24-årige Jacob Pallesen beskriver, hvordan det er at blogge og fortælle åbent om den kræftsygdom, han har kæmpet med i halvandet år, og som lige nu er sendt til tælling. I dag har Jacob sin daglige gang på en idrætshøjskole ved Viborg, hvor han nyder at undervise i svømning og triathlon
- Hey, Katryn ... Look. One, two, three and kick. One, two, three and kick.

Jacob står på bassinkanten og spjætter ud i luften med højre ben for at demonstrere, hvordan et korrekt benspark tager sig ud.

I klorbølgerne foran ham ligger 10 forpustede elever iført træningsiver, badehætter og svømmebriller. Katryn tømmer sine briller for vand, følger Jacobs ben og smiler forpustet til ham.

Jacob returnere smilet.

- O.k.?

Katryn nikker uden at sige noget. Skubber brillerne på plads og begiver sig ud på endnu en banelængde i forsøget på at få bensparket til at sidde lige i øjet. Hun er fra Brasilien, men resten af eleverne i klorbølgerne er danske, så Jacob veksler sin instruktion mellem dansk og engelsk.

- I starten kunne jeg ikke huske ret meget engelsk, men det kommer, når man bruger det, og nu synes jeg faktisk, det går fint. Hun forstår da, hvad jeg siger - og hun gør det altså godt.

Jacob følger de 10 badehætter, der okser af sted og lige om lidt skal til at bjærge orange plasticdukker fyldt med vand.

Det er varmt i hallen. Solen er skarp, og på den anden side af svømmehallens store glasruder falder vinterløvet på GIV - Gymnastik og Idrætshøjskolen ved Viborg.

Det er her, Jacob er i praktik som lærer, og det er her, han har en hverdag, hvor kræften ikke sætter den altoverskyggende dagsorden.

Han har det som den berømte fisk i vandet - underviser i svømning og triathlon og har for første gang overskud til og mod på at forholde sig til, hvordan det er at fortælle åbent om sin sygdom. Hvordan det er at dele både angst, vrede, glæde og desperation med net- og avislæsere.

- Jeg valgte at være åben, fordi det på en eller anden måde gør det hele lettere - man slipper for en hel masse spørgsmål.

- Jeg er ikke særlig god til at vise mine følelser - jeg kan for eksempel ikke finde ud af at sige tingene til min mor - men jeg er god til at skrive mine tanker ned, og det har været på den måde, jeg har fortalt min familie, hvordan jeg følte.

Blog med vokseværk

I begyndelsen handlede Jacobs tanker på nettet om sport. For det var det, hans liv og hjemmeside - www. jacobpallesen.dk - var bygget op om. Det var hurtige linjer om dagens asen og masen i bassinet og på landevejen.

I tankerne havde Jacob skræddersyet sin vej til en karriere som professionel triatlet, og sådan én skal have en hjemmeside. Nogle få klik, og vupti var siden opdateret med de sidste nye billeder og beretninger.

Det faldt Jacob let at skrive. Trods ordblindheden. Han fik sin mor til at luge ud i eventuelle stavefejl, og da Kim - it-specialist og svoger-in-spe - foreslog ham at begynde at blogge, tog tankerne så meget fart, at Kim måtte jonglere med hjemmesiden og give mere plads til bloggen.

Det var fascinerende. Sjovt og skægt at fortælle vennerne og alle de andre i cyberspace om sportens univers. Den bærbare kunne snildt være i Jacobs sorte skuldertaske, og computeren fulgte ham som en lille hund.

Så var det, verden vendte vrangen ud på sig selv.

Den 4. april sidste år skreg Jacobs blog:

- Jeg har lymfekræft - for helvede!!! Jeg er en fucking kræftpatient!!!

Skue i pulsure

Det er en masse medicin, en bunke op- og nedture og en fyldig blog siden.

Fra at ligge i en sygeseng og tale med autoriteter er Jacob selv en autoritet i et univers, der er så langt fra hvide sygehussenge, drop og kanyler, som noget kan være.

Idrætshøjskolen er et spændstigt skue i pulsure, løbebånd, cykler, trampoliner, klatremure og energiske, unge mennesker i løst sportstøj.

Også Jacob er veltrimmet. Slank med rappe bevægelser i jeans og en tynd bluse. Han har let til smil og er i fuld sving med at leve og nyde det fem måneder lange NU, overlægen "ordinerede" efter den seneste scanning i august.

Jacob troede, han skulle have opereret lymfeknuder ud af sin brysthule, men gik fra OUH med håb om, at lymfeknuderne på scanningsbilledet lyste, fordi det gør knuder en gang imellem, når der bliver scannet. Måske scannet for meget.

Jacob er stået op klokken lidt i seks, han har undervist, og nu sidder han ved et af langbordene i kantinen, halvvejs gennem sin frokost. Første etape var tun med salat, anden er kylling med ris, bønner og hvid sovs.

Hårdt for mor

Halsen, der før gjorde ondt og kradsede, er holdt op med at gøre ondt og kradse, og den irriterende stikken i brystet er også forduftet.

- Det gik væk, da jeg kom på GIV. Det var nok noget, der sad mellem ørerne på mig.

Alt det mellem ørerne.

Der har været og er stadig meget af det, og Jacob deler det stadig med blog- og avislæsere.

- Da jeg havde fået at vide, at jeg havde kræft og havde fået bare nogenlunde styr på mine tanker, skulle jeg tage en beslutning. Enten skulle jeg lukke hjemmesiden, eller også skulle jeg være åben.

Jacob fylder appelsinjuice i glasset og kigger ud ad vinduet.

- Jeg ved, det har været hamrende hårdt for især min mor, far og søster at læse om, hvordan jeg havde det, i stedet for at høre mig sige det, men det var sådan, jeg selv fik bearbejdet en masse tanker.

- Når jeg var bange og ved at gå i panik over at have kræft, satte jeg mig ned og skrev og fik det ud. I starten tænkte jeg slet ikke på, at jeg delte mine tanker med alle mulige andre - men det kom jeg til.

18 omgange

Bloggen blev Jacobs faste holdepunkt, og det er den for så vidt stadig. Han har læsere, der fast følger bloggen, og da sygdommen og uvisheden var på sit højeste, myldrede det ind med beskeder og opmuntringer i mailboksen.

F.eks da han i september sidste år skrev:

"Jeg tænkte det nok, din fucking sygdom. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne få lov at gå 18 omgange i en boksering med kræft som min modstander. Jeg ville tæske kræften sønder og sammen - jeg ville sørge for, at kræften kun lige kan holde sig på benene, og så med 10 sekunder tilbage ville jeg knockoute den. Jeg ville ikke gøre det ét sekund før. Nej, kræften skulle have lov at lide, ligesom jeg har lidt, hvis man kan sige det sådan. "

En dårlig stil

Reaktionerne kom fra andre unge, fra ældre og fra mødre med kræftsyge børn.

- I dag synes jeg, noget af det er noget værre pladder. Det er som en dårlig skrevet stil fra 10. klasse, og jeg har haft lyst til at slette det mange gange, men jeg har ladet være, blandt andet fordi jeg har opdaget, at bloggen bliver brugt af andre.

- Jeg fik en mail fra en mor, der havde en kræftsyg søn. Hun skrev, at hun havde brugt min blog til at forstå, hvordan hendes søn havde det. Jeg opdagede, at min blog fik en anden funktion - og hvis noget af det, jeg har skrevet, kan hjælpe bare én eneste, så har det været det hele værd.

- Jeg har aldrig tænkt på at være i medierne for selv at være på, og jeg bliver både ked af det og sur, når folk kalder mig medieluder. Jeg gør det, for at folk skal kunne se, at der er en vej ud af helvede - for det er der. I dag sidder jeg for eksempel her.

Jacob bunder glasset med juice, rejser sig og går over mod sit værelse. Det ligger i bygningen lige over for lærerværelset og har udsigt til det største nyindkøb i nyere Jacob-tid - en funklende Opel Corsa. Fire kilometer havde vidunderet gået, da Jacob plantede 140.000 kroner i den.

- Jeg lagde en del penge til side, da jeg var tømrerlærling, og den bil giver mig en kolossal frihed. Jeg skulle bare have købt den noget før, men jeg har ikke rigtig haft overskud til det. Det er fedt ikke at skulle spørge andre om lov til at låne bil.

Mere helstøbt

Jacobs store kollegielejlighed i Ollerup er vekslet med et beskedent kammer. Rundt regnet syv kvadratmeter med en ramponeret rislampe i loftet og en orden, som en mor fluks ville gøre et eller andet voldsomt ved.

Tøjet bor i grønne mælkekasser, dvd-filmene og elkedlen i en hvid reol, mens den bærbare lever sit stille liv på et gammel skrivebord tæt på vinduet, som en cykelsmølf forsøger at komme ud af.

- Der er ikke plads til farmors gamle sofaarrangment, som der var i Ollerup, men det gør mig ikke noget. Jeg er her næsten aldrig. Prøv lige at se alle de sportsfaciliteter, der er på skolen. Det er perfekt - i det hele taget opfylder det alt, hvad jeg har drømt om.

- Jeg skulle lige vænne mig til at undervise elever, der er på alder med mig selv, men det var kun i starten. Det er fantastisk at undervise og se folk gøre fremskridt.

Jacob begyndte på skolen i august og slutter til sommerferien. Derefter går turen tilbage til skolen i Ollerup og de sidste to års studier, in- den han kan kalde sig lærer.

Der er hurdler endnu, og selv om kræften er sparket ganske heftigt til hjørne, holder Jacob fast i sine samtaler med psykologen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg har en tendens til at blive meget bitter. Jeg er skide sur over, at kræften har taget to-tre år af mit liv, men det nytter ikke, at jeg fører den bitterhed med videre, så den dominerer fremtiden, og jeg synes, jeg har fundet et leje, bitterheden kan ligge på.

Næste gang, Jacob skal møde sygehusvæsenet, er 5. januar, når han skal kontrolscannes på OUH. Håbet er at blive frikendt, men Jacob er holdt op med at gætte på, hvad udfaldet vil være. Hver gang, han har gættet i én retning, har svaret været i en anden.

- Sidst frygtede jeg, jeg skulle opereres eller i værste fald have kemo, og så fik jeg i stedet besked på at gå ud i nu'et og leve livet. Så det gør jeg. Så godt jeg kan.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Jacobs fight

Jacobs fight