Riddere, rabalder og røverhistorier

Hestpasseren Lisbeth gør en af hestene klar inden aftenens forestilling.
Foto: Thorkild Amdi

Riddere, rabalder og røverhistorier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KRIG: Ivanhoe kæmper i dag i Dyrehaven for sidste gang - vi har været bag kulisserne

Nikolaj Lie Kaas danser i underbukser, Rasmus Botoft fortæller røverhistorier fra sin gymnasietid, mens Lars Bom synger løs på "Du gamle Måne".

- Er det "Du gamle Måne" udsat for sav, spørger en grinende Nikolaj Lie Kaas kollegaen, som han få timer senere dræber på scenen, mens Lars Bom med det samme gør, hvad han kan for at lyde som en sav.

Side om side med godt én meter til hver, sidder "Ivanhoes" mandlige besætning i et grønt telt klodset op bag sceneområdet i Dyrehaven nord for København.

Her i Ulvedalene, som det kuperede terræn kaldes, foregår Det Kongelige Teaters største projekt nogensinde. Med et budget på over 20 millioner og mere end 200 medvirkende - heriblandt mere end 20 heste er Ivanhoe en kæmpesatsning, der er lykkedes. Mere end 85.000 vil i dag, når sidste forestilling finder sted, have set middelalder-dramaet, der er sat op af operachef Kasper Bech Holten.

De mandlige skuespilleres telt er fyldt med summende og nynnende stemmer. Rasmus Botoft, der spiller Robin Hood ser sig selv an i spejlet i sit grønne læderkostume, mens Henrik Koefoed - hofsnogen Fitzurse - sminker sig selv. De hurtigt sammenbankede krydsfinerplader, der gør det ud for borde flyder af alt fra make up-fjerner over en halvtom calvadosflaske og skuespillernes private fotos og kort, der personliggør det private spejl.

De fem tårne

Hjelme, sværd, parykker og strikkede, sølvsprayede ringbrynjer ligger hulter til bulter og garderoben, der adskiller de to rækker mænd. For enden står Stig Hoffmeyers i sin lange kåbe, der forvandler ham til Isak af York. Han ser ud over mylderet af statister, hvor kun godt halvdelen har fået skiftet nylonjakker og sweatshirts ud med lange kofter og farvede stofstykker.

Gul, hvis man er til de franske adelsmænd, blå, hvis man er på angelsaksernes side.

Rundt om sceneområdet rejser sig store stofstykker i Kong Richard Løvehjertes farver rød og sort. De fungerer både som indhegning, men også som en slags bagtæppe, bag den 600 kvadratmeter store scene, der med to af de i alt fem tårne stor for foden af en stejl bakke.

Selve scenen tjekkes igennem af teknikere, der rejser og lægger væggene ned. For at kunne rumme så forskellige steder som Ashby, Tempelridderordenens hovedsæde, borgene Falkehøj og Mørkeborg og Sherwood-skovene kan scenens sorte vægge hurtigt flyttes rundt af skuespillerne selv og kan på ingen tid forvandles fra soldaterbevogtede palisader til små rum, hvor jødinden Rebecca kan pleje den sårede Ivanhoe.

Ud over de to tårne på scenen er endnu tre tårne placeret bag ved og ved siden af selve scenen.

Her lugter af heste, af sorttjæret og brændt træ - et forvarsel om, hvad der venter aftenens 3500 tilskuere. Et par hundrede af dem har benyttet teaterturen i det fri til at varme op med picnickurv i Dyrehaven, som de spiser mens de kigger på den myretue, sceneområdet er helt op til forestillingens start.

Her kan de årvågne se Ole Ernst - der spiller Ivanhoes far, Cedric - sidde og lade op med næsen rettet mod solens sidste stråler. Uden et ord kigger han sig af og til roligt rundt omkring, inden han igen lukker øjnene og vender ansigtet opad mod solen.

Backstageområdet minder påfaldende om en rockfestivals. Her slæbes vand og sandwich, her ryges smøger, og her klædes om.

Foran omklædningsteltet står Dyrehavens skattekiste, hvor de medvirkendes mobiler og punge låses ned - det går ikke at have ur på, når man skal forestille at være en tilskuer til en ridderturnering i 1200-tallets England.

Under teltene, der er klodset op, lægger friske lanser klar til at blive knust i duellerne mellem tempelherren Brian de Bois-Guilbert, den onde ridder Front-de-Boeuf og selvfølgelig "Den arveløse ridder" - Ivanhoe.

Teltet ved siden af de mandlige hovedrollers er værksted, frisørsalon og reservekostumelager. På væggene ligger kasser med titler som "Det lille Apotek" og "Den lille Skomager". Her kan skuespillerne få repareret alt fra hjelme til kjortlerne og den store limtube har da også en fremtrædende plads på bordet. Her hænger bl.a. dubleanternes tøj.

Da Nikolaj Lie Kaas i sidste uge faldt i kamp med Lars Bom og forstuvede sin ankel, måtte Claus Gerving hentes ind som reserve-Ivanhoe i tre dage, og det er bl.a. hans udstyr, der bor her.

Hesteinstruktører

På toppen af bakken ligger en midlertidig hestestald, hvor flere af forestillingens heste er indkvarteret. Seks af dem tilhører ægteparret Lars og Lisbeth Poppel, som har beskæftiget sig med heste og krigskunst i 10 år. Parret har boet fast i en campingvogn ved Dyrehaven, siden prøverne med hestene startede og fungerer som instruktører mellem heste og skuespillere.

- Det har været sjovt, spændende, trættende, irriterende og træls - hele følelsesregistret, konstaterer Lars Poppel, mens han klapper Daisy Tofte - Ivanhoes hest.

Hesteinstruktørerne har kun haft én måned til at lære skuespillerne at ride. De startede på Legoland-plan, hvor de blev ført rundt på hesten af en oppasser.

- Vanvid, men vi klarede det åbenbart, konstaterer Søren Poppel, der er lillebror til Lars og selv er skuespiller.

Ifølge rygterne backstage så Nikolaj Lie Kaas noget bekymret ud i starten, hver gang han så hestene.

- Han så ud som om, han havde set et uhyre. Men efter få uger kom han ridende henover området, som om han aldrig havde lavet andet, lyder én af historierne.

Lars Poppel er overbevist om, at Daisy er glad for at optræde - og at den har nykker.

- Den vil helst have rampelyset alene. Når den skal optræde sammen med andre, så er den tvær og uvillig, men dét her - hvor den har rampelyset for sig selv; det er noget, der passer den, siger Lars Poppel, mens Daisy øves i at stå på bagben.

Bagved stalden står flere riddere i fuldt ornat: Hjelm med fjerprydsel, rustning og farvestrålende gevandter i gul, orange, rød med mere.

Stegt flæsk

Under selve scenen racer teknikere og assistenter rundt. Der skal steges flæsk til narren Wamba, sværdene stables og pyroteknikken skal fungere.

Forrest lige foran publikum, men uden for synsvidde, sidder orkestret klemt fast og lige bagved står flere containere, der blandt andet indeholder kvindernes sminkestue.

45 minutter tager det Charlotte Munck at blive til den langhårede jødinde, der fordrejer hovedet på både Lars Boms Bois-Guilbert og Nikolaj Lie Kaas' Ivanhoe.

Hun glædes over chancen for at arbejde udendørs.

- Ind i mellem kunne man da godt tænke sig, at man kunne kombinere folkeligheden herude med et lidt mere nuanceret kammerskuespil. Herude er det ind og aflevere replikken og så ud igen. De gule er de onde, de blå er de gode, konstaterer Charlotte Munck.

- Men det at stå og høre, at nu lyder det som om der kommer 28 galoperende heste - og så kommer de altså - det er fantastisk. At stå under skyerne, at mærke rigtig vind i kjolen og i håret, at se 120 mand storme borgen, mens mørket falder på. Det får man altså ikke på intimscenerne, siger hun.
Ventetid... To statister venter på deres 15 minutters berømmelse i
Ventetid... To statister venter på deres 15 minutters berømmelse i "Ivenhoe".
Foto: Thorkild Amdi
Den smukke skuespiller Charlotte Munck bliver langsomt til den smukke Rebecca.
Den smukke skuespiller Charlotte Munck bliver langsomt til den smukke Rebecca.
Foto: Thorkild Amdi
Bois-Guilbert, Robin Hood og Ivanhoe alias Lars Bom, Rasmus Botoft og Nikolaj Lie Kaas klæder om.
Bois-Guilbert, Robin Hood og Ivanhoe alias Lars Bom, Rasmus Botoft og Nikolaj Lie Kaas klæder om.
Foto: Thorkild Amdi

Riddere, rabalder og røverhistorier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce