Socialdemokraterne leverer ikke svaret på folks bekymring. Derfor går vælgerne til DF ligesom i 1990’erne, siger Peter Hummelgaard Thomsen, ung socialdemokrat på vej frem

- Det er lige derovre. Ja, der, det hus, der ligesom slanger sig.

Peter Hummelgaard Thomsen peger. Peger over på den anden side af Ellehammersvej, hvor røde og enkelte gule højhuse skimtes i det fjerne. Det er boligkvarteret Flyverbo, og det hus, han voksede op i, er rødt og kan faktisk ses her fra 1. sal i Terminal 3 i lufthavnen, hvor Burger King har bredt sig ud over det meste.

Den tidligere DSU-formand er på hjemmebane. Lufthavnen, i dag Københavns, dengang Kastrup Lufthavn, var hans baghave. Her arbejdede far og mor. Og stedfar. Og onkel. Og morfar. Og farfar.

- Min far var bagageslæber, min mor arbejdede i flykøkkenet. Min morfar var flymekaniker, min farfar var i bagegesøgningen. Min stedfar er i SAS Cargo. Det er min onkel også.

Da Peter Hummelgaard Thomsen i efteråret fyldte 30, blev han omtalt på Politikens navneside som ”Sossernes sidste ægte arbejderdreng”. Fra 2008 til 2012 var han formand for de unge socialdemokrater, nu er han folketingskandidat, han kører et tæt parløb med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i kampen mod kapitalfonde og for finansskat, og billedet af ham som fremtidens socialdemokrat får flere og flere facetter.

På tale som næstformand

Han var på tale som næstformand for et år siden, han nævnes oftere og oftere som et bud på en fremtidig formand, hans fanskare er stor, men modstanden er der også. Og den vokser, i takt med at hans ramsaltede kritik af partiet bliver hørt af stadig flere. Det giver trætte smil i partitoppen.

Peter Hummelgaard Thomsen er ikke længere bare den lille søde DSU-formand, der tog Danmark med storm efter nedskydningen af de unge, norske socialdemokrater på Utøya. Han er blevet en intern kritiker med en stadig større stemme.

Men vi skal lige 15-16 år tilbage i tiden.

Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, økonomien var på vej frem igen efter krisen, der var begyndt med oliekrisen i 1974, men et nyt spørgsmål var begyndt at martre det danske socialdemokrati, dengang Danmarks største parti. Udlændingepolitikken. Og et nyt parti, Dansk Folkeparti, havde set dagens lys i 1995.

Sid stille i skolen

I Flyverbo var Peter Hummelgaard Thomsen en stor dreng, der boede hos sin mor og stedfar, men også holdt meget til ovre ved mormor og morfar.

- Da jeg var dreng, fik jeg at vide, at jeg skulle sidde stille i skolen og ikke rode mig ud i noget ballade. Det værste, der kunne ske, var, hvis jeg fik en plet på straffeattesten, for så kunne jeg ikke få et arbejde.

Da jeg som 14-årig blev kørt hjem af politiet, fordi jeg havde lavet noget gadeuorden, fandt jeg ud af, at det skulle jeg ikke gøre mere. Ikke på grund af politiet, men på grund af mors reaktion. Hun kan være en hård dame, siger Peter Hummelgaard med et smil.

I de år fjernede han sig mere og mere fra hjemmet og fra Flyverbo. Det var et klassisk arbejderkvarter med mange ufaglærte, hvor de fleste var organiseret i de forbund, der i dag er samlet i 3F.

Kammeraterne kom i lære eller i lufthavnen, men for Peter Hummelgaard var det sådan, at hovedet var skruet bedre på end hænderne, så han valgte at gå i gymnasiet og startede i 2000. Det havde længe været normalt, at også arbejderklassens børn gik i gymnasiet. Bare ikke i kvarteret Flyverbo.

Snothamrende forvirret

- Jeg var snothamrende forvirret. Jeg kunne ikke tilpasse mig i gymnasiet. Jeg var god til snakke, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det ville sige at studere. Det sad jeg så og snakkede med min morfar om en dag, og så sagde han noget, jeg aldrig glemmer. Jeg ved stadig ikke, om det var for at trøste mig eller for at provokere, men han sagde, at det skulle jeg ikke tænke over, for det var slet ikke meningen, at arbejderbørn skulle gå i gymnasiet.

- Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg var der. Hvorfor skulle jeg have latin? Jeg fik heller ikke særlig gode karakterer. Jeg følte, at vi var delt op. Mellem dem, der evnede at læse og lære, og så os, der bare havde sneget os ind, siger Peter Hummelgaard og flytter lidt på stolen. Et større rejseselskab iført kufferter skal forbi.

- Jeg havde virkelig identitetsproblemer i de år, og det var her, jeg sagde det værste, jeg nogensinde har sagt til et menneske. Det var til min mor, og jeg har sagt undskyld.

Peter Hummelgaard kigger ned, han er stadig ikke stolt, men han fortæller det alligevel.

Gælden til mor

- Vi var oppe at skændes, og så sagde jeg, at jeg kraftedme aldrig skulle være sådan en ussel arbejder som hende! Nej, jeg ved ikke, om jeg sagde ussel, men jeg ved, at der ikke er noget, jeg fortryder mere. Det var en total mangel på respekt over for en kvinde, som gik på arbejde klokken fem om morgenen og har smadret sine knæ på at arbejde og tjene penge, så jeg kunne holde fri.

- Jeg står i gæld til hende, og jeg må bare konstatere, at man kan sige mange dumme ting, når man ikke ved, hvor man selv står. Det gjorde jeg ikke dengang.

På det tidspunkt var det politiske begyndt at trække i Peter Hummelgaard, og det var i bund og grund lige så fjernt fra hjemmet, som gymnasiet var det.

- Vi snakkede ikke politik derhjemme. Min morfar havde været aktiv i fagforeningen og holdt Aktuelt, det var det. Nå nej, morfar og mormor havde også været med i Socialdemokratiet i en kort periode. Men det var for at få en lejlighed.

- Familien stemte socialdemokratisk. Når den stemte. Hvad familien ikke altid gjorde.

Romantikken gik fløjten

Arbejderdrengen Peter Hummelgaard valgte Socialdemokraterne på et tidspunkt, hvor romantikken om det klassiske arbejderkvarter, hvor fløjterne piber, og alle er engagerede socialdemokrater, i den grad var gået fløjten. Politikerleden havde bredt sig, og Dansk Folkeparti bød sig til. Lige her valgte Peter Hummelgaard at blive socialdemokrat, og han meldte sig ind i DSU i 2001, da Poul Nyrup Rasmussen tabte til Venstres Anders Fogh Rasmussen. Hjemme i Flyverbo begyndte han at stå lidt alene med sit valg.

- Jeg mærkede på dem, jeg kendte, at de ikke længere følte, Socialdemokraterne kendte dem og forstod, hvem de var og hvor de var. De var ikke racister, men de var bekymrede for, om det fællesskab, de havde bygget op, kunne holde til den integrationsudfordring, der var i samfundet. Men når de sagde det, blev de mødt med hån. Og så stemte de på noget andet.

- Det gjorde et stort indtryk på mig, at folk overhovedet kunne finde på at stemme på noget andet end S.

I familien distancerede partimedlemskabet ham også fra de andre.

- Jo mere politisk bevidst, jeg blev, jo mindre syntes jeg, de forstod, hvad der skete. I dag kan jeg se, at de forstod meget mere, end jeg gjorde. De kunne se, at værdierne var i skred, de blev udfordret, men det parti, de havde troet på hele deres liv, så dem ikke. Måske stemte de på DF.- Var du på den der med, at ”DF, de er bare racister. Bum!”?- Nej - jeg forstod nok lidt af det. Jeg var mere på den der med, at folk bare var dumme og ikke forstod noget.

- Hjemme ville de ikke sige, om de stemte DF. Det var der mange, der gjorde, og jeg er også ret sikker på, at de gjorde det. Jeg prøvede at spørge dem, men jeg kunne ikke hive noget ud af dem, og det bestyrkede min mistanke om, at de havde stemt DF enten i 1998 eller i 2001.

- Jeg var meget begejstret for Poul Nyrup, da jeg meldte mig ind i DSU. Kunne slet ikke forstå, at folk ikke ville stemme på Poul! Og på en eller anden måde fik jeg også ondt af ham, for han havde skabt så mange resultater, og så stod han og hans parti der og forstod ikke rigtig, hvad der skete.

- For mig blev Socialdemokraterne et tilvalg. Et parti, der har historien og kan og vil være med til at definere fremtiden. Et parti, der hviler på, at alle skal have en chance, og som arbejder hen mod et stadig mere lige samfund. Ikke et DDR-lige samfund. Men når der kommer mere velstand i samfundet, er det Socialdemokraternes forpligtelse, at det kommer alle til gode.

- Og, med fare for at lyde corny, føler jeg, at jeg skylder at være en stemme for nogen. For dem, der slås for at forbedre deres muligheder.

Vi rejser os og går ned i Terminal 3’s larmende menneskemylder. Der kommer et par, som er på vej ud at rejse, gående, der kommer et par, der lige er landet, og helt nede i den anden ende går metroen ind mod København.

Vejen til større lighed

Metroen var der ikke, da Hummelgaard var en lille dreng, da var Amager en bus-ø, og Terminal 3 var ikke bygget. Der var kun Terminal 2, hvor drengene fra Flyverbo tjente lommepenge ved at køre bagagevogne for turister.

- Især amerikanerne gav en god skilling, siger Peter Hummelgaard, mens vi går ud af lufthavnen. Vi skal over på gangbroen over motorvejen mod Sverige - her er der perfekt udsigt til Flyverbo. Vi kan se det gule hus, hvor mormor og morfar bor. Det, der har front ud mod lufthavnen.

Samtidig kan vi springe frem til nutiden, hvor Socialdemokraterne i lange stræk står, hvor partiet stod, da Peter Hummelgaard blev socialdemokrat. Partiet er i regering, meningsmålingerne er i bund, der sættes spørgsmålstegn ved formandens kvaliteter, medlemmerne siver, vælgerne flygter, og Dansk Folkeparti står klar til at tage imod.

Partiet står midt i en ny værdikamp, som Hummel-gaard har kastet sig ind i. Og det handler ikke kun om finansskat og et opgør med den finansielle sektor.

- Det handler lige så meget om, hvad vi kan lære på ryggen af krisen. Vil vi som socialdemokrater være med til at forme det hovedspor, samfundet skal køre videre ad, har vi en forbandet pligt til at finde ud af, hvad vi kan lære af krisen. Det gjorde man i 1930’erne, da man fandt ud af, at man skulle have stærkere stat og stærkere velfærds-institutioner, som kunne beskytte den enkelte.

- Siden 1990’erne er vi gået væk fra, at lighed er noget, vi skal stræbe efter. Jeg mener, at vi oven på finanskrisen og oven på den krise, vi er midt i nu, skal gå den modsatte vej og tilstræbe større lighed, siger han.- Er I blevet for bange for at være socialdemokrater?- Ja, det tror jeg, siger han og nævner Den Tredje Vej, britiske Tony Blairs vej til magten i 1997. En vej, der førte socialdemokraterne ind på midten, fjernede de gamle paroler og gjorde ordet klassekamp overflødigt.

S udvisker sig selv

- Hele den bølge fylder stadig. Det var nødvendigt dengang, men det var en fejl at gøre det til ideologi, for det var strategi.

- Det er det samme, man gør i dag. Vi udvisker os selv og vores egen rolle, når der er ikke er en tydelig forskel på, hvad vi vil i forhold til, hvad de borgerlige vil. De mener, at Danmark bliver et bedre samfund med lavere løn og mindre skat. Mindre regulering. Her er det vores opgave at definere et klart alternativ, og det er det, vi slås om lige nu. Internt, men også over for vælgerne, som render rundt derude og er tæskehamrende bekymrede og utrygge. De vil jo have, at vi leverer svarene.

- Og det gør I ikke?

- Det synes jeg ikke, at vi gør - men det er der ingen socialdemokratiske partier i Europa, der gør. Det er jo barokt, at vi ikke står stærkere i en krise, der er skabt af en samfundskonstruktion, der er løbet løbsk. Det skulle vi have angrebet, her skulle vi være kommet med alternativer, men det har vi ikke gjort, fordi vi i lange stræk er blevet mindre ideologiske og mere teknokratiske.

- Og husk lige, at folk stemmer ikke bare på os socialdemokrater, fordi vi er i stand til at løse et problem. De forventer også, at vi er i stand til at identificere et problem.

- Det har vi ikke gjort. Det er fint at sige, at noget er nødvendigt, men hvis nødvendighed taler vi om?

- Det var Lars Løkke, der identificerede, at vi skulle gøre noget ved arbejdsudbuddet. Det gjorde han inden valget. Det var Løkke, der identificerede, at vi skulle gøre noget ved konkurrenceevnen og derfor sænke selskabsskatten.

- Det er dem, jeg er opvokset med, der i dag siger, at Socialdemokraterne ikke repræsenterer dem og den grundlæggende frygt, de har for fremtiden. Og den afmagt, de føler. Derfor stemmer de på DF. Ligesom i slutningen af 90’erne. Det er mennesker, der mener, at vi bør tilstræbe et stadigt mere retfærdigt samfund, og det føler de ikke, vi socialdemokrater gør, og de føler, at vi ignorerer de grundlæggende bekymringer, de har. Når de borgerlige for eksempel siger, at vi skal ned på tysk løn, bliver det ikke udfordret af os, så kan vores vælgere tværtimod høre socialdemokrater sige, at det kan være nødvendigt. For de borgerlige er det en mission, for nogle af vores måske en pragmatisk tilgang, men for vores vælgere er det et værdipolitisk spørgsmål.

- Så når DF stiger i meningsmålingerne og bliver større end os, er det i dag ikke på grund af udlændingepolitikken, men på grund af manglen på retfærdighed.

- Er DF ved at være de nye socialdemokrater?

- Nej, der skal mere til for at blive socialdemokrat, men de har en ualmindelig god ”fingerspitzgefühl” i forhold til vores kernevælgere. Og vi kan råbe nok så meget op om, at det er hyklerisk, men for vælgerne handler det ikke bare om den enkelte reform, men om, at de kan se, at vi tager stilling. Og udfordrer de borgerlige.

- Så kan vælgerne leve med, at I ikke får det igennem?

- Ja, men de skal vide, hvad det er, vi arbejder hen imod. Jeg tror, de savner os derude.- Vil din familie synes, at det er i orden, at man ikke kan få kontanthjælp, når man er under 30?- Det vil udfordre dem, men hvis man forklarer dem, at det handler om, vi ikke vil parkere nogen, tror jeg, de vil acceptere det. Vores vælgere er helt med på at opgive rettigheder og privilegier i den her krisetid, de vil bare ikke finde sig i, at det kun er bestemte grupper, der skal betale regningen.

Akutjob slår ikke til

- Hvad med dagpengereformen? Hvad siger familien til den?

- Arh, her er man nødt til at gøre mere end de nuværende akutjob.- Her siger DF jo klart, at det er deres reform, men at vilkårene har ændret sig, og derfor vil de forlænge dagpengeperioden. Ville jeres vælgere ikke gerne høre det?- Jo, det vil de meget gerne høre - derfor vandrer de også derover. Og derfor skal regeringen også løse dagpengespørgsmålet. Man må gøre noget, der viser, at vi tager det alvorligt, at langt flere ryger ud af dagpengesystemet. Som minimum kunne man gøre noget ved genoptjeningsretten.

- Vi må finde tilbage til ånden fra Fair Løsning (S og SF’s finanspolitiske plan med en ekspansiv finanspolitik, red.), som dybest set handler om, at vi vil en kriseløsning, hvor man fordeler byrderne mere fair og mere retfærdigt. Vi bør have en politik, der kan bestå retfærdighedstesten.

- Og så er vi nødt til at have en debat om, hvad vi skal i de næste 10 år. En af årsagerne til, at vi ikke står godt nu, er, at vi ikke har haft nogen debat i de seneste 10 år om, hvad S skal være.

- Men i de 10 år forsvandt de gamle, opslidende fløjkrige ...

- Ja, men vi har forvekslet det at have fløjkampe med at have en rig og bred ideologisk og idépolitisk debat om, hvad vores rolle og mening er. Det er en kollektiv forsømmelse, vi er ved at få den igen, men det er også mere vigtigt end nogensinde. Det kan godt være, at det er svært at gøre, når man er i regering, men vi er nødt til det. Der er også en tid, der rækker ud over denne valgperiode.

Vi er tilbage i lufthavnen, samtalen er ved at være slut, Peter Hummelgaard skal tilbage med metroen. Han bor på Vesterbro i dag, men vil gerne tilbage til Amager.

Der er tid til et par spørgsmål til, inden toget kommer. For eksempel det med De Radikale; mange socialdemokrater siger, at det er deres skyld, at det går dårligt for S.

- Det kan vi ikke blive ved med, det er en udbredt myte. Selvfølgelig fik de meget, da vi forhandlede regeringsgrundlag, men det er vi ude over. Ellers skulle vi jo selv have slået i bordet.- Hvad med Helle Thorning-Schmidt? På kryds og tværs diskuterer man, om hun er den rigtige formand? Om hun skal udfordres eller ...- Jeg tror ikke, at vi får løst hverken vores nuværende eller vores fremtidige udfordringer ved at skifte formand, siger Peter Hummelgaard.

Og stiger ind i metroen mod København.

  • Fyens Stiftstidende