Nu er det ikke fordi jeg er den store tilhænger af antikverede kønsrollemønstre og højglanspolerede tyske tv-reklamer.

Men nogle dage - jeg vil ikke være for krævende - så måske bare én gang om måneden - når jeg kommer hjem fra arbejde kunne jeg da godt tænke mig, at der var et skjult kor et eller andet sted i huset, der sang "Es stickt viel spass in Toffifee" mens glade unger flokkedes om mig, hunden kom med mine sutsko og en storsmilende kone stod klar med aftensmaden, der på en eller anden magisk vis var tryllet frem i et klinisk pletfrit køkken. Udenfor køkkenvinduet skinnede solen højt på en blå himmel.

Nu er det efterhånden fem år siden jeg blev skilt, hundene bidrager ikke til husholdningen med ret meget andet end en temmelig hengemt lugt og maden kommer ofte kun på bordet, når jeg selv har indkøbt og fabrikeret den.

Og bagefter er køkkenet meget sjældent klinisk rent.

Udenfor er solen ofte gået ned - og det er også fint nok, for jeg tør alligevel ikke kigge ud på haven, som aldrig nåede at få den store tur i efteråret.

Men, det der sådan set går mig mest på er, at ungerne faktisk ikke opdager, når jeg træder ind af døren. Hundene løfter i det mindste hovedet fra deres plads i sofaen - inden de lader det falde ned igen, mens de tydeligt tænker - nå, det var bare ham.

Næh. Det er de to unge mennesker. Dem kommer jeg kun sporadisk i kontakt med, hvis jeg hiver den ene øreprop fra hovedtelefonerne ud med et svup og højt råber "HEJ".

Retfærdigvis skal det lige siges, at den 11-årige og den 13-årige ikke er totale sofazombier, for de laver stride mængder lektier, er til sport tre gange om ugen, er sammen med venner - og alene den tid de bruger på at sprede brugt vasketøj på alle frie overflader i huset må være ret omfattende.

Men resten af tiden kan de snildt sidde bag skærmen, som en anden Jens Vejmand. Ikke med klude om deres hånd, men med støttebind om håndledet og overbelastede sener. De registrerer ikke meget af det der sker omkring dem, men nogle gange - når der er en pause i lydsporet, trænger lyde åbenbart igennem ude fra den virkelige verden.

Som fornyligt, hvor jeg så en dokumentar om en mand, der havde kæmpet sig ud af et langvarigt alkoholmisbrug og forsøgte at skabe sig et nyt liv.

Manden fortalte blandt andet, hvordan hele hans netværk var forsvundet.

Lige på det tidspunkt var der åbenbart ikke lyd i juniors hovedtelefoner, for uden at kigge op, sagde han:

- Jeg hader, når det sker.

Jeg spurgte: Når hvad sker?

- Når netværket forsvinder. Vores wifi kører simpelthen så dårligt!

Jeg er ikke sikker på om mine lunger imploderede, for jeg sugede lige pludseligt en stor mængde luft ind på én gang med samme flabrende lyd som når en velvoksen orne folder sig ud igen, efter at være blevet kørt igennem en gammeldags damprulle.

Og tro ikke, at jeg ikke har forsøgt at reducere den tid, de to unge mennesker tilbringer foran telefon eller playstation.

Jeg har krævet, at alle enheder skulle lades op på kogeøens stenplade i køkkenet. Det fungerede ikke så godt, for som regel er jeg den første der falder i søvn, og når min snorken sætter diverse løse genstande i børnenes ende af huset i vibrationer, så ved knægten godt, at der er fri bane.

Jeg har også på et tidspunkt afmeldt både Netflix og Viaplay, da Nikolai som ni-årig kom og spurgte hvornår syvende sæson af "The Walking Dead" mon kom, for nu havde han set alle de andre.

Da der ikke var adgang til streaming længere, begyndte ungerne i stedet at følge nogle fuldstændigt hysteriske youtubere, som jo for alvor kan indoktrinere og "productplace" dem på alle mulige måder. Fordi sådan nogle "medier" jo ikke er igennem nogen former for censur eller aldersrelevante vurderinger.

Pludselig fik min søn udvidet sit engelske ordforråd på en måde, der på ingen måder vil gavne ham ved en kommende eksamen, mens min datters ønskeliste begyndte at flyde over med mohairtørklæder, støvler og bestemte frisurer. Lige pludselig var det ikke fint nok for "damen", at mig og min halvsløve papirsaks skulle holde styr på lokkerne.

Så kom Netflix og Viaplay tilbage på budgetoversigten.

Men situationens alvor stod først for alvor klart for mig, en weekend for et stykke tid siden, hvor jeg søndag morgen ville ud og hente avisen i postkassen ved 06-tiden.

Her stødte jeg på Nikolai, der skulle have et glas vand. På hans værelse brændte alt lys, og den hårdt prøvede blæser på hans Playstation larmede som en astma-ramt håndtørrer på et offentligt toilet. Jeg sagde godmorgen - og nævnte, at det var da tidligt han var oppe, hvortil han gabte og svarede, at han sådan set var på vej i seng.

Sidste weekend prøvede jeg i smug at slå alle relevante grupper på hpfi-relæet, men det var heller ikke så godt. Åbenbart kører kummefryseren på samme gruppe som børneværelserne.

  • Af: