Den tabte tråd

Halogen, hvidt og enkelt. Det er en hyggelig lille restaurant, der er skudt op på Vesterbro. Der er udsigt til gaden fra flere vinduer, og inde i baglokalet er der farvekridt og legesager til børnene.
Foto: John Fredy

Den tabte tråd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En lang smal frisørsalon er forvandlet til en hyggelig familierestaurant med dansk mad og indretning med rustik og enkel stil

På alle måder er det et sympatisk projekt. Vesterbro-bydelen har fået en lille restaurant med dansk mad. Til frokost, til aften. Et alternativ til de etniske genboer, som kan være gode nok, men hvis man nu ikke har lyst til at spise pasta og pizza igen og igen, er det befriende, at man kan sætte tænderne i en bøf eller en wienerschnitzel. Som vor mor lavede den.

Men Den røde Tråds ”vor mor” er ikke en kulinarisk gave til familien og menneskeheden. For de to forretter og hovedretter, vi får serveret, imponerer ikke. Kun prisen er i top. Kvalitet og kunstnerisk udførelse berettiger ikke til, at en luns kedelig entrecote skal koste 170 kr., og et par meget jævne forretter 70 kr. Og hvor er det bare ærgerligt. Stedet og indretningen er en fornyelse i gaden, Men der er lang vej endnu, hvis Den røde Tråd skal have en chance for at få et stampublikum.

Mere professionalisme

En justering af priserne alene gør det ikke. Der skal professionalisme ind i driften. Både hvad angår servering, indkøb og tilberedning. Denne aften endte vi med at være de to eneste gæster, så det kan ikke være forrygende travlhed, der gjorde betjeningen sjusket og ligegyldig. At der skulle være både glas, vand og bestik, virkede som en forbavsende kendsgerning, og vejledningen i stedets udvalg af drikkevarer var ikke eksisterende. Det viste sig, at der faktisk var andre specialøl på køl end den udmærkede Refsvindinge Ale, som jeg valgte. Hvorfor ikke fortælle det?

Da min sultne næsten-teenager valgte 180 grams-bøffen af entrecote, burde vi selvfølgelig have lugtet lunten, da der ikke blev spurgt til stegningen. Den kom grå og tør, så vanskelig at save med bordkniven, at plankebordet gik i svingninger.

- Er det der 180 gram?

Spurgte vi os selv. Det var nu meget godt, at der ikke var mere. Hvis man går i byen og spenderer 170 kroner på et stykke kød, må man have en forventning om, at kokken har styr på sine indkøb og sin leverandør. Så svært er det vel heller ikke at finde en grossist med fair varer til en fair pris. Føtex henne om hjørnet var en mulighed.

Bearnaisen var et ukærligt industriprodukt. Rodfrugterne svedne. Kartoffelbådene til gengæld o.k. Hele herligheden serveret på en tallerken, der var alt for lille til læsset. Det ser ikke godt ud.

Schnitzel i trængsel

Samme trængsel var der på schnitzel-tallerkenen, hvor det viste sig, at der gemte sig et stykke paneret kød, der var i orden, under en lavine af ærter. Det er rigtigt, at man forventer ærter på en wienerschnitzel, men her var der røget en helt dybfrostpose med. Det var simpelthen nødvendigt at klare nogle af ærterne, før man kunne komme ned til schnitzlen. Men ros for, at hele herligheden var dampende varm.

Valget af porcelæn til forretten var også i mikrostørrelse. Der kunne vel have opholdt sig en enkelt tartelet på desserttallerkenen, men så var der også trængsel. Nu skulle der være plads til to lakseruller med ostecreme. Plus en anselig stak grønt med babyspinat som den mest iøjnefaldende ingrediens. Beklageligt nok var bladene ikke skyllet godt nok. De knasede fælt, også på min ledsagers tallerken. Varianterne gravad og røget laks var så i øvrigt helt i orden, mens dåsetun og grønt til 70 kr. må siges at være betalt.

Sidste udkald

Mens vi arbejdede med kniv og gaffel, var vores tjener også blevet sulten, og bag baren tog han for sig af retterne. Måske ikke et særsyn på en fortravlet, hektisk italiensk restaurant. Men på Vesterbro en stille aften virker det kikset, at gæsterne bliver overladt til sig selv, mens tjeneren guffer. At det var ved at være allersidste udkald, fik man en fornemmelse af, da den anden tjener - en kvinde - og den mandlige kok gjorde deres entre og indtog et bord helt fremme i restauranten ud mod gaden og slubrede latte-kaffe i sig, mens dagen blev vendt.

Man ventede næsten, at smøgerne kom frem også. Det skete dog ikke, og at dømme efter lugtene fra køkkenet, som trak ind i restauranten - måske på grund af en åben bagdør - havde de fået stillet deres tobakshunger derude. Det går bare ikke.

Som nævnt: Hatten af for initiativet. De har knoklet på med at forvandle en tidligere frisørsalon til et lille spisested. Hyggeligt med afsyrede effekter, loppemarkedsfund, selvkonstruerede sofabænke, ordentlige stole og borde og en fiks bar. Men kunne ønske, at de var lige så ferme til at kokkerere og servere, som de har været til med få midler at forvandle en kedsommelig lang tarm af et butikslokale til en rigtig hyggelig lille restaurant.

Den tabte tråd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce