Mylenberg: Vi siger noget andet, end det vi gør

Troels Mylenberg, studievært på TV2/News, skriver lørdagsklumme for avisen Danmark.

Mylenberg: Vi siger noget andet, end det vi gør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mylenbergs lørdagsklumme: Hvad med dig selv - er du ikke også en af dem?

Forældremødet forleden var egentlig et af de sædvanlige. Informationer fra ihærdige og dygtige lærere, nyt fra skolebestyrelsen, og lidt oplysninger om det aktuelle - ekskursioner, klassekasse, valg til forældreråd og den slags. Men så også debatten. Den om de nye initiativer for at skabe robusthed - det hypermoderne ord er vist resiliens - blandt eleverne.

Alt sammen fint, men reaktioner fra såvel lærere som forældre var interessante. En stor enighed om, nemlig, at skoledagen er for lang, kravene for høje, presset for stort. At der er for mange test, for meget målrettethed og for meget fokus på resultater i børnenes skole. Hvor er dannelsen, hvor er processen, hvor er retten til og muligheden for at lave fejl? Hvor belønnes det kreative, det sproglige, det legende og det unyttige (som selveste dronningen jo talte om i sin seneste nytårstale)?

Alt det er mere eller mindre pakket væk i skolelivet, kunne vi på lange stræk enes om ved forældremødet - som ved så mange andre og tidligere af slagsen. Men det interessante er ikke så meget enigheden om, at der er noget i vejen. Den hører man så mange steder, ikke bare om skolen, men om livet i nutiden som sådan. I en verden af regneark fra hjemmet til arbejdslivet. Test, afrapporteringer, KPI'er, alt måles og gøres op i milepæle, karakterer, bundlinje og nytteværdi. Sådan er det åbenbart bare.

Mere interessant er det velsagtens, at vi stort set alle sammen er imod den udvikling. Vi ønsker mere plads til legen, kreativiteten, fejlene og dannelsen. Det prædikes alle steder fra ledelseskurser til forældremøder, fra regeringsseminarer til foreningsgeneralforsamlinger. Men alligevel etablerer vi mere af det, vi tilsyneladende er så mange, der er imod. Og værst er det måske, at vi bilder os ind, at det er alle mulige andre - politikere, embedsmænd, erhvervsliv, skrankepaver, eller i hvert fald bare nogle andre end os selv - der gør det. Nogle andre, der imod vores vilje, har besluttet, at det skal være sådan.

Problemet er blot, at det nok er os selv, der har gjort det. At mange af os, for nu at sige det ligeud, siger noget andet, end det vi gør. For hvem har gjort skoledagen længere, andre end de politikere, vi selv har valgt? Hvem har fyldt livet med mål og tests og karakterstræben, hvis ikke det er os selv? Hvem hylder vores børn for deres sejre på sportsbanen og gode karakterer i skolen mere end at skubbe dem mod det ukendte og mod de lærerige fejl, hvis ikke det er os selv?

Den erkendelse slog ned i mig ved forældremødet og forstærkedes, da jeg læste Franklin Foers bagoverblæsende interessante bog "World Without Mind" (netop udkommet på dansk med titlen "Verden Fra forstanden"). Foer, der er tidligere chefredaktør for det liberale og intellektuelle amerikanske magasin New Republic skriver grundlæggende om det forhold, at vi som såkaldt moderne mennesker frit og frejdigt har lagt vores liv i hænderne på de store teknologigiganter, som har bildt os ind, at de vil os det godt. Google, der vil samle al viden i verden, Apple der vil gøre teknologien brugervenlig og lækker, Facebook der vil forbinde os som mennesker og Amazon der vil være købmandsbutikken, hvor vi kan købe ALT.

Foer argumenterer vredt og overbevisende for, at vi nok siger, at det er maskinerne, der tager magten, men at det reelt er mændene og virksomhederne bag, altså de fire ovennævnte og deres markante skabere, som har vundet verdensherredømmet. Virksomheder og mænd - ingeniører og forretningsmænd - som ikke nødvendigvis vil meget andet end at ødelægge det, der var engang og uden for demokratisk kontrol har sat sig på magten over vores liv helt ned i hverdagsrutinerne. Med målet om at ændre og forandre verden. Helt uden at vi har valgt dem til det, eller at vi i øvrigt har mulighed for at afsætte dem.

Facebooks Mark Zuckerberg, der alle dage har haft hacking og nedbrydning som ideal, eller Amazons Jeff Bezos, der rydder al konkurrence af vejen i sin stræben efter at blive verdens største - eneste? - købmand.

Foer peger på den ensretning, det skaber i vores hjerne, når algoritmerne bestemmer vores forbrug - fra vores restaurantbesøg til den næste bog på natbordet. Algoritmerne, disse højt besungne matematiske formler, der ikke fungerer som de vejvisere, vi bilder os ind, men i stedet som ensporingsmaskiner og som de store forretningers sikkerhed for, at vi ikke køber det, vi selv vil, men det de helst vil sælge os.

Han skriver om det intellektuelle tab, som vi oplever. Google giver os ikke ny viden, men systematiserer alene den gamle og styrer på kommercielle præmisser, hvilken viden vi søger os frem til. Det er ikke et bibliotek, men en forretning til gavn for aktionærer. Giganterne lever ikke af forskellighed, selv om de påstår, at de er der for det enkelte individ, men de lever af at ensrette os til stadig mere umælende masser, der går i takt, mens vi bilder os ind, at vi er ihh så individualiserede og helt særlige.

Jo mere vi googler, facebooker og lader os styre af de gode råd, som Amazon vil give os om, hvad vores næste køb skal være, jo mere ens bliver vi. Og - det er måske den vigtigste pointe - jo mindre mangfoldig bliver vores verden. Jo mindre bliver mængden af kunst, af særlig litteratur og ny og anderledes musik. Jo større bliver vores fokus på målene, på karaktererne, på tallene, for det er jo de eneste, som algoritmerne kan forstå. Ingen af giganterne skaber noget som helst af det, vi lever af og lever for. De skaber maskiner og bruger dem til at udøve magt over os. Og de fleste af os sluger det hele råt og siger ikke fra.

Læs den bog, siger jeg bare. Og læs mange andre også. Selv vil jeg forsøge at huske på, at de andre, som jeg selv også jævnligt ryster på hovedet over, fordi de beslutter noget, som jeg er imod, også er mig selv.

Hvem har gjort skoledagen længere, andre end de politikere, vi selv har valgt? Hvem har fyldt livet med mål og tests og karakterstræben, hvis ikke det er os selv? Hvem hylder vores børn for deres sejre på sportsbanen og gode karakterer i skolen mere end at skubbe dem mod det ukendte og mod de lærerige fejl, hvis ikke det er os selv? Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Hvem har gjort skoledagen længere, andre end de politikere, vi selv har valgt? Hvem har fyldt livet med mål og tests og karakterstræben, hvis ikke det er os selv? Hvem hylder vores børn for deres sejre på sportsbanen og gode karakterer i skolen mere end at skubbe dem mod det ukendte og mod de lærerige fejl, hvis ikke det er os selv? Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Mylenberg: Vi siger noget andet, end det vi gør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce