Forhåbentlig sker det ikke tit, men det hænder, at man er vidne til en ulykke eller befinder sig midt i en nødsituation. Er du så typen der handler eller venter du til andre gør noget? Eller venter du bare fordi du føler dig handlingslammet, og ikke tror på, at du kan gøre det godt nok?

Det kan du måske først svare på, hvis og når du rent faktisk har stået i en nødsituation. Måske handler du forskelligt fra gang til gang - situationen taget i betragtning. Hvem ved.

I de par gange det er sket, at jeg har befundet mig midt i en nødsituation, så er jeg typen der handler. Det glæder mig at min hjerne fungerer sådan. Men jeg har også fuld respekt for det, hvis det ikke er tilfældet hos andre. For pludselig står man måske med en anden persons liv imellem hænderne, og hvilke konsekvenser har det ydermere for en selv, både i nuet, men også i fremtiden.

I sidste weekend var der Cykelcross i Bogense. Det var en spændende, men kold oplevelse. Jeg var afsted med en veninde og min datter på halvandet år. Kulden tog til og vi besluttede at gå hjem, da min datter blev ulykkelig. Hun græd i klapvognen, og man følte sig magtesløs, fordi det ville være for koldt at tage hende op, og for hårdt at bære hende på armen hele vejen hjem. Så der var ikke andet for, end at komme afsted.

Da vi når til den sidste publikums cross-over ser jeg foran mig en mand falde om, og hans kone der hurtigt reagerer med at råbe "ring 112". Jeg er den første der får telefonen op af lommen og får ringet til alarmcentralen. Heldigvis udvikler situationen sig positivt og manden kommer til bevidsthed igen. Vi konstaterer at kombinationen af kulde, og at stå stille for længe har gjort hans krop stiv, hvilket har forårsaget faldet. Konstateringen foregår i en dialog imellem mig, manden, hans kone og en akut sygeplejerske i telefonen, der stiller uddybende spørgsmål, for at finde frem til nødvendigheden af en ambulance. Vi afblæser det hele, og manden går hjem med sin kone.

Tilbage står jeg, kigger rundt og får øje på min veninde der ihærdigt forsøger at trøste min fortsat, om end endnu mere ulykkelige datter. Gråden og kulden er taget til. En bid af dårlig samvittighed melder sig, men jeg forsøger at overbevise mig om, at det var vigtigere at hjælpe manden. Tænk hvis han havde fået et hjertestop. Så tæller hvert sekund.

På hjemvejen siger min veninde til mig 'Det er bare typisk dig at handle med det samme. Det tror jeg ikke jeg ville have gjort. Jeg ved ikke engang hvad jeg skulle sige til dem i telefonen. '

Og jeg forstår hende godt. For alt imens, at jeg talte med alarmcentralen, løb det da også igennem hovedet at jeg må have lydt tosset. Jeg formulerede mig i hvert fald på en måde, som jeg ikke plejer, fordi jeg ikke rigtig nåede at tænke inden. Men det er jo i realiteten lige meget. Det er trænet akutpersonale der tager telefonen, og de er ligeglade. Det vigtigste er at redde liv.

I dagene efter har jeg yderligere tænkt på hvor den nærmeste hjertestarter egentlig befandt sig. Jeg ved hvor nogen af dem er, men pludselig kan 1 kilometer faktisk være en ret lang distance. Jeg har netop gennemlæst registret over hjertestartere i Bogense. Mit næste skridt er at melde mig som frivillig førstehjælper på Nordfyn. Så ved jeg præcist hvordan jeg bruger en hjertestarter.

Ved du hvordan man bruger en hjertestarter?

Af Birgitte Schwabe

  • Af:

Mere om emnet

Se alle
Ugens klumme: Flot valgresultat for seje kvinder

Ugens klumme: Flot valgresultat for seje kvinder