Hvis vi synes det er i orden at købe sex, hvorfor sender vi så ikke unge piger i jobtræning som ludere, spørger forfatteren Leonora Christina Skov, som i sin nye roman rokker ved den gængse opfattelse af, hvem der udnytter hvem
Kvinder køber sex, masser af sex. I Rom, Riga og Randers. I Leonora Christina Skovs nye roman "Champagnepigen", der generelt pruster af porno, sker det i København og skåret ud i latex i historien om kvinden, der tager til Bali og køber en ung fyr.

- Ja, det er det modsatte af, hvad vi plejer at høre. Nemlig om mænd, gamle grise, der tager til Thailand og finder en stakkels, lille pige, siger Leonora Christina Skov.

- Jeg vil gerne prøve at nuancere de relationer, som vi jo hører om igen og igen i pressen. Vise, at der altså også er prostitution den anden vej, uden at det på noget tidspunkt har været et tema i debatten.

- Men for eksempel på Bali købte kvinderne de unge fyre. Det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at de var købt og betalt. Men som kvinde bliver man også set på som en potentiel køber af seksuelle ydelser, og man bliver tiltalt som én, der er klar til at købe og betale.

- Det er er der slet ingen ingen fokus på herhjemme. Her handler det udelukkende om de rædselsfulde mænd, der køber de unge piger. Man ser slet ikke, at kvinder gør det samme.

Strafbart at købe sex

Det er dog næppe derfor, det for tiden larmende diskuteres om det skal kriminaliseres, altså gøres strafbart, at købe sex.

- Det er et godt signal at sende, at man ikke vil tolerere den slags. Det skal være strafbart at købe sex. Ikke fordi jeg tror, det vil hjælpe, men jeg mener, hvis det var helt i orden at købe sex, hvorfor sender man så ikke unge piger i jobtræning som ludere, spørger Leonora Christine Skov.

Det vil romanens succesrige ægtepar ikke vente på sker. Deres fantasirige, nogle vil mene bizarre, sexliv, omfatter også au pair-piger.

- Hvor mange au pair-piger, der rent faktisk udnyttes seksuelt af deres arbejdsgivere, er et tema, som ikke er særlig godt belyst. Men jeg tror, det er mange.

- Det er selvfølgelig kun en hypotese, som bygger på de mange hjemmesider, jeg har researchet på. Purunge østeuropæiske piger faldbyder sig selv for to kroner i timen for at få lov til at arbejde i Vesteuropa. 15-17 år gamle, halvnøgne og lyshårede. Hvad de ender som i Danmark og under hvilke forhold, synes jeg er interessante spørgsmål. Jeg kan jo se dem, når jeg kommer nord for København, og når du ser og læser deres profiler på nettet, så tilbyder de en hvilken som helst service: Ta' mig bare.

Den ukendte side

Leonora Christina Skov har til romanen bl.a. ladet sig inspirere af David Hamiltons fotobog "Dreams of a young girl", hvor han har fotograferet purunge, nærmest ikke kønsmodne piger. Billeder på grænsen til det pædofile.

- Man kan blive dybt fascineret af hans billeder, men er det ikke for meget? Hvad sker der egentlig på de billeder? Det er svært at tolke, og det interessante er selvfølgelig også, at det er svært præcist at sige, hvornår grænsen er overskredet. Grænsen flyder, og man kan tillade sig meget i det grænseland, siger hun, der som udgangspunkt ville skrive en historie om et ægtepar, som troede, de kendte hinanden, men som i virkeligheden ikke anede, hvem hinanden var.

- Den forestilling om, at man har haft et mangeårigt forhold, og så pludselig viser sider af sig selv, som partneren ikke anede eksisterede, og som man ikke kan forbinde med vedkommende. Det ville jeg skrive om, og så levede de andre temaer sig ind og ud af det, siger hun.

Men også sexen, erotikken og pornoen var på tegnebrættet, inden den første linje blev skrevet. Det skulle med som et væsentligt tema, uanset hvad.

Odiøst at skrive om sex

- Det skulle det, fordi der er så mange bøger, især i megen ung dansk litteratur, hvor der ikke står noget som helst, hver gang de når til det sjove. Man klipper bare. Det er blevet odiøst at skrive om sex. At inkorporere det i en roman er overhovedet ikke tilladt, og det synes jeg, er ærgerligt. At det står der, gør det ikke nødvendigvis til dårlig litteratur.

Og det gør det. Står der. Sex fylder meget i romanen, også fordi Skov mener, det fylder mere og mere i de fleste menneskers liv.

- I romanen bliver indholdet i ægteparrets liv at overskride seksuelle grænser, at tage en ukendt med hjem, at tage en au pair pige med i seng. Det seksuelle forhold, de har, bliver mere og mere forvrænget og ødelagt, fordi de aldrig sætter grænser. De er grænseløse.

- De kommer ud på det seksuelle overdrev, der hvor de udnytter pigerne, men der er jo ikke noget unormalt i at tage glade singlekvinder med hjem i seng. Men jeg tror, der er mange, der lever på kanten. Jeg har jo researchet i sexklubber, i undergrunds-sex-klubber, fordi jeg ikke synes, jeg kunne skrive om det, uden at have været der selv, siger Skov, der vil mere end underholde og selv synes, hendes roman er klar politisk.

- Faktisk er det ærgerligt, at litteraturen er blevet afpolitiseret, siger hun.

Som feminist er hun vant til at blive beskyldt for at have suspekte dagsordener, (hvilken forfatter har ikke en dagsorden, det har vi da alle, mener hun), og udover at underholde, kommenterer og diskuterer hun i "Champagnepigen" prostitution, pædofili, journalistik og mediernes rolle og ikke mindst spørgsmålet om, hvem der udnytter hvem. Hvem er offer og hvem er bøddel.

- Jeg har prøvet at skrive en historie, hvor det aldrig bliver helt klart, hvem der udnytter hvem, siger Skov.

Og måske er vi allesammen ofre og bødler, udnyttere og udnyttede. Selv journalistikken er begge dele. Eksponering i pressenkan føre til både mord og selvmord.

- Romanen er også en kommentar til den måde, man ser folk iscenesætte sig selv i medierne. Hvordan de billeder bliver gjort til idealbilleder for, hvordan vi skal leve. Selvom ingen aner, hvor megen råddenskab, der ligger nedenunder. I disse år er det helt gejlet igennem med, hvor meget, de skal have, disse mennesker. De skal være gift og have to børn, og børnene skal komme løbende, og konen skal sige "Ih hvor er de fantastiske", de skal interviewes i deres kæmpelejligheder, og det skal se pisse godt ud det hele... Ingen har jo sådant et liv, som det fremstilles i ugebladene. Og hvis man har, kan jeg godt forstå, man må afreagere, eksempelvis ved at gå i sexklubber.

- Men ægteparret i romanen er nødt til at spille med på pressens præmisser for at bevare deres kendthed. De har projiceret hele deres liv ud i spalterne, så der ikke er andet tilbage til dem selv end den sex, de har kørt helt ud i ekstremerne. De har tømt deres liv for indhold med store omkostninger til følge.

Ubehagelig post

- Og pressen er iskold. De kan få lov til at eksponere sig, lige indtil det er tid til at smadre dem. Man skal jo have begravelsen med, der, hvor de står og ligner lort, er blevet skilt, har kørt spritkørsel osv. osv. Også i disse menneskers liv kommer tidspunktet, hvor de ligner lort på billederne.

Leonora Christina Skov har selv mærket konsekvenserne af at stikke snuden frem i pressen. Ubehageligheder pr. post, mail eller mobiltelefon. Blandt andet en kuvert med en lort i.

- Hvorfor ved jeg faktisk ikke ikke. Men jeg står listet i Krak. Jeg vil sgu have lov til at stå i Krak, som alle andre mennesker, men så kan folk jo finde mig.

Det har specielt været i forbindelse med hendes medvirken i "Smagsdommerne" på DR2, at hun har modtaget smædepost, som var helt ude af proportioner.

- Pludselig fik jeg dødstrusler pr. mail, fordi jeg havde kritiseret Bob Dylans nye plade. Kan det været rigtigt, at man skal modtage sådan noget, fordi man kritiserer noget rimeligt harmløst. Jeg er jo ikke Pia Kjærsgaard. Og hvorfor tror man, at yngre kvinder ikke i større omfang stiller sig frem og mener noget? Det kan jeg godt fortælle: Fordi det ikke er særlig fedt. Man føler sig intimideret. Det er den intimidering, jeg gerne vil have frem i romanen. For den er jo også årsag til, at jeg ikke vil udtale mig om hvad som helst. F.eks. blev jeg ringet op og spurgt om min mening om Ungdomshuset på Jagtvej. Men det skulle jeg ikke udtale mig om. Jeg kunne lige se dem komme styrtende og smadre min lejlighed.

- Men sådan er det. Man er nødt til at vælge de kampe man har lyst til at udkæmpe.

"Champagnepigen", udkommer fredag
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

En ikke særligt kinky pige

Blå bog