Afrikas mindste land har budt europæiske turister på sol og sand i over 40 år, men gambierne er stadig lige fattige. Det skal der laves om på nu, for turismen er for dem, hvad olien er for Mellemøsten: Den kan føre hele landet ud af fattigdom, er eksperterne enige om tekst og foto: janne bruvoll redaktion - Turisme skal ses som en kæde, og rejsearrangørerne vil ikke have, at turisterne forlader deres del af kæden. Derfor gør de alt for at holde dem tæt ind til sig, siger Sheik T. Nyang. En undersøgelse fra 2007 anslår, at kun 15 procent af de penge, turisterne lægger i Gambia, ender i hænderne på den fattige befolkning. - Vi ser turisterne, men de er ikke nogen gevinst for vores forretning, for de fleste turister vil kun tage på tur med rejseselskabet. Rejseselskabet henter dem i lufthavnen, kører dem på safari og på byture, så de bruger os næsten aldrig, fortæller Taya Fofana, som er leder for 200 taxachauffører, der holder til uden for Gambias største hotel Senegambia Beach Hotel. Han er frustreret over, at taxaerne selv i turistsæsonen kan holde stille i flere dage uden kunder, og han er overbevist om, at det er rejsearrangørerne, der holder turisterne væk. - Hvis turisterne fik mere information om os, så ville de bruge os, men det er bureauerne ikke interesserede i. De vil have turisterne for sig selv, siger Taya Fofana. Gambierne er ikke klar Ifølge produktchef Carlos Cebrian fra danske MyTravel, der hvert år sender 5200 danskere til Gambia, bruger de rigtignok ikke lokale taxaer, når de arrangerer ture for gæsterne. Men det er kun fordi, det ikke er hensigtsmæssigt: - Når vi arrangerer udflugter, eller når vi bringer folk til og fra lufthavnen, kører vi i vores egne busser ligesom vi gør i alle andre lande. Når vi tager på ture, har vi guider, som fortæller undervejs, og så kan vi ikke køre i 20 forskellige taxaer. Adama Bah, som har arbejdet sammen med Sheikh T. Nyang i flere turistprojekter, er enig med taxachaufførerne i, at rejsearrangørerne ikke er interesserede i at overgive for meget af deres forretning til gambierne. Men han tror dog ikke på, at gambierne er klar til at erstatte de udenlandske rejsearrangører: - På nuværende tidspunkt er det ikke muligt for Gambia at arrangere rejserne selv, så derfor fokuserer vi i stedet vores arbejde på, at gambierne får så meget som muligt ud af de penge, som turisterne bruger, mens de er i landet. Vi skal have turisterne til at bruge lokale produkter og lokale aktivitetstilbud, så det er gambierne, der tjener pengene. Kun på den måde kan vi bruge turisme som en drivkraft til at bekæmpe fattigdom, siger Adama Bah. Og det var netop den tankegang, der fik Adama Bah og Sheikh T. Nyang til at oprette organisationen Asset (Association of Small Scale Enterprises in Tourism), som er en paraplyorganisation for mindre forretningsdrivende i turistområderne. - Vi arbejder for at organisere de mange forretningsdrivende og få dem til sammen at udvikle ideer til at komme tættere på turisterne. Hvis der opstår et problem, går vi sammen om at løse det, og på den måde bliver vi bedre til at konkurrere mod hotellerne og rejsearrangørerne, siger Alieu Badou Bobb, som er formand for Asset. Organisationens arbejde går blandt andet ud på at træne de lokale forretningsdrivende i kundepleje og salgsteknikker. Potentialet er der Og turistindustrien har potentiale til at blive motor for Gambias udvikling, mener også Lamin M. N. Saho fra Gambia Tourism Authority: - Turisme kan bidrage til at udvikle et land, og det er især muligt for et land som Gambia. Vi har ikke mange naturressourcer, så vi må satse på noget andet. Udvikling og bekæmpelse af fattigdom bør derfor være målet for al turismeudvikling. Vi udvikler jo ikke turisme for turismens egen skyld, men for at udvikle vores land. Ellers ville det ikke give mening, siger han. Harold Goodwin er professor i ansvarlig turisme og leder af International Centre for Responsible Tourism på Leeds Metropolitan University. Også han er enig i, at turisme egner sig godt som katalysator for udviklingen. - Når man ser på verdens fattigste lande, har turisme stor betydning for landets økonomi, og det er et af de få steder, hvor ulande kan handle med resten af verden uden at blive ramt af toldbarrierer. Gambia har ikke så meget andet at tjene penge på. De har lidt landbrug og dyrker jordnødder, men det er svært at eksportere på grund af toldmurene. Turistindustrien giver til gengæld job til mange, og derfor er det en vigtig branche for gambierne, siger han. I ferieområdet kan gambierne blandt andet arbejde som guider, stuepiger, hotelbestyrere, taxachauffører og tjenere. Job, der ikke ville have været der, hvis det ikke var for turisterne. I et land med over 80 procent arbejdsløshed betyder det meget. Og optimismen trives: - Jeg er fuld af håb. Vi er i gang med at forandre os til det bedre. Det gælder også turisterne, der er begyndt at kræve bedre forhold for de lokale og respekt for miljøet. Hvis vi bliver ved med at gøre opmærksom på problemerne, så skal det nok blive bedre, siger Adama Bah fra Asset.
Nutella'en er fra Piemonte i Italien, melonen fra Sydamerika og kødet fra Holland. Gæsterne på Gambias hoteller skal føle sig hjemme under palmerne, og netop derfor har Gambia svært ved at drage nytte af de omkring 100.000 turister, der hvert år besøger Afrikas mindste land. Siden et svensk charterfly i december 1965 lukkede de første turister ud på landingsbanen syd for hovedstaden Banjul, har især englændere, danskere, svenskere, nordmænd og hollændere nydt godt af Gambias hvide strande og varme sol i vintermånederne.

Child protection alliance

Child Protection Alliance (CPA) er en paraplyorganisation for 63 organisationer og statslige kontorer, som arbejder for at forbedre børns vilkår i Gambia.

Organisationen blev oprettet i 2001 på Unicefs initiativ. Samtidig stadfæstede Gambia alle internationale konventioner for børns rettigheder, og CPA skal bl.a. sikre, at konventionerne overholdes.

CPA arbejder for at skabe opmærksomhed om børns rettigheder, udbrede viden om børnekonventionerne og indhente oplysninger om børns vilkår i Gambia.

Men trods den blomstrende turistindustri, der har potentiale til at trække landet ud af fattigdom, er det ikke lykkes at skabe en holdbar fremtid for befolkningen.

Gambia er stadig blandt verdens fattigste lande.

- I øjeblikket er turistindustrien ikke bæredygtig for gambianerne. For at den skal blive det, skal de, der servicerer turisterne, drage nytte af dem. Det gør de ikke i dag, siger Sheikh T. Nyang, som via forskellige initiativer har forsøgt at åbne turistindustrien for det lokale forretningsliv.

Samarbejde giver stærkere konkurrence

Det var udenlandske charterselskaber, der først lokkede europæerne til Gambia. Og næsten 90 procent af alle turister, der i dag rejser til Gambia, rejser stadig som charterturist.

Og det er ifølge Sheikh T. Nyang årsagen til, at Gambia har så svært ved at tjene penge på gæsterne.

- Turisme skal ses som en kæde, og rejsearrangørerne vil ikke have, at turisterne forlader deres del af kæden. Derfor gør de alt for at holde dem tæt ind til sig, siger Sheikh T. Nyang.

En undersøgelse fra 2007 anslår, at kun 15 procent af de penge, turisterne bruger i Gambia, ender i hænderne på den fattige befolkning. Kun i de centralafrikanske lande er andelen lavere.
  • Fyens Stiftstidende