Endnu en scanning, endnu et svar. 24-årige Jacob Pallesen higer efter frikendelsen for den lymfekræft, han fik konstateret for godt et år siden. Jacob har sværere og sværere ved at skubbe tankerne om kræft fra sig - en aften går han ned med flaget
Jacob har investeret.

For første gang i mere end et år har han lagt en mindre formue i en tøjforretning. De tyndslidte, lyseblå jeans er sendt på porten i selskab med den grønne og blå T-shirt, der har hængt på ham så længe, han kan huske.

Han trænger til at føle sig som ny - til at krænge den klistrede identitet som syg af sig.

Det skal komme indefra - det ved han - men en smart garderobe hjælper følelsen og selvværdet på vej. Mørkeblå, tætsiddende jeans, matchende sommerjakke, flaskegrøn T-shirt, mørkeblå Nike-sko, et wake-up-call af et rødt bælte og mørkeblå sokker med små, gammeldaws isvafler på anklerne.

I år er Jacob klar til at tage sin bid af solskinnet. 24 år udenpå - 34 indeni.

Sidste sommer lå han på OUHs afdeling X med kanyler i begge arme ude af stand til at overskue mere end det næste minut.

Han husker stadig den dag, han og familien fik lov at gå et smut i zoo - det var som juleaften for en fem-årig. I år planlægger han at cykle til Paris med Team Rynkeby, men af en eller anden grund føler han det ikke som juleaften.

Vel glæder han sig, men noget rumsterer i hovedet på ham. Han kan med ét fare op og blive arrig som en gammel hankat, der bliver trådt på halen. Han er træt af folk, der brokker sig, og dog brokker han sig selv.

Han har svært ved at sætte fingeren på, hvad der er los, så i stedet sparker han tankerne til hjørne, fokuserer på cykelløbet og på, at han har det fint fysisk. Han er træt, men det er man jo, når man træner og stadig har bivirkninger af en lang kemoterapi.

Morgenstress

Nu mangler bare det, der SKAL være den sidste omgang i scanneren på OUHs nuklearmedicinske afdeling.

Det er to dage siden, et vindblæst Danmark forsøgte at fejre sankthans. Vejret har skiftet sindelag - fra storm til smukt - og Jacob er krøbet i sit nye dress, længe før dagen overvejede at krybe ud af sit.

Scanningen er kl. 7.45 - og den er 7.48, da han med let, stresset tråd haster forbi cafeteriet, videre ned ad gangen på OUH.

Ryggen er rank, håret stritter en anelse, og kinderne blusser af travlhed. Bilen - den gamle sorte, han havde lånt af sine forældre - nægtede at starte, så han måtte huj-hej-vilde-dyr banke en kammerat op, låne hans bil og forcere morgentrafikken fra Ollerup til Odense i den.

Jacob har det sådan med aftaler, at de er til for at blive holdt, så han har ringet til OUH og meldt sin forsinkelse, og der er kun venlige miner, da han henvender sig ved den mørkerøde skranke. Kort efter bliver han hentet af en af de hvide kitler, som han genkender, men ikke husker navnet på.

- Hej Jacob. Velkommen tilbage.

- Joh, tak. Jeg har snart prøvet det nogle gange.

- Det er rigtigt. Du ser godt ud.

- Tak. Jamen, jeg har det også kanon.

Denne femte scanning er den, kræftlæge Bodil Himmelstrup ordinerede i april.

Siden har Jacob fået skåret en lymfeknude i armhulen væk - den blev heldigvis frikendt - og nu skal mistanken om kræftaktivitet i brysthulen udryddes.

Det er dér - tæt på hjertet - Jacob for et halvt år siden fik stråler, og det var dér, det stadig lyste aktivt ved scanningen for tre måneder siden. Det kunne sagtens være kroppens reaktion på stråler, forsikrede Bodil Himmelstrup, men bad for en sikkerheds skyld om endnu en scanning.

Sporstof

Snart ligger Jacob igen i en af de nyredte senge og misser søvnigt op i det hvide loft med de grønne og grå trekanter.

Bioanalytikeren putter et tæppe om ham, stiller de sædvanlige spørgsmål om vægt, blodtryk etc., og så lægger hun droppet i højre arm og trækker den tynde sprøjte med sporstof op af en stålgrå cylinder.

FDG hedder det radioaktive sporstof, som er produceret i en cyklotron, der står i OUH's bunkeranlæg ganske tæt på afdelingen. Kræftceller suger FDG i sig, og derfor kan PET-scanningens præcise billede af kroppen skelne mellem raske og syge celler og afsløre kræften på et tidligt stadium.

Jacob skruer ned for sig selv i en halv time, mens sporstoffet fordeler sig. Denne gang mærker han næsten ingenting. Han når at falde i søvn, inden han bliver vækket og endnu engang skal muntre sig med en liter kontrastvæske. Der er blandet en smule saftevand i, men en hel liter fylder heftigt i en fastende mave. Den sidste mundfuld sidder helt oppe i halsen.

- Hej Jacob!

Bioanalytiker Gitte Beck lyder overrasket. Hun kan næsten ikke kende Jacob, da hun henter ham.

- Hej.

- Hold da op, du er blevet slank. Hvad vejer du?

- 75 kilo. Det er såmænd ikke så galt.

- Nej, men nu skal du da ikke blive slankere.

- Nårh, nej - det går nok.

Nedbrud

Jacob er en af dagens første patienter. Han trisser hjemmevant over gangen, hænger sine jeans på en krog og lægger sig i scannerens smalle bås med sine solbrune arme strakt op over hovedet.

Han vrikker med bagdelen som én, der forsøger at kringle sig i et par nystrøgne bukser, og dér på lejet sætter han atter sig selv på standby.

Gitte Beck og radiograf Christina Baun går ud til computerne i "maskinrummet" bag glaspladen, hvorfra de følger Jacob og scanneren, der krydstjekker hans indre.

Det går snildt. Jacob er overrasket over hvor snildt.

Tilbage er "bare" at vente. Bare. Det er alt andet end bare.

En uge føles som hundrede år, og Jacob er så rastløs, at han hele tiden sætter nye projekter i gang. Han drøner tre dage til Kulhuse i sommerhus med nogle venner, men da han vender hjem, kan han ikke længere overdøve angsten.

To dage før, Jacob skal have svar, går han ned med flaget hos en af sine venner på skolen.

Jacob hulker, ryster, er bange og ude af stand til at få hold på sig selv. Vennen vil ringe efter lægen, men det vil Jacob ikke have. Til sidst holder tårerne op - næste morgen bestiller Jacob tid hos en psykolog.

Søren

Første dag i juli er DAGEN. Endnu en af slagsen.

To gange har Jacob fået et andet svar end den frikendelse, han og hans familie higer efter.

Første gang måtte han have flere stråler, anden gang var der en lymfeknude og aktivitet i brysthulen. Og nu ...

Jacob og hans far Søren tager turen til OUH fra Sparkær, hvor Jacob har været på visit. De er sammen - alene to. Det vil sige alene to og de tre sprælske jagthunde, Holger, Tazz og Ruth, der sidder i hvert sit bur bag i bilen.

Kvinderne i familien Pallesen mangler. Jacobs søster, Helene, holder cykelsommerferie på ruten Nordkap- Silkeborg, og Jacobs mor, Esther, er økonoma og udsendt af sit fagforbund. Hun kreerer jordbærgrød og frikadeller til gæsterne på verdensudstillingen i Zaragoza, men har det skrækkeligt med at være så langt væk fra sit barn. Det kan godt være, Jacob er 24 år, men han er stadig hendes barn.

Far og søn parkerer bilen og hundene i skyggen ved OB's anlæg i ådalen.

Mændene ligner hinanden. De går i takt uden at tænke over det. De drejer hovedet samtidigt, holder fingeren mod hagen på samme måde og er stille sammen.

Søren er en tæt mand med robuste hænder, der slog en proper uppercut i bokseringen i tidernes morgen. Stemmen er dyb og lige så rolig som åndedrættet.

Han elsker at gå på jagt - kan sidde i timevis og vente på et dyr uden at fortrække en mine - og al den tålmodighed og ro forsøger han at mønstre, da Jacob og han tager plads i venteværelsets tunge træstole med grønne, polstrede sæder.

- Nu begynder det godt nok at banke på. Denne gang vil vi gerne have en god melding med herfra, siger han, mens tommelfingeren ubevidst glider op og ned ad armlænet i en rytmisk bevægelse.

Svaret

Jacob har fornemmelsen af at have sat sig op til et stort stævne.

- Jeg er så klar til at fyre en 10 kilometer af, men jeg ved, at det ikke nytter noget. Jeg kan ikke gøre noget - ikke spise sundt, ikke løbe fra det - ingenting. Men det skal altså være væk.

Lægen, der kender svaret, er Duruta Weber, som stiller sig i døråbningen til venteværelset.

- Jacob Pallesen.

En tyk bog tynger i højre lomme af hendes hvide kittel, hun bærer stetoskop om halsen og har bare fødder i sorte sandaler. En af de sygeplejersker, Jacob kender bedst, spørger lægen, om hun vil have, at hun går med ind.

-Ja, det vil jeg gerne.

I samme øjeblik, Jacob hører det, begynder alarmklokkerne at bimle i hans hoved. Han tolker på alt - bevidst eller ubevidst - men sådan er det.

Far og søn sætter sig over for Duruta Weber, som læner overkroppen ind over skrivebordet og vender sig smilende mod Jacob. Han kigger hende intenst i øjnene - siger ingenting. Alarmklokkerne bimler stadig.

Søren rømmer sig stille, løfter det ene knæ og lægger armene omkring det. Han er tavs, men brystkassen hæver og sænker sig hurtigere og hurtigere, og han ser på lægen, som vil han trygle et godt svar ud af hende. Så kom da med det!

- Hvordan går det, siger hun.

Jacob presser pegefingeren hårdt mod læben. Tier.

Han kan efterhånden lægesprog. Halvandet år i kræftens verden siger ham, at når læger indleder en samtale på den måde, er det tegn på, at det er noget hø. Hvis alt er fint, hopper de om bord i svaret uden så mange dikkedarer. Hvis ikke, snakker de om noget andet til en start. Måske overfortolker han, men det er sådan, han har det.

Psykolog

Jacob synes, Duruta Weber er flink, men han gider faktisk ikke snakke om, hvordan det går. Han vil bare have svar. Han gør det alligevel.

- Det går kanon. Jeg fik godt nok en form for et angstanfald den anden dag, men jeg har bestilt tid hos en psykolog. Jeg tror, det er en form for stress eller noget.

Duruta Weber nikker og spørger interesseret ind til anfaldet, til Jacobs træning og hans mål, især cykelturen til Paris.

Så griber hun de to hvide ark, der rummer svaret på scanningen.

Hun drejer papiret skråt ud mod Jacob og Søren.

Jacob har ret.

Det er noget hø.

- Det er et blandet svar, siger hun.

Søren rykker uroligt på stolen, og Jacob kigger et kort øjeblik forstenet i gulvet. Så læner han sig tungt frem for at læse med.

Hovedpulsåre

Duruta Weber forklarer, at der er kommet en ny lymfeknude i brystet. Den sidder nær hjertet, ganske tæt på den store hovedpulsåre, og det lader til, at den lader op, som hun kalder det. At den er aktiv.

På halsen har Jacob nogle hævede lymfeknuder, men det kan være fra en infektion. Det skal selvfølgelig tjekkes, men det er lymfeknuden i brystet, der kræver mest opmærksomhed.

Sygeplejersken stiller sig bag Jacob, giver ham et fast klem og lader sine hænder hvile på hans skuldre.

- Skal jeg så have kemo?

- Først skal vi have en prøve for at se, hvad det er.

- Ja. Men NU er jeg godt nok ved at være lidt træt af det her.

- Det forstår jeg godt.

- Jeg vil bare gerne have det pillet ud. Fjernet. Så hurtigt som muligt. Jeg kan når som helst - det gør ikke noget, jeg ikke cykler til Paris. Bare det her kommer væk.

-Jeg kan godt forstå dig, men vi er nødt til at vide, hvad det er.

- Det kan jo være, det er en nitte, Jacob. Det var det sidst, siger sygeplejersken.

Lægen taler om at få lavet en biopsi af lymfeknuden i brystet, men knuden sidder så langt inde i brysthulen, at hun må tale med røntgenlægerne igen. Hun beder Jacob lægge sig på briksen og trykker ham på halsen, maven og i lysken, mens Søren ser til med tårer i øjnene. Afmægtigt knytter han højre hånd og lader den suse hurtigt gennem luften.

- Fandens, hvisker han.

Far og søn forlader afdelingen og går ud i den hverdag, der tillader sig at flyde videre. Søren ringer til Esther, og Jacob taler med Helene. Sidst på eftermiddagen ringer Duruta Weber. Hun har konfereret med røntgenlægerne. Lymfeknuden sidder så tæt på hovedpulsåren og er så lille, at det er for risikabelt at fjerne den nu. Hvor unaturligt det end lyder, er løsningen at lade knuden vokse sig større, så den er til at skelne fra de andre i "vindrueklasen". Jacob væmmes ved tanken, men han får at vide, at selv om lymfeknuden vil vokse, vil kræften vil ikke sprede sig.

Far og søn kører hjem til Sparkær, og to dage senere får Jacob brev fra OUH.

Til august skal han hele scanningsrumlen igennem igen. Inden da cykler han alligevel en tur til Paris.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Otte etaper for unge med kræft

Otte etaper for unge med kræft

Danmarks Armstrong

Danmarks Armstrong

Jacobs fight

Jacobs fight