Jacob Pallesen skal scannes for syvende gang for sin lymfekræft. Og have svar. Han ved, at der sidder en lysende lymfeknude i brysthulen - han ved bare ikke, om der er mere end én. Og hvad der så skal ske ...

Ung og kræftramt

24-årige Jacob Pallesen var toptriatlet, da han for et år og fire måneder siden blev ramt af lymfekræft. Han skal scannes for kræft for syvende gang og fortæller om frygten, ensomheden og kampen mod sygdommen. Læs mere om Jacob og få svaret på scanningen i Fokus i Fyens Stiftstidende.
Halsen. Jacob er nervøs for sin hals. Han synes, den ter sig. Den udgør en brøkdel af hans krop, men fylder godt og vel hele hovedet.

Det kradser, og ind imellem har han svært ved at trække vejret helt igennem. Så rømmer han sig. Tager en dyb indånding og hoster dybt, som forsøgte han at få en kvart Gajol forbi drøblen.

Somme tider hjælper det lidt. Andre gange er det hip som hap.

Jacob har svært ved finde ud af, om det er psyken, der er mere på spil, end han vil være ved. Eller om han er nødt til at se det i øjnene, som han har mest lyst til at spurte skrigende væk fra - at der er kræft i halsen.

Svaret får han efter denne scanning. Den syvende - et år og godt fire måneder efter den første.

Jacob har tid på OUH om formiddagen, og hans ben følger med en robots automatik de gule og orange pile i gulvet på vej til afdelingen i kælderen. Ned ad trappen, rundt, til venstre, forbi kæbekirurgisk afdeling, videre ned ad gangen og til højre gennem glasdørene.

Han kan vejen og proceduren forfra, bagfra og i mørke, men alligevel er denne scanning anderledes end den fjerde, femte og sjette.

Dem gik han til med håb om, at kræften omsider var fordrevet. Denne gang ved han, at den med stor sandsynlighed stadig er der. Han ved bare ikke hvor meget.

Sjette scanning - 1. juli - viste, at der var én aktiv lymfeknude i brysthulen og en vis aktivitet i halsen.

Havde lymfeknuden siddet et mere tilgængeligt sted, havde lægerne skåret den ud for at tjekke den. Lige som de i foråret gjorde med en let forstørret lymfeknude i armhulen.

Det er imidlertid forbasket risikabelt at operere så tæt på hovedpulsåren, så løsningen blev at lade knuden i brystet være for så at scanne igen - og tage stilling igen.

Jacob forbereder sig på det værste. Det er hans værn mod skuffelse. Tre gange har han troet på frifindelse, og tre gange har han forladt OUH med mørkere sind, end da han kom.

Hvis lymfeknuden i brystet er blevet større, vil han have den fjernet. Den skal bare skæres væk. Det har han tænkt sig at sige til lægen, der skal give ham svar om to dage.

Det er muligt, at det er farligt og bøvlet at skære så langt inde i brysthulen, men udyret skal væk. Jacob har regnet ud, at han kan blive opereret en torsdag, for så kan han være tilbage på job mandag og nøjes med to sygedage.

Men hvad er "en vis aktivitet i halsen"? Er det lymfeknuder, der reagerer på en banal infektion, eller er det lymfeknuder, der er kræft i? Halsen kan man jo ikke skære væk, tænker han og klodser så en mursten op foran sin tankerække - for han orker ikke at gøre den færdig.

Jacob melder sig ved skranken og bliver hurtigt hentet af bioanalytiker Tina Vesterbæk, der rækker hånden frem.

- Hej - Jacob. Jeg hedder Tina - du skal denne her vej.

- Hej. Ja, det ved jeg.

Jacob følger med de få meter gennem den lysegrønne gang.

Han plejer at være alene eller kun i selskab med én anden patient, men denne gang er samtlige senge på afdelingen fyldt med patienter, der har fået sprøjtet radioaktivt sporstof i blodet og ligger som statuer på rad.

Jacob får den midterste af de fem senge. Til venstre for ham ligger en ældre kvinde med et hvidt tæppe trukket helt op under hagen. Kun hendes ansigt er synligt. Hun lukker øjnene, men ser anstrengt ud.

Jacob krænger sine blå Nike-sko af, svarer på spørgsmål om vægt, stråling, kemo, allergier. Alt det, han efterhånden opfatter som sædvanligt.

Bioanalytikeren finder droppet, lægger et blåt bånd om hans venstre overarm og strammer til.

- Lad os så se.

Hun prikker på huden i albuen for at få blodåren til at stritte, mærker, prikker igen og stikker. Blodet pibler, men nålen kommer ikke længere. Jacob ser op i loftet, vipper med tæerne.

- Det plejer ikke at lykkes første gang, siger han stille.

En tot vat stopper den lille blødning.

Et nyt prik et par centimeter længere nede.

Heller ikke anden gang finder nålen vej. Bioanalytikeren sætter endnu en hvid tot vat på Jacobs arm, går rundt om sengen og forsøger, om der er mere held i venstre side.

Da hun stikker tredje gang, får Jacob med ét voldsom kvalme. Det gør h..... ondt, og han føler, han skal kaste op.

- Aaarrr.

En nerve.

Tina Vesterbæk trækker nålen ud. Hun er stødt på det, som hun ofte støder på hos patienter - blodårer, der er blevet "hårde" som følge af medicin. En af hendes kolleger kommer til, da det går løs for fjerde gang. For ind skal de.

- Jeg tror, vi skal ha' slebet vores nåle.

- Jeg håber da ikke, at du genbruger dem, smiler kollegaen.

- Næh, men det er godt nok en sløv sending, vi har fået.

Jacob stritter en smule krampagtigt med sine blå sokker, kører højre arm op over panden og bekæmper kvalmen, mens han skæver anspændt ned på nålen.

- Har du prøvet at få det lagt i fødderne?

-I fødderne?!

-Ja, har du prøvet det?

-NEJ!

Nålen forsvinder i Jacobs håndryg.

- Perfekt!

To minutter senere har Jacob fået sprøjtet det radioaktive sporstof FDG i kroppen. Det er det, der skal afsløre kræftcellerne.

Lige inden han lægger sig til at blunde, hører han manden ved siden af svare på de samme skematiske spørgsmål, som han selv lige har været igennem.

Jacob bider mærke i, at manden siger, han er rask. Altså bortset fra, at han formentlig er her for at blive scannet for kræft, så er han rask. Ingen allergier, ingenting.

Jacob næsten knuger ordet til sig. Rask. Tænk sig at være rask.

Tanken om manden rumsterer i hovedet på ham under scanningen, der forløber perfekt. Det tager under et minut at blive CT-scannet, mens PET-scanningen - den, der kortlægger kroppen ned til mindste detalje - varer lige godt 17 minutter.

Det er nok til en lur. Og nok til, at armene værker, når man har ligget med dem oppe over hovedet.

- Jeg skal have svar fredag, siger Jacob til bioanalytiker Kirsten Falch, der styrer scanneren.

- Ja, det ved jeg. Det skal nok ligge klar.

- Super, så er der ikke mere. Tak for i dag.

- Selv tak.

Jacob kører til Sydfyn og besøger sine venner på Den Frie Lærerskole i Ollerup, hvor han boede indtil for en måned siden. Hans 37 kvadratmeter store kollegielejlighed med karnap og udsigt over gården er overtaget af et par.

Selv er han flyttet til Viborg og er begyndt i praktik som lærer på GIV - Gymnastik og Idrætshøjskolen ved Viborg.

Jacob har cirka to timers undervisning om dagen - primært i svømning, badminton, mountainbike og triathlon - han bor på et lille værelse, men har til gengæld alle faciliteter inden for rækkevidde. Slaraffenland for en sportsfreak. Det er, hvad det er, og det er begyndt at gå op for ham, hvorfor nogle af lærerne bliver på højskolen i 25 år.

For én, der lever sit liv i bidder, virker 25 år som en evighed.

I den seneste bid gennemførte Jacob cykelturen til Paris med Team Rynkeby. Det sjaskøsregnede de første tre dage, men Jacob nåede Triumfbuen.

Han fik også sagt goddag til dronning Margrethe, prinsesse Benedikte, Ghita Nørby og hendes mand, der sagde "Nå, er du der igen", da han stak næven frem og hilste på Jacob, som aldrig havde set manden før.

Jacob regner i dage, og lige nu regner han kun to dage frem - til ...

Fredag morgen.

Radioavisen varsler 17-22 grader og politiske skænderier om finansloven, da familien Pallesen mødes foran OUH's hovedindgang. Jacobs forældre - Esther og Søren - er kommet fra Sparkær, mens storesøster Helene måtte blive hjemme i Silkeborg for at arbejde.

- Ja, så skal vi til det igen, siger Esther og retter symbolsk på sin turkisfarvede skjorte.

Hun er økonoma og var på arbejde på verdensudstillingen i Spanien, da Jacob sidst fik svar. Det havde hun det skidt med.

Nu står hun og Søren her med de samme uhåndterlige tanker som Jacob. Hvad skal ske? Er der mere kræft? Skal han have kemo? Stråler? Styrter verden i grus, eller står jorden endnu?

Søren tager stille teten.

- Skal vi gå derover?

Trioen sætter kurs mod det hvide højhus. Jacob melder sig ved glasburet midt på gangen, og familien tager plads i de tunge, lysegrønne træstole.

Søren griber en gratisavis, bladrer lidt i den. Jacob griber en gratisavis og gør det samme. Læser uden at læse.

Esther kigger med hos Jacob, mens afdelingens lyde og lugte blander sig med avisernes knitren. En boremaskine arbejder sig gennem en plade. Det er varmt. I vinduet kryber en lille, hvid figur sammen om sig selv og solens stråler.

- Jacob Pallesen?

Denne gang er lægen en mand. Høj og slank med klar, fast stemme.

Jacob mener at genkende ham.

- Det er mig.

- Værs'go.

Esther, Søren og Jacob følger med højre om og ind i et lyst kontor, der er skåret over samme læst som alle de andre kontorer. Et bord med en computer, en briks og nogle stole.

De tager plads, og denne gang behøver de ikke forsøge at afkode svaret i lægens tonefald eller indledende spørgsmål.

Han har været med til at behandle Jacob tidligt i sygdomsforløbet, og han går til svaret uden omsvøb.

- Dine scanninger har været lidt grumsede.

- Mmm.

- Den nye scanning er stadig lidt grumset.

Esther rykker på stolen, Søren kigger ned, og Jacob klemmer læberne mod hinanden og holder vejret, mens han venter på fortsættelsen.

- Der er faktisk to lymfeknuder, der lyser. Men vores undersøgelser er jo meget følsomme.

Jacob tager ordet ud af munden på lægen.

- Jeg vil helst have dem flået ud. NU.

- Det er vanskeligt. Du løber en stor risiko. Det skal vi ikke gøre.

- Hvad så?

- Du har ikke tegn på, at du er syg?

Lægen sidder let fremadlænet og kigger Jacob i øjnene.

- Nej. Jeg har noget med hukommelsen. Det er de mest banale ting, jeg ikke kan huske. I går kunne jeg ikke huske, hvor høj en dør er. Jeg er uddannet tømrer. Det burde jeg vide.

- Men du har ingen af de symptomer, vi tidligere har talt om. Med svedeture, vægttab?

- Nej. Ikke udover det med halsen. Og så synes jeg, jeg har noget, der stikker her engang imellem.

Jacob trykker let på sin brystkasse.

- Jeg prøver at sige til mig selv, at det bare er oppe i hovedet.

- Sædvanligvis kan man ikke mærke de knuder, og dine blodprøver tyder overhovedet ikke på, at din krop er påvirket af noget. Jeg kan jo ikke 100 procent sige, at der ikke er noget, og jeg kan ikke sige dig, hvad fremtiden bringer, men efter min bedste mening skal vi observere det. Problemet kan være, at vi scanner for meget. Det er kun to måneder siden sidst.

Scanner for meget. Det er nye toner.

- Jeg synes, der skal gå længere tid, inden vi scanner. Mere end to måneder. Medmindre, du får symptomer. Du skal selvfølgelig ikke ligge i flere uger med influenzasymptomer, så skal du komme, men det kan lige så godt være noget, der svinder.

Noget, der svinder. Både Jacob, Esther og Søren retter sig i stolene. De hører ikke det værste. De hører lægen sige, at Jacob ganske vist har nogle forstørrede lymfeknuder - også på halsen - men at det kan forekomme.

- Prøv at leve dit liv. Skub det her lidt væk. Og er der noget, så er din sygdom ikke så aggressiv, at vi ikke vil kunne fange det og gøre dig fuldstændig rask. Jeg synes, du skal ind i et næsten normalt kontrolforløb. Normalt scanner vi efter seks måneder, men fordi det nu er lidt speget, så synes jeg, vi scanner igen om fire måneder.

Inden i Jacob sker 120 ting på én gang. Samtalen har taget en helt anden drejning, end han forventede.

- Det med halsen er jeg sgu glad og lettet over. Jeg panikker, når det kradser lidt. Så gider jeg ikke tænke på det. Det er som om, jeg har en engel siddende på den ene side af hovedet og en dæmon på den anden.

Søren indskyder roligt, at det nok er en god idé, at Jacob holder fast i at gå til psykolog engang imellem. For psyken kan give mange udslag, måske også stikken i brystet og irriteret hals. Jacob nikker og ser på lægen.

- Skal jeg have taget blodprøver?

- Næh. Hvis du ellers føler dig rask, så kan jeg ikke se nogen grund til det.

Ingen scanning, ingen blodrøver, intet sygehus. I fire måneder.

Da Jacob, Esther og Søren rejser sig og giver lægen hånden, føles det meget lettere at skubbe stolene tilbage. Jacob træder ud i solskinnet. Han er glad, som han ikke har været i to år og har lyst til at sætte sig ned og græde af lettelse. Esther giver kaffe og frøsnappere i cafeteriet, og hun har smil i øjnene, da hun griber sin mobiltelefon for at ringe til Helene.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight