Er det i orden at være "forandringsresistent" over for det, man synes er nonsens?


Er det i orden at være "forandringsresistent" over for det, man synes er nonsens?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Mikael Busch, lektor og forfatter
Foto: Ludvig Dittmann
Debat. 

På Kant: I 2014 fik Agedrup Skole ny skoleleder. Han kom med en mission: "Børn skal blive så dygtige, som de kan. Det er den mest hellige og fundamentale mening med folkeskolen".

Den første sætning, som automatisk leder tankerne hen på Christine Antorinis fejlslagne skolereform, er gribende banal. Børn skal selvsagt lære noget i skolen. Hvad ellers?

Den anden sætning lyder ikke rar, snarere religiøs. Kursen var lagt mod en konflikt på den fynske skole. Den kom da også og kulminerede ved et stormfuldt lærermøde. Erik Schmidt, en i hele landet respekteret lærer, var oprørt og sagde højlydt fra over for ledelsen. Muligvis skubbede han endda til en stol.

Han fik en tjenstlig advarsel for "negativ adfærd".

Hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og ledelsesret? Den snart fem år gamle tjenstlige advarsel har lige siden vandret gennem retssystemet. Erik Schmidt tabte sin sag - i mellemtiden kendt som Agedrup-sagen - ved Byretten i Odense.

Dommeren gav ham prædikatet "forandringsresistent".

Det lyder noget særpræget - næsten som en diagnose - men vel ikke decideret kriminelt. Jeg håber, landsretten når frem til et andet resultat, når den skal behandle Agedrup-sagen fra den 30. oktober.

Er det i orden at være "forandringsresistent" over for det, man synes er nonsens?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce