Had/kærlighedsforholdet uden kærlighed


Had/kærlighedsforholdet uden kærlighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Slutspillet frem mod næste valg er i fuld gang. I den borgerlige lejr er man ved at forberede sig på tiden efter et nederlag. Og ikke mindst på, hvem der skal have æren af det. Pilen peger på Lene Espersen som vinder af den omvendte skønhedskonkurrence. I Venstre-kredse skumler man gevaldigt – de taber det hele for os, lyder en venstre-kommentar om de konservative. Og hvis der er noget, man ikke har i regerings-samarbejdet for tiden, så er det samarbejde.

Det var vel ikke lige det, man havde regnet med i konservative kredse. At der mindre en to år efter, at man klappede Bendt Bendtsen ned fra formandsposten og i stedet indsatte Lene Espersen, skulle være konservative kernetropper, der uden blusel opfordrer samme Lene Espersen til at gå af.
Ikke fordi der står en oplagt bedre kandidat og tripper. Så langt fra endda. Men simpelthen fordi hun i ganske mange konservatives øjne har trådt så meget ved siden af, at vejen tilbage til toppen ikke længere er at finde. Den er visket ud.

Eller som den ærkekonservative tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø sagde det til Berlingske Tidende i fredags:
- Jeg mener, at politikken grundlæggende er rigtig, men jeg mener bare, at der er begået en fejltagelse, som er uoprettelig.
Hillingsø ved ikke nødvendigvis alverden om politik, men militærstrategen ved til gengæld en hel masse om at slås, og om hvornår slag er tabt. Sikkert er det, at regeringspartierne i øjeblikket er fanget i det, der på militærsprog hedder friendly fire – man kommer sådan set til at ramme sine egne. Måske ved fejltagelser, men flere og flere centrale kilder, som Fyens Stiftstidende har talt med i den forløbne uge, er nu kommet så langt som til at arbejde med teorien om, at man sådan set skyder på sig selv og hinanden med fuldt overlæg.
Ingen vil lægge navn til sådanne teorier, men flere kilder peger på, at der eksempelvis i den konservative gruppe findes flere medlemmer, der har det præcis som den pensionerede generalløjtnant Hillingsø; Lene Espersen er i deres øjne fortid som fremgangsrig partileder.
Jovist er der ikke nogen mytteri-strategi, ej heller nødvendigvis dårlig stemning på partiets gruppemøder, hvor der bakkes op i en grad, så flere får helt ømme ører. Men i krogene tales der livligt om, at der nok kommer en tid efter Lene Espersen, og at den tid ikke behøver ligge særlig langt ude i fremtiden.

Partiets gruppeformand og politiske ordfører Henriette Kjær giver naturligvis fuld og uforbeholden opbakning til Lene Espersen. Og mener det. Men længere tilbage i rækkerne begynder flere at tvivle på, om det nu også er den rigtige vej at gå. Og på om Lene Espersen egentlig har gjort sig fortjent til at den uforbeholdne opbakning, når nu hun øjensynligt ikke er i stand til at levere varen, vingeskudt og såret som hun er efter et forår med evigt fokus på valget af solferie med familien frem for mødet med Hillary Clinton i Canada.
Dertil kommer en grundskumlen, som den kulturminister Per Stig Møller repræsenterer. De er heller ikke ligefrem med til at styrke fornemmelsen af fælles holdånd i de konservative rækker, at - den i manges øjne ekstremt egenoptagede - Per Stig Møller har svært ved at lægge skjul på sin bitterhed over at være blevet skiftet ud fra udenrigsministeriet til fordel for partilederen, der har omdannet udenrigsministerkontoret til et stort spinatbed, som hun lystigt danser rundt i. Efter sigende føler Per Stig Møller, at han med ’degraderingen’ fra udenrigs- til kulturminister er gået fra at male på det store lærred, til at tegne små streger på en papirlap, hvad han ikke forsømmer at få sagt.

Dertil kommer, at meningsmålinger, som den i Berlingske Tidende i fredags, der gav partiet det laveste opbakning siden lege efter blodbadsdagene i 1999, ikke tegner et billede af problemerne som et forbigående fænomen.
Tværtimod viser den måling, at den konservative strategi med at forsøge at klare sig ud af krisen ved hjælp af politiske meldinger har haft den stikmodsatte effekt.
Den række af konservative solomeldinger, som især justitsminister Lars Barfoed er kommet med de sidste par uger om eksempelvis brugerbetaling og lukning af regionerne var egentlig tænkt som et forsøg på at komme videre. Men reelt har de blot medvirket til at grave hullet dybere. Det hævder tallene i hvert fald.
Noget tyder da også på, at Barfoed har strakt sine beføjelser lige vel meget, da han gik ud med politik-forslagene.
Eller som en konservativ kilde siger det:
- Det var vist ikke meningen, at det skulle have så meget gas.
Planen, som var godkendt i hele Folketingsgruppen, var, at Barfoed gerne måtte markere tydeligt, at der trods alt blev tænkt politik hos De Konservative, langsigtet poliitk. Meldinger som primært skulle berolige kernevælgerne som Hillingsø og andre, som måske var blevet svage i troen. Planen var ikke, at der skulle ryddes forsider og tages opgør med regeringens politik. Og planen var slet ikke, at andre som eksempelvis Bendt Bendtsen skulle stemme i med krav om at indtægtsregulere folkepensionen.

Hos regeringspartneren Venstre er irritationen over den konservative kluntethed blevet så stor, at finansminister Claus Hjort Frederiksen simpelthen har indskærpet overfor Venstres gruppe, at man ikke må kritisere De Konservative. Det er okay at skyde de konservative prøveballoner om eksempelvis brugerbetaling stille og roligt ned. Men ingen direkte modangreb er tilladte.
Vurderingen i V-ledelsen er, at uanset hvor meget lyst man har – og det har man i den grad – til at sparke igen, så er Lene Espersens position nu så skrøbelig, at man simpelthen ikke tør. Et formandsopgør hos De Konservative ville betyde VK-regeringens sikre død, vurderer man. Eller som en central Venstre-kilde siger:
- Udover at vælgerne ikke ligefrem er med os for tiden, så er De Konservative regeringens allerstørste problem.
En anden kilde højt i Venstre-hierarkiet er mindst ligeså desillusioneret:
- De Konservative kommer til at koste os regeringsmagten. Sådan er det.

Flere venstrefolk har ligefrem leget med tanken om decideret at smide De Konservative ud af regeringen. En tanke, der dog ikke har fæstnet sig i regeringstoppen. Men frustrationerne er ikke desto mindre gigantiske. Som nu forleden, hvor Venstres medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde kritiserede Lene Espersens forberedelser til det danske EU-formandskab i 2012.
- Ikke engang Jens Rohde kan hun sætte på plads. Det siger da det hele. De går i panik og reagerer fuldstændig underskudsagtigt. Det siger ganske meget om Lene Espersens status lige nu, lyder det fra en kilde i Venstre.

I Venstre-ledelsen luner man sig trods alt ved, at sommerferien nu kun er få dage væk. For havde det været hverdag med ugentlige pressemøder, var statsminister Lars Løkke Rasmussen tvunget til at sætte De Konservative mere grundigt på plads. Eksempelvis det forhold, at en minister som Lars Barfoed sætter sig i spidsen for politiske udspil, der stritter 180 grader imod regeringens politik.
Netop det peger nemlig direkte tilbage på Lars Løkke Rasmussens ledelse af regeringen, eller måske snarere mangel på samme.
Løkke er ikke som sin forgænger Anders Fogh Rasmussen, og det gør han ganske meget ud af ikke at være. Men under Fogh var det fuldstændig fast rutine, at når en minister udtalte sig, så gjorde han eller hun det på hele regeringens vegne. Det fik ikke mindst Eva Kjer Hansen at mærke, da hun gjorde sig til fortaler for mere ulighed i samfundet. Ligesom stridskvinder som Karen Jespersen og Birthe Rønn Hornbech flere gange blev sat på plads af Fogh med ordene, at ministre altid, ALTID, udtalte sig på vegne af regeringen.
Den regel gælder åbenbart ikke længere.
 
I Venstre opfatter man dog ikke mangel på håndfast ledelse som regeringen egentlige problem. Men i stedet, at De Konservative - ud over at være gået i lammelse over Lene Espersens fald fra tinderne og deres, i Venstres øjne, strategiske brøler med at sprøjte velfærdsreformforslag, som regeringen ikke er enige om, ud – simpelthen ikke er inde i kampen mod en stadig mere samlet og stærk opposition.
- Hvor er Brian henne, lyder et spørgsmål, som flere Venstre-folk stiller med henvisning til den konservative erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen, som i Venstres øjne helt har forsømt at gå ind i kampen mod oppositionen og dens økonomiske plan med navnet Fair Løsning.
- Det havde da været udmærket, hvis vi sammen kunne have kommunikeret, at S og SF har deponeret deres økonomiske politik i fagbevægelsen, men De Konservative har alt for travlt med sig selv. De sætter foden de forkerte steder hele tiden, og de har ingen strategi for, hvordan de får rettet Lene op. De er jo håbløse, som det lyder fra en central Venstre-kilde.

Sådan ser de selvsagt ikke på tingene i den konservative lejr. Her erkender man, at det nok godt kunne gå bedre, men samtidig peger man på, at De Konservative sådan set har bakket fuldstændig op om Lars Løkke hele vejen, uanset hvor mange bommerter, han begik i sit første år som statsminister, som en K-kilde understreger det.
- Vi har været der hele vejen for Løkke, og så burde vi måske også få lidt mere plads lige nu, hvor det, indrømmet, godt kunne gå bedre, som kilden siger.
 
Fra sidelinjen står imidlertid Dansk Folkeparti og ryster på hovedet over det hele. DF-leder Pia Kjærsgaard er ikke meget for at gå ind i VK-borgerkrigen, men hun er grundlæggende bekymret for regeringens – og dermed det borgerlige Danmarks levedygtighed - hvis ikke V og K finder melodien igen.
- Det ærgerlige er jo, at det på ingen måde er regeringens politik, der er noget galt med. Men stilen og lederskabet, det sejler jo, siger Pia Kjærsgaard til Fyens Stiftstidende.
Andre DF-kilder er noget mere bramfri i deres karakteristik af problemets rod.
- Det hele kan kapsles ind til Lene Espersens helt enorme selvoptagethed. Hele hendes fremtoning er så egocentreret, og det går nu ud over os alle sammen, at Lene og Løkke ikke fremstår som et stærkt par. Se på Thorning og Søvndal, de fremstår som to allierede. Lene og Løkke ligner et tvangsægteskab, lyder det fra en central DF’er, som mener, at ’V og K styrer lige lukt imod et valgnederlag, som de selv er skyld i’.

Så galt tror Pia Kjærsgaard trods alt ikke, at det behøver at gå, men hun opfordrer Lars Løkke og Lene Espersen til at lægge stilen helt om:
- Jeg tror stadig på det. Men jeg synes simpelthen ikke, at de kan være det bekendt. De behøver ikke at elske hinanden, men de skal i hvert fald være professionelle. Det er det mindste, man kan kræve. De har begge to fået posterne foræret på et sølvfad, og jeg kan simpelthen ikke acceptere, at de ikke forvalter det bedre, lyder det skarpt fra Pia Kjærsgaard, der har holdt V og K ved regeringsmagten i snart ni år.
Hun er dermed tæt på at citere direkte fra den tidligere og nu afdøde socialdemokratiske partiformand Svend Auken, der bragte mange skadefro smil frem på læben med sin udtalelse om, at forholdet mellem Venstre og De Konservative var et had/kærlighedsforhold uden kærlighed.
Pia Kjærsgaard har da også et meget klart råd til, hvad de to regeringschefer skal benytte sommeren til:
- Jeg håber, at de vil bruge ferien på at komme i form både mentalt og fysisk. De behøver ikke sige et kvæk hele sommeren, bare de tænker grundigt over, hvordan de vil få skuden rettet op, og vender friske og veloplagte tilbage. Efteråret bliver meget afgørende, siger Pia Kjærsgaard.

Had/kærlighedsforholdet uden kærlighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.