Zola hedder han til mellemnavn, og det forpligter naturligvis, når man både er forfatter og fodboldelsker
- Det herlige ved at skrive er, at du kan gøre, hvad du vil. Slå flik-flak i sproget og kysse Helle Thorning Smith.

Begejstringen hos forfatteren Robert Zola fejler ikke noget. I næste uge udkommer hans femte roman, "Tennis", en historie om, hvordan vi har det med hinanden, hvordan vi har aktier i hinanden, hvad vi har på hinanden, hvad vi skylder, og hvad vi har til gode. I parforholdene, venskaberne og bekendtskaberne.

- Jeg prøver at konkretisere "tab", siger Robert Zola Christensen.

Og det ved han noget om. Tab. Så meget at han egentlig slet ikke burde være forfatter. For:

- Det er noget værre lort, han skriver, sagde forfatteren Rolf Bagger nemlig om ham, dengang han var helt ung. Det vender vi tilbage til.

Men selv med en så tung dom i sit personlige register, måtte unge Robert naturligvis forfølge forfattervejen. Mellemnavnet forpligter, uanset om du er til litteratur eller fodbold. Franske Emile Zola, naturalisten, eller italienske Gianfranco Zola, ekvilibristen.

- Jeg ville gerne være halvt Emile og halvt Gianfranco, siger Robert Zola, der er inkarneret litteratur- og fodboldfan.

Han hedder også Christensen, og familiekrøniken fortæller, at det var en tipoldefar, som var så betaget af den franske forfatter Emile Zola, at han tog navnet og lagde imellem.

Men det fængede ikke rigtigt på Amager, hvor Robert Zola kom til verden i en familie, der absolut ikke havde væggene tapeseret med boghylder. Faderen var smed, moderen ufaglært. Men senere i ungdomslivet, da Robert studerede i Aix-en-Provence, viste det sig dog at være en fordel.

- Det var meget praktisk, siger han. Det åbnede døre, gav goodwill.

To år læste han på universitetet i det sydfranske, suget derned af en forelskelse, som ikke holdt.

Og den historie får romanens form de kommende år. Zola har fået støtte til at vende tilbage til Frankrig for at skrive om det tjekkede sted, hvor unge mennesker flokkes på studierne i sommermånederne, og de, der har noget at tage hjem til, derefter forlader stedet.

- Men mange har måske ikke noget at tage hjem til, og de bliver hængende. Du kan iagttage deres deroute, se hvordan de bliver mere og mere forhutlede som ugerne går. Det og så at være dansker, altså fremmed i Frankrig, skal være omdrejningspunkterne og vinklerne i romanen.

- Jeg kan godt lide at komme af sted. Befinder mig godt, næsten hvor som helst, siger han, der har boet og været fremmed på Amager, i Frederiksværk, Kolding, Lund, Aix-en-Provence, Berkeley, USA og England.

Udlængsel

Robert Zola arbejder for tiden på universitetet i Lund, hvor han underviser i dansk sprog. Tidligere har han undervist på Syddansk Universitet og universitetet i København.

- Jeg føler mig ikke intellektuel, selv om jeg har titlerne mag.art, ph.d. og hele svineriet. Jeg er ikke spor akademisk. Det har sikkert noget med min baggrund at gøre, men jeg passer ligesom ikke ind i den akademiske verden. Jeg er der, har været der i mange år, er glad for det, men alligevel ...

- Jeg tror, der er to ting i det. Nogle forfattere kan sidde alene på hylden og skrive i årevis. Jeg har behov for at være sammen med mennesker, møde mennesker. De perioder, hvor jeg har siddet alene og skrevet, har været rædselsfulde. Så det har altid været vigtigt for mig at have et job ved siden af. Og så skal der jo også brød på bordet.

- Men jeg vil gerne have mere tid til at skrive. For tiden har jeg forskellige projekter igang, Frankrigsromanen, et filmmanuskript, som måske bliver til noget, og et stort New York-projekt, der er ved at være færdigt.

- Det er en bog, jeg laver sammen med forfatterkollegaen Dorthe Nors. Vi tog simpelthen til New York, stoppede mennesker på gaden, interviewede dem, og fotograferede både dem selv og det, de havde i lommerne.

- Jeg vil gerne ud. Hvis jeg kunne bestemme, boede vi i Australien. Jeg er ikke bange for at gro til, men der er noget ved at være ude, siger Robert Zola, der er svensk gift og far.

Denne dag er han også "ude". Er rejst fra Lund til København for at holde filmmanuskripmøde, men også for at få det første fysiske eksemplar af "Tennis" i hånden.

- Når man er færdig med en roman, er det selvfølgelig dejligt at se den, mærke den fysisk, men du er jo allerede i gang med den næste. Nej, den periode hvor du går og varmer op til at skrive, hvor du suger stof til dig som en svamp, det er den bedste i verden. En rus. Først derefter kommer problemerne.

10 års pause

Af en eller anden grund har han altid villet skrive, være forfatter. Væggene på hans barndomsværelse var klistret ind i hans myriader af digte, hvad der forskrækkede hans far.

- Han mente, jeg skulle tage mig sammen og tage en skærebrænder i hånden.

Men Robert Zola blev ved med at skrive digte. Specielt til gymnasiebladet, hvor han selv var redaktør, og hvor han fik alt optaget.

Men så var det, forfatteren Rolf Bagger sagde: Det der er noget værre lort.

- Derefter skrev jeg ikke i 10 år. Ikke en linje. I stedet begyndte jeg at læse dansk, påbegyndte en akademisk karriere.

Zola har aldrig mødt Bagger personligt. Men det gør han snart i DRs "Fantastiske fortællinger", hvor Zola læser sin novelle op for Bagger.

- Det er da lidt skægt, siger Zola Christensen.

Saft og kraft i romanen

Baggers dom var et ordentlig gok i nødden, og Zola blev ramt af et nyt, da han i midte af halvfemserne havde skrevet sin første roman som led i en konkurrence.

- Det var hos forlaget Centrum, og de syntes, det var rigtigt godt, det jeg havde skrevet. Den roman ville de gerne udgive. Men udgangsreplikken fra redaktøren var: Det er godt, det, du har skrevet, men har du ikke noget andet?

- Så smed jeg romanen ud og skrev en anden.

Det var debutromanen "Kristinas tavshed", som forlaget Borgen udgav i 1997.

- En roman skal have saft og kraft, den skal ramme læseren i maven, tage folk om hjertet, og pille dem i skridtet.

- Det betyder, at man ikke skal skrive med hovedet. Der skal være nerve og temperament i det, du skriver, du skal investere dig selv i skrivningen og kun skrive om det, du ikke kan lade være med at skrive om, mener Zola, der let kan mærke, hvis en roman savner det.

- Du er ikke i tvivl, hvis en roman er "tænkt", konstrueret og "godt lavet". Den er helt sikkert skrevet med hovedet. En roman må godt være klog, men den skal først være enerverende og påtrængende, siger Zola.

- Der er åbenbart meget sex i mine romaner. Det siger mine læsere. Men det har jeg aldrig tænkt over før.

Du kan læse mere om Robert Zola Christensen på www.rzc.dk

Romanen "Tennis" udkommer torsdag og anmeldes i Fyens Stiftstidende samme dag.
  • Fyens Stiftstidende