reaktioner: At tage ham hårdt i armen. Snakke om dine følelser. Bliver vred og frustreret - får jeg et billede af en dreng, som egentlig klarer sin rolle som delebarn bedre, end hans far klarer rollen som deltidsfar.

Det er ikke enkelt for en dreng at miste sin familie, få en ny og tilmed skulle flytte hver uge, og for din søn betyder det tydeligvis, at han ikke får så meget "far-tid", som han egentlig har brug for, og derfor er han hele tiden optaget af at få mere. Allerede når han spiser forretten, begynder han at snakke om desserten, for nu at bruge et billede.

Det hører med til det barnlige univers, at kærlighed er lig med at "få" noget, og din søn oplever ikke at få så meget af dig, som han egentlig gerne ville - det vil sige din tid, opmærksomhed, interesse, nærhed og tilgængelighed. Meget tyder på, at han objektivt set får "nok", men set fra børnehøjde er han konstant sulten efter mere, og det er han både klog og tryg nok til at give udtryk for.

Du kan sammenligne det med dit forhold til din kæreste: Hvis hun var væk hjemmefra tre uger om måneden, ville du sandsynligvis også være lidt "hyper", når hun endelig var hjemme og måske ikke så indstillet på at dele hendes opmærksomhed med andre. Den rationelle del af din hjerne ville vide, at det ikke kunne være anderledes, men lur mig om ikke længslen og frustrationen ville være mærkbar af og til.

Din søn er kun fem år gammel og hverken kan eller skal forholde sig rationelt til en livsstil, han ikke selv har valgt. Han tilhører en generation af børn, som groft sagt er overstimulerede, allerede når klokken er 14 hver dag, og så er han tilmed delebarn, hvilket betyder, at han har meget få dage om måneden, hvor han kan være helt og fuldt dér, hvor han er. Han er næsten konstant på vej til eller fra noget eller nogen.

Skulle det en dag blive muligt for dig at have ham i for eksempel fire uger i træk, ville du opleve en helt ny balance i ham og imellem jer hen omkring slutningen af den tredje uge.

Men hans liv er, som det er, og det må han lære sig at leve med - og indtil videre klarer han det i fin stil uden at miste hverken sin livsglæde eller appetit på samværet med dig. Hvis jeg var dig, ville jeg snarest muligt gøre følgende: Planlæg en tur for dig og ham - til Tivoli i København for eksempel - og præsenter det for ham med følgende ord: "Mor og jeg har nu været skilt i x antal år, og du har været nødt til at lære at leve i to familier på én gang. Det har du klaret så flot, at jeg har tænkt, at du skal have en præmie, som du og jeg kan nyde sammen - helt alene for os selv i tre dage".

O.k. Men hvad så til daglig?

I jeres daglige samvær må du hurtigst muligt droppe din frustration, som udelukkende kommer af urealistiske forventninger og umulige krav. En del af dine reaktioner er slet og ret barnlige, fordi du ikke får det, du vil have, og fordi han ikke bliver præcis, som du har tænkt dig.

Jeg er ikke uenig med dig i, at det ville være fint, hvis han kunne hvile mere i sig selv og dæmpe kravene til stimuli udefra, men det er først og fremmest et tab for ham, som han må forsøge at korrigere, når han bliver voksen. Sådan som han er skruet sammen, giver hans liv ham ikke mulighed for at pleje sine mere meditative behov.

Du skal ikke opgive tanken, men må nøjes med at være et godt eksempel for ham.

Når han vil på besøg hos naboen klokken syv, så giv ham et klem og et kys og fortæl ham, at du gerne ville give ham det umulige - Månen og Solen for eksempel, men at det desværre ikke er muligt - og gerne krydret med en god skefuld humor.

Når hans tanker er en time foran jeres fælles aktivitet, så giv ham også et klem og fortæl ham, at du også er glad for endelig at være sammen med ham, og at alting er i orden, som det er lige her og nu. Det er det, der med et fint ord hedder "anerkendelse", og det er hundrede gange så effektivt som det, vi kalder opdragelse.

Skilsmissebarn får aldrig nok "far-tid"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.