I politik er der intet jeg, kun et vi


I politik er der intet jeg, kun et vi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Oscar Wildes berømte roman "The Picture of Dorian Gray" fra 1891 har lagt navn til det såkaldte Dorian Gray-syndrom. Bogen handler om den unge smukke mand Dorian Gray, der overbevises om, at kun skønhed og ungdom er værd at leve for.

Han indgår derfor en pagt med en kynisk beundrer om, at et portræt af ham ældes, i stedet for at han selv gør det. Frigjort fra moral synder den evigt unge Gray, mens portrættet forfalder. Gray martres af ansigtet på portrættet for til sidst at ødelægge det, hvorefter han selv øjeblikkeligt dør.

Syndromet er efterfølgende beskrevet som et kulturel og socialt fænomen gældende for mænd, der er ekstremt selvoptagede og overoptagede af egen fremtoning og fyldt med narcissistiske karaktertræk. Den narcissisme der som bekendt bygger på myten om den græske helt Narcissus, der afviste nymfens Echos' tilnærmelser og som straf blev dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede i en vandpyt, som han stirrede i til sin død.

Dorian Gray og Narcissus er værd at tænke på, når dette år skal gøres op. Sagt lige ud et år med stærke selvforelskede mænd i spidsen verden over. Mænd som på hver deres måde, både stilfærdigt og storskrydende, har magten og anvender den.

Donald Trump i USA, der selv for amerikanske forhold førte en uhørt selvhævdende og personorienteret valgkamp. Der var ikke grænser for, hvad han personligt kunne og ville gøre, ligesom kvinder, modstandere og kritikere blev affejet som usaglige, klynkende og dumme. Her kom Trump, der kunne det hele. Og altså vandt.

Eller Vladimir Putin i Rusland, som måske lidt mere stilfærdigt, men ikke mindre personligt selvhævdende lever op til alle idealder om den stærke mand. Nøjagtigt som Recep Erdogan i Tyrkiet. Ham der blev personligt fornærmet, da en komiker i Tyskland påstod, at Erdogans tissemand var lille og krævede komikeren fyret. Alt imens han strammede magtgrebet om sit land.

Den stærke mand er alle vegne, og hvor han ikke er, forsøger mange at blive ham og blive opfattet som stærke - ingen nævnt, ingen glemt.

2016 har på mange måder været året, hvor den stærke mand har fået sin genkomst som politisk figur. Og ja, naturligvis er stærke ledere bedre end svage, men 2016 har om noget vist, at der stadig er saft og kraft i myterne om Narcissus og Dorian Gray.

For helt åbenlyst går der en lige linje fra Trump til Putin, fra Erdogan til Brexit-sejrherren Nigel Farage og ud til alle de andre mænd, der leder lande og dermed verden i et selvbillede af se-mig. "Se hvad jeg kan, se hvor stærk jeg er."

Hvilket leder direkte til en kurs mod demokratiets forfald. For hvorfor så overhovedet lytte til andre? Hvorfor samarbejde? Og hvorfor turde erkende, at vi kun når fælles mål med hinanden i hænderne.

Nej, så hellere spille med musklerne og påstå, at man kan klare det hele. Selv. Ene mand. Mur mod verden, krigerisk tilgang til naboer, afvisning af samarbejde. Opildne til national selvrejsning på bekostning af fremstrakte hænder og på bekostning af det besværlige demokrati, der tager tid, kræver kompromisser og erkendelser af, at man ikke altid kan få alle sine viljer igennem.

2016 har været et godt år for narcissisme-politikerne. Dem der har flekset egen overarm og kigget forelsket på musklen og nydt det.

Og ja, noget af det kan sagtens være til det bedre. At der ruskes op i de etablerede magtcirkler er entydigt en god ting. Borgere og magten skal genforenes, hvad valget i USA klart viste sig at være et krav om. Ikke mere indspisthed og magtcirkler, der lukker sig om sig selv, der kan være brug for en håndgranat som Trump eller Brexit.

Men stadig ved ingen, hvad der gemmer sig i bombekrateret, og om Trump kan slippe selvforelskelsen og løse problemer i virkeligheden og ikke bare i den reality-tv-verden, han har begået sig i.

Herhjemme hersker ingen Trump, men sagen om Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og hans tilsyneladende totale mangel evne til at kunne få øje på eget muligt magtmisbrug i kampen for at udskamme andres, leder tankerne hen på de ovennævnte syndromer.

Den nye udenrigsminister Anders Samuelsen fra Liberal Alliance er ingen Dorian Gray, men også han bærer en optagethed af egen rolle og position, som er bemærkelsesværdig stor. Nok virker Samuelsen ægte optaget af at ville spille en rolle i udenrigspolitikken og sikre Danmark vigtig indflydelse, men denne uges interviews med den nye minister afslørede mest af alt en Samuelsen, der var optaget af sig selv i politikken mere end af det omvendte.

Så røg han i uføre for blandt andet at deklarere sig selv som den måske bedst forberedte udenrigsminister, landet har haft, hvilket er en noget besynderlig konkurrence at sætte sig selv i. Og som svar på den oplagte kritik mange steder fra kom et typisk Samuelsen-opslag på sociale medier:

"Danmark mangler ikke MINDRE selvværd og selvtillid. Vi mangler MERE selvværd og selvtillid. Stå ved jer selv," lød det blandet andet.

Og måske det udsagn indkapsler selve pointen. For der er stor forskel på selvtillid og selvværd. Det sidste er således væsentligt vigtigere at besidde end det første, og problemerne opstår tit, når selvtilliden overstiger selvværdet.

Ofte viser det sig, at stærk selvtillid dækker over lavt selvværd, hvilket sjældent er godt for nogen eller noget. Slet ikke politikere med stor magt, som pludselig kan glemme, at politik ikke er en afart af de olympiske lege, hvor en enkelt person skal stå tilbage med guldmedaljen.

Politisk magt handler ikke om "jeg", men om "vi". Lad os håbe, at 2017 vil blive året, hvor de stærke mænd bliver mindet om det.

Dorian Gray og Narcissus er værd at tænke på, når dette år skal gøres op. Sagt lige ud et år med stærke selv- forelskede mænd i spidsen verden over.

I politik er der intet jeg, kun et vi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce