Efterladt

Anette Jahn: - Man bliver aldrig færdig med sådan en tragedie. Men selv om sorgen altid vil være der, er det muligt at komme videre.
Foto: Jørgen Hansen/Fyens Stiftstidende

Efterladt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For seks år siden begik Anette Jahns bror selvmord. Det udgiver hun nu en højst usædvanlig cd om, for nu skal der gøres op med det, der har været tabu, og samtidig vil hun gerne hjælpe andre i samme situation

Dagen var mandag den 9. september 2002. Det var en strålende solskinsdag. Varm var den også. Anette Wilhjelm Jahn husker den, som var det i går.

Den dag døde hendes to år ældre storebror for egen hånd. Han skød sig selv på den mark ved Åsum, hvor hans far havde sin jagt. Han var gift og far til tre børn.

Det udgiver den 43-årige antropolog og historiefortæller nu en cd om.
Foto: Jørgen Hansen

Slået ud

Det er en usædvanlig cd med tekster og musik om, hvordan hun som efterladt har oplevet tiden efter sin brors selvmord den dag for nu seks år siden.

Til december følger en bogudgivelse om samme emne. Der er tale om en dagbog, Anette Jahn førte det første år efter tragedien.

- Nu skal der nemlig gøres op med det, der er tabu. Nu skal der gøres rent bord

Lige nu sidder hun i sit arbejdsværelse på den velbeliggende landejendom i Måle på Hindsholm og skal fortælle om hændelsen, der ikke vil forlade hende. Hun har klædt sig helt i hvidt for ikke at skabe en stemning af bedemand. Men emnet er følsomt, og Anette Jahn er ikke fri for at se beklemt ud.

- Vil du fortælle, hvad der skete?

- Af dem, der tager deres eget liv i Danmark, er der en stor gruppe, som har været misbrugere. En anden gruppe er erklæret uhelbredeligt fysisk- eller psykisk syge. Min bror tilhørte den gruppe, der består af almindelige, velfungerende mennesker. Måske var det det, der i den grad slog mig ud. Min bror var 39 år og skød sig selv. Jeg selv var 37.

Sorgen i bidder

Anette Jahn ser op, som var der mere, hun ville sige. Det er der ikke.

- Stod du din bror nær?

- Ja, jeg stod min bror meget nær. I familien var der kun os to søskende.

- Hvordan er du kommet på den tanke nu at udgive en cd?

- Jeg skulle igennem en sorgproces. Da det skete, var jeg gravid. Jeg var halvvejs inde i graviditeten med mit tredje barn. Derfor havde jeg ikke den mulighed, at jeg kunne tage min sorg i bidder. Hormonalt var jeg nemlig et ganske andet sted. Så stod jeg hos slagteren, stod jeg også og græd.

- Mine forældre, derimod, kunne godt gå til slagteren uden at græde. Men jeg kunne ikke undertrykke sorgen. Den kom voldsomt og på én gang.

- Derfor satte jeg mig ned og skrev en dagbog. De tekster, der er på min cd, er hentet ud af den dagbog.

Faldt fra hinanden

- Så spørger du, hvorfor jeg nu udgiver en cd? Svaret er, at det er en måde at omforme min smerte på. Og så håber jeg naturligvis, at cd'en kan være til gavn for andre. Jeg håber, at den vil vække genklang hos andre efterladte eller mennesker, som befinder sig i en sorgproces. Jeg håber, at jeg har fået sat ord på noget, andre måske ikke har fået sat ord på. Jeg forsøger med andre ord at vise en vej, nemlig den vej, jeg er gået.

- Og vejen er?

- At tør man gå helt ned. Tør man gå helt ind i sorgen, så er der håb forude. For helt inde i sorgen, allerinderst inde, der finder man også kærligheden. Det er den, der kan bære én igennem sorg og alt, hvad der er svært i tilværelsen.

- Gik du hele vejen?

- Ja, det mener jeg. Jeg havde ikke andre muligheder, måske fordi jeg er den, jeg er.

- Hvordan oplevede du det, der skete?

- Jeg faldt helt fra hinanden. Det var jo tale om min storebror, og som barn har jeg set op til ham. På ski er jeg løbet i hans spor, og da jeg var lille, kunne han nogle ting, som jeg gerne ville kunne. Så jeg har altid identificeret mig med ham, og når han havde det svært som voksen, følte jeg også et ansvar. Derfor har vi altid været tæt knyttet til hinanden. Jeg gik i stykker på, at han virkelig kunne finde på at efterlade sig tre børn. Det kunne jeg ikke bære. Jeg sad selv og ventede mit tredje barn.

Vred

- Blev du vred på ham?

- Jeg blev hamrende vred. Jeg var igennem hele følelsesregistret. Men den følelse, der var stærkest i mig, var en opgivende, dybfølt smerte.

- Forstår du ham på nogen mulig måde?

- Det, jeg gjorde med min dagbog, var et forsøg på at forstå ham. I dag tror jeg, at jeg forstår en masse ting, men jeg kan ikke sige, at jeg synes, hans beslutning var rigtig. Jeg synes, at den var meget forkert.

- Følte du dig svigtet?

- Jeg følte mig bestemt svigtet. Jeg følte først og fremmest, at han svigtede sine børn. Jeg ville også have hjulpet, hvis jeg havde haft mulighed for det. Men som hans søster var jeg jo ikke den, der stod nærmest.

- Hvad var det første, du følte, da det var sket?

En skygge i slægten

- Min første følelse var lettelse. Så har du i hvert fald ikke det at være bange for, tænkte jeg, da mine forældre kom og gav mig beskeden. Der lå jo hele tiden en angst for, at det kunne ske. Min bror havde tidligere været på vej til at tage sit eget liv. Vi har oplevet det tidligere i min slægt. Der ligger ligesom sådan en skygge i slægten - ja, der er en frygt.

- Men den følelse blev hurtigt afløst af stærkere og alvorligere følelser. Konsekvenserne var jo enorme.

- Og det er måske min personlige grund til, at jeg nu kommer med min cd. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe andre. Men jeg vil også gerne, at min familie fortæller livet på en ny måde. Det skal der nogle gange noget kraftfuldt til.

- Nu er der så gået seks år. Bliver man nogen sinde færdig med sådan en tragedie?

Selvforståelsen

- Aldrig. Man kommer aldrig ud af sorgen. Men jeg føler, at jeg i dag er et andet sted. Og jeg føler, at jeg har omformet min smerte. Før det her skete, følte jeg, at jeg var et positivt menneske, som solen altid skinnede på, og som altid flød oven på. Det var min selvforståelse. Så skete det her, og jeg røg helt fra hinanden.

- Min mand troede, at nu havde han mistet sin kone, den der glade sjæl, der altid var det store træ i skoven, og som stod for liv og glade dage. Jeg troede det også selv. Jeg troede, at jeg aldrig ville komme til at smile og grine igen.

- Hvordan kom du så videre?

- Ved at se trolden i øjnene og give den navn. Så var den ikke så farlig.

Anette Jahn smiler sit smil fra før det øjeblik, hendes bror satte fingeren på aftrækkeren på marken derude i Åsum. Det er et smukt sted, og hun kommer her ofte, oftere end på kirkegården.

Som den øvrige del af sin familie blev hun efterladt. Men hun er kommet ud på den anden side.

Trods alt.

Efterladt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce