Den gode krimi er virkelighedsflugt i højeste potens og litterær eskapisme, når den er bedst. Der går en lige linje fra Edgar Allan Poe over Arthur Conan Doyle til Dan Brown.
Natlampen er tændt, man ligger i sengen med dynen oppe under hagen, og foran sig har man, hvad der meget vel kan være årsagen til, at man berøves kostbare nattetimer, der skulle have været brugt på søvn - man er på godt og ondt fanget i krimiens univers, hvor mord og mysterier kan blive årsagen til dybe rande under øjnene.

Hvad der i dag må anses for at være den vel nok populæreste genre inden for litteraturen, blev i 1841 skabt af Edgar Allan Poe, da han skrev novellen "Mordene i Rue Morgue".

Her møder vi den skarpsindige detektiv Auguste Dupin, der med sine deduktive evner sætter standarden for den senere skare af detektiver, der blomstrer op i litteraturhistorien.

I 1850 skriver Poe "Mysteriet Marie Roget", der er en fortsættelse til "Mordene i Rue Morgue", hvor det igen er Dupin, der står for sagens opklaring.

Poe skaber med Dupin modellen for de skikkelser, som tusinder af læsere verden over er bekendte med: Sherlock Holmes af Arthur Conan Doyle, Hercule Poirot og Miss Marple af Agatha Christie og Lord Peter Wimsey af Dorothy L. Sayers - blot for at nævne nogle få af dé klassiske snushaner, der er fostret på britisk muld.

I dag er genren ekspanderet, og krimilitteraturens dristige snushaner er blevet forvandlet til moderne kriminalbetjente, der i skikkelse af Caroline Grahams "Inspector Barnaby", Colin Dexters "Inspector Morse" og Elizabeth Georges' "Inspector Lynley" repræsenterer den moderne ende af den britiske krimiskala, hvor det kun er R.D. Wingfields "Inspector Frost", der skiller sig ud som den antiautoritære gavflab, han er.

Populariteten, der er blevet krimilitteraturen til del, skyldes ikke mindst den uforpligtende oplevelse, det er at sluge et værk, der ikke vil andet end at underholde. Det er virkelighedsflugt i højeste potens, det er litterær eskapisme, når det er bedst.

En yderligere faktor, der gør sig gældende for krimiens popularitet, er de vellykkede bearbejdelser, der ligger til grund for de tv-serier, der tager udgangspunkt i krimilitteraturens univers.

Således ser man da også Jeremy Brett for sig, når man tænker på Sherlock Holmes, eller Joan Hickson, når det er Miss Marple, man læser. For ikke at tale om John Nettles, John Thaw, David Jason og Nathaniel Parker, der henholdsvis portrætterer Tom Barnaby, Endeavour Morse, George "Jack" Frost og Thomas Lynley i de vidunderligt underholdende tv-serier, der ligger solidt placeret på tv-kanalernes top 10, når de sendes.

Ja, selv min kære svigermor bliver gerne oppe til kl. 23, hvis DR sender et afsnit af "Morse" eller "Barnaby" - og det til trods for, at hun skal tidligt på arbejde dagen efter.

I krimiens verden, hvor griskhed, misundelse, hævn og simpel pervers lyst afføder mord, tyveri og andre ulovligheder, bliver det detektiven og kriminalbetjentens ypperste opgave at få gerningsmanden sat bag lås og slå. Her helliger målet midlet, og to af de detektiver, der er hårdest i filten, må siges at være Sam Spade og Mike Hammer.

Den amerikanske krimilitteratur er en ganske anden og langt mere hårdkogt sag og skiller sig mærkbart ud fra den sofistikerede britiske af slagsen.

Her finder man i mørke, dystre og regnvåde byer superdetektiverne Sam Spade og Mike Hammer, skabt af henholdsvis Dashiell Hammett og Mickey Spillane i 1929 og 1947. Her er det hjælpeløse kvinder i nød, der sætter dagsordenen i et mere eller mindre mandschauvinistisk detektivmiljø, hvor kvinden nærmere er (sex)objekt end subjekt.

Begge legendariske detektiver er da også foreviget i tv-serier. "Mike Hammer" portrætteres således i hele to af slagsen. Den ene, der kørte fra 1956 til 1959, havde Darren McGavin i rollen som den kølige kvindemagnet, der skyder, før han taler. Den anden blev spillet af Stacy Keach i serien, der kørte fra 1984 til 1987, og som DR i de glade monopoldage havde stor succes med at sende.

Når talen falder på Sam Spade, er det dog Humphrey Bogarts suveræne portrættering i John Hustons fabelagtige film noir mesterværk Ridderfalken fra 1941, der opsummerer essensen af Dashiell Hammets litterære figur.

Det er således grundet Bogarts kølige og kyniske facon, at Spade er gået over i såvel litteratur- som filmhistoiren.

Krimi/detektivlitteraturen tog i 1980 et gevaldigt spring frem imod at blive lødig finlitteratur, da den italienske forfatter, semiotiker (tegnforsker) og professor Umberto Eco tryllebandt en hel verden med sin formidable roman Rosens Navn, der er en sand postmodernistisk krimi tour de force, hvor munke slås ihjel, viden holdes hemmelig, og detektiverne William og Adso kæmper mod tiden for at finde det skrift, der er selve romanens kerne.

William og Adso er i øvrigt begge karakterer, der refererer til Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes. William, der hedder Baskerville til efternavn, placeres let i Doyles univers (Baskervilles Hund), og Adso er afledt af Holmes' evigt trofaste assistent, W(atso)n.

I Poe, Doyle og Ecos krimiuniverser, hvor symboler og koder kræver, at detektiverne mestrer den deduktive kunst, er det i høj grad læseren, der er med til at løse de kringlede gåder. Man sætter som garvet krimilæser en dyd i at afsløre sagens rette gang, før detektiven til slut, som Holmes har for vane, afslører og opsummerer, hvem der er skurken, og hvordan forbrydelsen er blevet begået.

Det er således med Poe, Doyle og Eco in mente, at man med fordel kan læse vor tids bedst sælgende krimiforfatter, Dan Brown. Han har med sine foreløbig to romaner om symbolforskeren Robert Langdon, Engle og Dæmoner og Da Vinci Mysteriet, skabt en omdefinering af krimigenren.

Romanernes succes slås da også yderligere fast med solide syvtommersøm, da Hollywood har købt rettighederne til Da Vinci Mysteriet, der indspilles med Oscar-magneten Tom Hanks i hovedrollen som Robert Langdon.

I Browns univers klarer Robert Langdon problemerne ved hjælp af sine akademiske evner, der bliver anvendt på en lidt anden facon, end han er vant til.

Han er en mere eller mindre støvet universitetsprofessor, der lever sit liv med snuden i bøgerne, da han pludselig kastes hovedkulds ud i bestialske mord, der centrerer sig omkring Louvre og Da Vincis maleri "Mona Lisa" i Da Vinci Mysteriet og om Vatikanet og den italienske barokkunstner Bernini i Engle og Dæmoner.

Der er ingen grund til at gå i detaljer med Browns romaner, da efterhånden hver mand og kvinde har læst dem. Succesen er så stor, at guidede ture bliver specielt arrangeret, hvor man kan gå i Robert Langdons fodspor i henholdsvis London, Paris og Rom.

Efter at have været på ferie i Paris, kunne jeg således ved selvsyn konstatere, at det ikke er kunstbøger, folk render rundt med på Louvre, men Browns Da Vinci Mysteriet.

Browns romaner er pseudolitteratur, der foregiver at være fakta iklædt fiktionens drømmeslør. Det er medvirkende til at skabe myter og diskussioner om de emner, værkerne beskæftiger sig med.

Der er oven på Browns kvantitative og økonomiske succes skudt en mængde krimiromaner op, der i samme stil benytter sig af symboler og koder.

Her er det i særdeleshed værd at dvæle ved debutanten Matthew Pearls sprogligt flot skrevne Danteklubben, der er et godt pendant til Browns hurtigt læste "pageturnes", der mest af alt tilfredsstiller et umiddelbart og overfladisk behov hos læseren.

Med denne romananbefaling vil jeg slutte med Holmes' klassiske bonmot, der opsummerer enhver krimilæsers forhold til denne særegne genre: Elementært, min kære Watson.

Robert Johannes Rasmussen, Jagtvej 34, Odense C, er BA og stud.mag.art.