Den der tier og samtykker kan være et offer for propagandaen. Derved kan den forme fremtiden efter sin egen blodige logik. Sådan som vi ser det ske i Israel.
Propagandaen er blevet kaldt Israels stærkeste våben. Propaganda er at erstatte en belastende sandhed med en troværdig løgn. En sådan løgn må nødvendigvis være dobbelt. Dens troværdighed beror på, at den på samme tid rettes indad mod egen befolkning og udad mod omverdenen. Lykkes propagandaen, viser den ledsagende forblindelse sig uvægerligt begge steder.

I 1953 blev en jødisk kvinde og hendes to børn dræbt af en person fra den arabiske landsby Qibya. Efterfølgende henvender de jordanske myndigheder sig med et ønske om israelsk hjælp til at opspore morderen. Men på det tidspunkt forelå der allerede en plan godkendt af den israelske ministerpræsident Ben-Gurion. Da den jordanske anmodning om hjælp blev modtaget, blev der spurgt, om det betød ændringer i planen. Forsvarsminister Lavon svarede: "Ingen ændring."

Den 14 oktober 1953 ankom Enhed 101 til Qibya. Planen blev virkeliggjort. Da Ariel Sharon og hans mænd forlod stedet var landsbyen jævnet med jorden. Husene i Qibya var blevet sprængt over hovedet på beboerne. 66 af landsbyens beboere lå dræbt i de sammenstyrtede huse.

FN-observatørernes rapport fremkaldte forfærdelse og afsky. Den Israel-venlige avis "New York Post sammenlignede udslettelsen af Qibya med nazisternes udslettelse af Lidice. Ben-Gurion blev afkrævet en forklaring, og han iværksatte en undersøgelse for at klarlægge hændelsesforløbet.

Ben-Gurion fremlagde undersøgelsens resultat i en radiotale. Han fortalte, at alle militære enheder havde været på deres kaserner. Han fortalte, at udslettelsen af Qibya var resultatet af en spontan handling foretaget af "overvejende jødiske flygtninge fra arabiske lande eller overlevende fra nazi-koncentrationslejre."

Den israelske befolkning og omverdenen havde fået en forklaring. Der blev ikke talt mere om Lidice. I det halvofficielle israelske militærhistoriske værk, "Paratroopers Book" blev aktionen senere anerkendende omtalt som "et ambitiøst foretagende, der overgik, hvad man hidtil havde set."

Et andet eksempel på et propagandaforløb er de irakiske jøders masseflugt. Jødernes tilstedeværelse i Irak kan føres ubrudt tilbage til gammeltestamentlig tid. De irakiske jøder udgjorde verdens ældste jødiske samfund, og de var en vigtig og integreret del af det irakiske samfund.

I foråret 1950 blev der rettet terror mod de irakiske jøder. Der blev kastet bomber imod dem. Den sidste bombe blev kastet foran en synagoge. En jødisk dreng blev dræbt. Drabet udløste en panisk masseflugt. På kort tid forsvandt verdens ældste jødiske samfund. 125.000 irakiske jøder flygtede, og de fleste valgte at tage til Israel.

Men en israeler, Yehudah Tajjar havde forinden ført de irakiske myndigheder på sporet af terroristerne. Han var under en spadseretur i Bagdad blevet genkendt af en palæstinensisk flygtning, der havde været gadehandler i Israel. Tajjar fortalte først, at han var på kærestebesøg men myndighedernes undersøgelse viste, at han var med i en gruppe, der kaldte sig "Bevægelsen".

Gruppens femten medlemmer, der alle var zionistiske jøder, stod bag den bombeterror, som havde drevet 125.000 irakiske jøder på flugt. Gruppen havde forbindelse til den jødiske elite. I et brev til lederen af "Bevægelsen" står der: " Ramadan min broder….Jeg var meget tilfreds med at erfare, at det er lykkedes dig at starte en gruppe." Brevet var skrevet af general Yigal Allon, der senere blev Israels udenrigsminister.

De irakiske jøders masseflugt var led i en større plan. Efter jødiske irgun-soldaters massakre i den arabiske landsby Deir Yassin flygtede den arabiske befolkning uden kamp, når jødiske styrker nærmede sig, og jøderne overtog store arabiske områder. Da de senere skulle befolkes, opstod der mangel på forfulgte jøder. Det problem løste de irakiske jøders masseflugt.

Men tilsyneladende gik et eller andet galt med timingen. Den daværende jødiske overrabbiner i Irak, Sassoon Khedurri undrede sig i et tilbageblik over en amerikansk aviskampagne allerede i sommeren 1949. "Der var daglige "pogromer" i New York Times, og det var under dateringer, som kun få bemærkede var fra Tel Aviv." Disse avis-pogromer førte til indsamling af store beløb til de irakiske jøders frelse. Der blev imidlertid først brug for pengene efter, at den zionistiske bombeterror udløste masseflugt i 1951.

De irakiske jøders glæde over at være kommet i sikkerhed i Israel varede ikke ved. Den stoppede brat, da bedraget blev afsløret. En sang, der blev sunget blandt Israels irakiske jøder rettede en bitter og hadefuld anklage mod ministerpræsident Bengurion. Sangen slutter med ordene: "Til helvede med den plan, som bragte os hertil."

Planens afsløring i utide gav et propagandamæssigt problem. Masseflugten kunne ikke forklares med arabisk ekstremisme. Problemets løsning finder vi i Herbert Pundiks erindringer. Om de irakiske jøders masse flugt skriver Pundik: "I 1951 forlod Iraks 150.000 jøder landet på grund af de antijødiske restriktioner, som regeringen havde indført efter Iraks nederlag under den israelske selvstændighedskrig."

Det tredje eksempel på israelsk propagandaarbejde stammer fra Seksdageskrigen i 1967. Det var her begreb et "Israels eksistenskamp" for alvor viste sin magi. Da den israelske elite sagde: "Eksistenskamp", blev det hørt som: "Skal et nyt Holocaust tillades?" Og svaret fra Israels befolkning og fra vestlige befolkninger var: "Nej". Dette "Nej" banede vejen for en blind accept af det demokratiske Israels brug af grusomhed og brutal undertrykkelse som politiske redskaber.

Krigen i 1967 var virkeliggørelsen af en israelsk angrebsplan af ældre dato. Det eneste der manglede ved planen, var et passende påskud til at sætte den i værk. Påskuddet kom, da den ægyptisk præsident Nasser symbolsk opstillede en militærstyrke ved grænsen.

I 1972 udtalte general Peled, chefarkitekten bag det israelske angreb på Ægypten: "At påstå at den ægyptiske styrke koncentreret ved vores grænse var i stand til at true Israels eksistens … krænker intelligensen hos enhver, som er i stand til at analysere en sådan situation" .

Udtalelsen fra general Peled blev ikke vel modtaget. Der skulle ikke pilles ved Israels eksistenskamp. Peleds ord førte til heftig strid. "Tilintetgørelses-kontroversen" blev den kaldt.

Striden viste sig hurtigt at være overflødig. De mange mennesker, der i og uden for Israel så passioneret havde gennemspillet deres tildelte roller, fastholdt billedet af et autentisk jødisk skæbnedrama. Israels ministerpræsident Ben-Gurion havde udtalt, at "Den israelske stats eksistens hang i en tynd tråd", og aviserne havde skrevet om "arabiske nazister" og "Nasser-den-ny-Hitler", så der var ikke noget at tage fejl af.

Propagandaen har sat sine markante spor. Totalitære holdninger er blevet tydelige hos Israels jøder og hos deres venner. I deres reaktioner på Israels stadigt mere voldsomme og blodige "forsvarsaktioner" har de udvist stor vilje til ikke at se, det de ser, og til ikke at vide, det de ved. De har ladet propagandaen udstikke kursen. De marcherer frem i hælene på deres egen propaganda.

Når virkeligheden afslører propagandaens løgn, ved den gode jøde, hvad der forventes af ham. I en sådan situation er den gode jøde en jøde, der tier stille. Denne konstatering stammer fra Herbert Pundiks erindringer. Det er denne samtykkende tavshed, der lader propagandaen forme fremtiden efter sin egen blodige logik.

Propagandaen har fået sit eget liv. Den største trussel mod israelernes sikkerhed er i dag deres egen propaganda. Den har opbygget et magtfuldt virkelighedsbillede, som fastlåser Israel til rollen som brutal og undertrykkende besættelsesmagt. Den rolle er på længere sigt den største trussel imod Israel.

De arabiske og jødiske irakere levede i ligeværdig sameksistens gennem mange hundrede år. Muligheden findes, men skal den blive til virkelighed, kræver det, at både israelerne og deres venner har modet til et opgør med propagandaen. Det kræver, at den gode jøde er en jøde, der tør bryde tavsheden og gøre op med den dobbelte løgn.

frede lehrmann

Ternevej 7, Brylle