Lavmælt og levende


Lavmælt og levende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

JAZZ

"Trine-Lise Væring Kvartet"

Anmeldelse

Gennem de seneste år er der vokset nogle udmærkede jazzsangerinder frem på den danske jazzscene, og her er Trine Lise Væring en af de mest personlige, men også en af de mere ambitiøse. Hendes sange er ikke efterligninger af andres, og hendes tekster, der ofte består af korte, fremadskridende fortællinger, ligger milevidt fra det fortærskede "hjerte-smerte" niveau.

Ved koncerten på Jazzhus Dexter i fredags var hun ledsaget af en spændende udenlandsk trio.

Pianisten Carsten Dahl var blevet forhindret, men i stedet trådte italieneren Paolo Russo, der med sit på én gang frodige, fanden-i-voldske og uforudsigelige spil var en fuldgod erstatning. De to svenskere, bassisten Johannes Lundberg og trommeslageren Peter Danemo faldt godt ind i sammenhængen, og især Danemo imponerede med fleksibelt og pulserende spil.

Værings sange var alle tempomæssigt i den lave ende af skalaen, fra medium og nedefter, men deres rytmiske mønstre varierede behageligt mellem swing, tango og latin. Hendes stemme er ikke stor og uden megen klang, men til gengæld er hendes rytmiske fraseringer og diktion lige så distinkte og tydelige som Frank Sinatras.

Sangene blev fortolket på en lavmælt, eftertænksomt og lidt melankolsk måde, og det var helt afgjort trioens levende spil bag hende, der fik det hele til at leve og ånde. Her gjorde Russo en flot indsats, idet hans spil ikke bare understøttede Værings sang kongenialt, men samtidig var i stand til at give udtryk for den dramatik, der lå bag ordene.

Lavmælt og levende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce