Hvem kan sige nej til en engel


Hvem kan sige nej til en engel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

BIOGRAF: Portræt-bogen ”Larsen” afslører, at Kjukken var opløsningen nær sidste år

Kim Larsen og musikerne i orkestret Kjukken var meget tæt ved at gå fra hinanden efter indspilningen af Weekend Music – sidste forår.

Albummet havde været en hurdle, som Kjukken helst ville have været fri for.

”Gryholt var den eneste, som havde gjort noget for den plade. Det endte med, at han knækkede halsen og gik ud af bandet. Kjukken var på vej i opløsning”.

Der var sjældent enighed om ret meget musikalsk. Larsen oplevede at få modspil. Sådan skal det være, for at alt skal gå op i en højere enhed – og få masser af succes. Her var det nær gået galt.

”Der havde været skænderi om live-repertoiret. Kjukken ville prøve kræfter med sangene fra Engel-pladen. Nix. Dem skulle der ikke røres ved. Det var en del af fortiden som skilsmissepladen”, mente Larsen.

Både bandet og produceren Poul Bruun, som Larsen kendte tilbage fra de første Gasolin- og Værsgo-lp’er, ville lave de gamle danske sange.

”Det var dem, der holdt bandet sammen – og ”Sange fra Glemmebogen” blev Kjukkens redning og Kim Larsens egentlige store come-back”, skriver Peder Bundgaard i sin biografiske bog ”Larsen”, der udkommer i morgen.

Her beskriver han en musikhistorisk epoke, om Danmarks mest spillede musiker, om Gasolin, Danmarks bedste rockorkester nogensinde, om nedture, om magre år og opture, om en ny start, da han i 1995 blev odenseaner, om et nyt liv, en ny kone, et nyt band – og om en ny Larsen.

Samme år, den 23. oktober, fyldte Larsen 50 år. ”Tillykke gamle dreng”, skrev en avis. Kim holdt ikke fødselsdagsfest.

Han hader den slags forsamlinger, hvor han føler, han ikke kan slappe af.

”Men både gaver og familie blev det til alligevel. I det stille. Larsen og Liselotte fik sønnen Hjalmar, opkaldt efter en H.C. Andersen-figur”.

Forfatteren har via interviews med mennesker, der står eller stod Kim Larsen nær, skabt et nuanceret portræt af en svært gennemskuelig, genial kunstner. Larsen selv får ikke noget at skulle have sagt.

Den onde drøm

Drømmen om et nyt Cirkus Himmelblå levede stadig i kredsen.

Kim Larsen og impresario Frank Steen havde over en natbajer fabuleret over, hvor sjovt det kunne være at sejle rundt med en Cirkus Havblå-færge. Steen var tændt på ideen, og satte alt ind på at realisere drengedrømmen.

Citat: ”Steen købte den gamle Svendborg-Ærø-færge ”Ærøsund”. Et herligt skib. Han indkaldte til pressemøde på havnekajen. Det skulle være en overraskelse. Men Larsen, Clausen, Helger m.fl. fra ”Det Dårlige Selskab”, gjorde store øjne. En gammel rusten plimsoller. Og Steen i kaptajnsuniform. De var ikke Steens ansatte”.

Færge-entusiasten Frank Steen var såret, forbløffet, bitter og ked af det.

(Hans egen version af historien er ikke nævnt i bogen).

Steen og Larsen havde talt forbi hinanden.

”Der fulgte et ophedet møde på kontoret. Larsen var vred.

Steen var i forvejen optaget af Rottefælde Revyen i Svendborg. Steen havde simpelthen fået for travlt med alle sine andre forretninger”, skriver Peder Bundgaard og fortæller videre om den friske unge mand, musikeren Jørn Jeppesen, som Frank Steen havde ansat i Danartist”.

Jeppesen er en ørn

”Han havde længe været Kjukken en god hjælper og rådgiver på mange planer. Han var købmand med en musisk side. En sjælden person som Poul Bruun og Peter Ingemann. Jeppesen var en ørn til at skaffe nye job – Steen og Larsen holdt op med at tale sammen og Jeppesen kom på banen”.

Larsen kaldte ham Jørn Ørn, for i Larsens omgangskreds har alle øgenavn.

Det ultimative brud har forfatteren dog ikke nået at få med i bogen, da Kim Larsen sagde ja til at droppe Danartist og følge med over i Jeppesens nye musikkontor i Kongensgade.

I Larsens køkken

Det var Frank Steens fortjeneste, at Larsen, da han dukkede op i Odense i 1995 som Palle alene i verden, fik udpeget nogle skrappe musikere til et dårligt selskab.

”Steen kunne så absolut anbefale guitaristen Karsten Skovgaard, som havde medvirket på over 15 cd’er med alt fra trash og soul til fusion og country”.

I Kim Larsens urteduftende køkken med udsigt til baggård og Møntergaard, blev de store musikalske beslutninger grundlagt. Her kaldte Larsen til en slags optagelsesprøve.

”Med Steen som mellemmand mødtes Skovgaard og Larsen hjemme i Larsens køkken til en uforpligtende jam-session.

Den gik fint, og Larsen spurgte: Kan du samle et band?”.

Det mente Skovgaard godt han kunne. Bo Gryholt, som han netop havde spillet sammen med i Vintapperteatrets ”Den dag musikken døde”, skulle med. Ingen tvivl om det.

”Bo Gryholt husker: Skovgaard og jeg tog hjem til Larsen for at jamme i hans køkken. Det swingede godt”.

Derimod var der kampvalg om trommepladsen.

”Vi prøvede flere forskellige trommeslagere, før vi fandt den rigtige”.

Det blev den gamle DKP’er Jesper Rosenqvist, der kunne klare Larsens personlighed.

Rosenqvist havde været en del af arbejderbevægelsens top i Odense, han havde endda haft en formandspost i DKP, Afdeling Syd. Men musikken trak og DKP blev droppet.

”Skovgaard var deltids guitarlærer, og hans nye elev hed Kim Larsen. Skovgaard sagde, at eleven var villig til at lære nye akkorder og træne sit fingerspil. Eleven gjorde fremskridt i spilletimerne”.

Larsen har, uhelbredelig selvkritisk som han altid har været, aldrig ment, han er en særlig god guitarist.

Iskold premiere

Guitarbandet Kjukken var en realitet. Opkaldt efter en tegneseriefigur, som Larsen som barn havde set i blad hjemme hos sin morfar på Nordfyn. Kjukken, den lille troskyldige fyr med kasketten og pludderbukserne, måtte da være fynsk! Kjukken er et godt navn til et fynsk band”.

Mente kapelmesteren.

Nytårsaften 1995 stod Kim Larsen & Kjukken i isnende kulde på Rådhuspladsen. Der var også premiere på sangen ”På vagt for Dronningen”.

Samarbejdet gik formidabelt. Allerede i foråret var de klar med cd’en ”Kim Larsen & Kjukken”, der foreløbigt er solgt i 125.000 eksemplarer.

”Anmelderne syntes generelt, at Larsen ikke havde rocket siden Gas-dagene. Og det bidrog til den almindelig velvilje. Larsen selv var ligeglad, han havde det godt ”Her i Odense”, hvor tosserne boede og hvor Rock Nalle gik frit omkring mellem grever og baroner – og hvor sangeren havde fundet sig en lille ven.

At manden, der elsker at cykle fløjtende rundt i byen, er mangemillionær, kan han med jævne mellemrum læse sig til i aviserne. Men ellers lader han Peter Pengemand Ingemann ta’ sig af den slags.v ”Larsen er urørlig over for økonomiske op og nedture. Det er øjensynligt ikke tøj, han bruger pengene på. Han har valgt luksus fra for ikke at forplumre kilden til sangene. Han er bevidst om både glæder og fordele ved det enkle liv”.

”Millionerne ruller ind til Larsen”, skrev aviserne, da ”Glemmebogen” på et halvt år røg op på 175.000 eksemplarer. Larsen var ligeglad. For han havde fundet sin kæreste skat. Larsen og Liselotte blev gift i december 2001 i Valgmenighedskirken i Kerteminde, hvor Larsen var døbt.

Kun den allernærmeste familie var til stede. Der var kommet luft under vingerne”.v Hvem kan sige nej til en engel.

Skuespilleren

Larsen spiller meget teater. Han elsker at optræde, at holde hof, skønt han også kan virke genert.

”Den blufærdige mand viser os sin sjæl – ikke sit hjerte”. Selv mener Larsen, at han ikke er en særlig god skuespiller. Han prøvede at spille teater og musicals med ”Kielgasten” og ”Rejsekammeraten” og film med ”Midt om Natten” – og fik masser af succes.

Den langsommelige proces med filmmediet var ikke biograf-freaken Larsens livret.

”Odense Teater skulle markere sin 200 års dag, og chefen Poul Holm Joensen spurgte Larsen, om han havde en idé. Jo da, den idé, som Knud Thorbjørnsen (impresario før Frank Steen i Gasolin-tiden, red.) havde skudt ned, fordi den havde for meget drejescene i forhold til Kielkasten”. Lød svaret og Kim Larsen kom med ”Rejsekammeraten”, der også var en hyldest til H.C. Andersen, som Larsen altid har været begejstret for.

”Larsen indtalte idé og synopsis på et kassettebånd. Direktøren gav båndet til forfatteren, Bo hr. Hansen, der kendte hans søn, (Sylvester, red.) der engang havde spillet med i en punkkomedie af Søren Fauli”.

Forestillingen blev en personlig triumf for Kim Larsen, der ”spillede” hovedrollen og for teatret, der oplevede et historisk tilløbsstykke.

Exil i Odense

Bogen fortæller også om dengang, da Larsen slog sig ned og fik exil i Odense og luft under vingerne.

”Larsen havde forladt Miss Q og børnene Sylvester, Alice Eva og Molly efter 20 års ægteskab. Han havde forladt hjemmet næsten kun med en kuffert i den ene hånd og en guitar i den anden. Hans retfærdighedssans sagde ham, at den, der forlader et hjem, ikke må tage noget med sig”.

Og så flyttede Larsen og kæresten Liselotte Kløvborg ind i en lejlighed over sin gamle ven og impresario gennem mere end 25 år Frank Steens værtshus. Et venskab der fik en krank skæbne.

”Officielt var der ellers kun tale om en tænkepause for Larsen og Miss Q... Paparazzierne fandt de lange telelinser frem og i september ’95 var der bid. Under en turné i Norge med Bell Star havde havde Larsen medbragt sin nye engel: Liselotte Kløvborg”.

Hun var med hans egne ord en smuk, langbenet blondine, og pludselig forstod vi bedre, hvem der havde været Kim Larsens muse for kærlighedssange som ”Hvem kan sige nej til en engel”, ”Gør mig lykkelig nu” og ”Fortryllet af dig” med flere.

”Larsen og Liselotte fik i 1998 Lui, deres andet barn – Hjalmar var født tre år forinden – og Larsens sjette”.

”Larsen var en far af den gamle skole. Moren skulle gå hjemme og passe børnene, når de var små. Selv var han nærmest en slags hyggeonkel, som læste historier og fortalte eventyr. Hvis de var for frække, skulle faren sørge for, at de fik en endefuld”.

”Barndommen er tydeligvis en stor del af det kunstneriske brændpunkt – kan man i det hele taget være kreativ, hvis man ikke har kontakt med sit indre barn (...) og kærligheden det helt centrale emne, når Larsen skriver. Til børnene, til kvinden. Hjerter dame. Og samtidig findes dens modsætning, at miste kærligheden. Den største sorg i verden her er at miste den, man har kær”.

”Den elektriske trobadur Kim Larsen er et barn af sin tid. Af 50’ernes rolige år og 60’ernes ungdomsoprør”.

”Larsen er harmonisk orienteret, ikke rytmisk”, mener Bundgaard. ”Det er melodien, der er hans styrke. Hans musik er en unik sammenblanding af børnesange, salmer, viser, folkemusik, rock og pop. Denne fusion vækker en dyb og måske ubevidst genklang hos publikum”.

”Man skal ikke lade sig narre af, at musikken virker enkel. At skabe det enkle er ofte det sværeste”.

] Anmeldelse:

Kultur 1. sektion side 10

Hvem kan sige nej til en engel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce