Alle er efter Lene Espersen. Dansk Folkeparti, pressen og sågar mange af hendes egne. Mon hun overhovedet har fattet dybden af sine problemer?
I sin glimrende bog ”Farvel til Slotsholmen” beskriver den tidligere konservative partiformand Hans Engell en sigende scene tilbage fra foråret 2000.
Lene Espersen er netop udnævnt til politisk ordfører, og partiet er ved at hele sårene fra en årelang og blodrig borgerkrig. Hun kommer ind på Engells kontor, slår ud med armene og udbryder: ”Pressen elsker mig”.
Espersen har netop medvirket i et interview til tv, og det kører bare, synes hun.
Engell skriver, at han her måtte minde Lene Espersen om, at pressen elsker ingen, og at der nok skal komme dårlige sager forude.
Det kom der så. Og i dag tyder meget på, at Lene Espersen, nu partiformand, udenrigsminister og vicestatsminister, reelt ikke har fattet, hvor dyb en personlig og politisk krise hun er i.
Sagen er såre banal. Forleden holdt EU’s udenrigsministre deres månedlige møde. Espersen meldte afbud, som mange andre og som danske udenrigsministre har gjort i til sommermødet i årevis, da juli jo er feriemåned i Danmark, og det er for så vidt hverken problematisk, uhørt eller kritisabelt. Heller ikke selv om det er det andet af disse møder, som Lene Espersen misser i sine fem måneder på udenrigsministerposten. Hun forpasser ikke for alvor sine muligheder for at agere i udenrigsministerkredsen, ligesom hun angiveligt heller ikke nævneværdigt skader Danmarks sag eller omdømme.
Problemet er alene et hjemligt og personligt. Selvfølgelig fordi det kan kædes direkte sammen med Lene Espersens langt mere berømte afbud til det arktiske møde med bl.a. Hillary Clinton før påske. Et afbud, som det tog Lene Espersen to måneder at kategorisere som den største fejltagelse i hendes politiske liv.
For at komme op af det selvgravede hul, har Lene Espersen siden ved enhver tænkelig lejlighed betonet, at hun nu må arbejde sig ud af sin krise. En krise, der meget naturligt er blevet personlig for hende, katastrofal for opbakningen til Det Konservative Folkeparti, samt særdeles skadelig for den regering, Espersen sidder i ledelsen af.
Og det er i det lys, Lene Espersens seneste afbud skal ses. Ved ikke at møde frem i Bruxelles, sætter Lene Espersen sig selv, sit parti og sin regering i en nemt angribelig situation. Det er udtryk for en helt bemærkelsesværdig mangel på dømmekraft og politisk fornemmelse. Arrogance over for folke- og mediestemningen kan det næppe være. Så sent som i søndags (re)lancerede Lene Espersen sig selv i et stort interview i Berlingske Tidende som næsten genfødt i en ny og ydmyg version både personligt og politisk.
Sandhedens om hendes virke som udenrigsminister har dog indtil nu været, at udenrigspolitik er det sidste, Lene Espersen bliver forbundet med. Hun siger, at hun er noget så opmærksom på, at hun skal genvinde sine vælgeres og befolkningens tillid, og at det skal gøres ved at arbejde sig ydmygt fremad. Man kan så stilfærdigt spørge, hvorfor hun så ikke bare rev en dag ud af feriekalenderen og drog på arbejde i Bruxelles?
Ferie med familien har hun selvfølgelig ret til. Men med retten følger ikke et krav på opbakning fra vælgere. Politikere ved om nogen, at de ikke skal regne med at blive hyldet eller takket for arbejdsindsatsen af nogen.
Det var måske det, som Hans Engell prøvede at forklare Lene Espersen den forårsdag for 10 år siden. Måske hørte hun slet ikke efter?
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Lene E. er Europas mest klodsede udenrigsminister

Lene E. er Europas mest klodsede udenrigsminister

Nordjyder vil af med Lene Espersen

Nordjyder vil af med Lene Espersen

K: Danskernes holdning er usaglig