Klumme: Er verdens redning et antikapitalistisk projekt?


Klumme: Er verdens redning et antikapitalistisk projekt?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kapitalismen er blot et vækstprincip og ikke en styreform, som mennesket har indført. Det er både en forudsætning og en følge af selv det mindste menneskelige samfund, at man bytter sig frem. At dette bytteforhold løbende er til forhandling, og at det skaber specialisering, arbejdsdeling og innovation.

Hvor meget tin kan jeg få i bytte for hvor meget rav? Er det smartere først at bytte ravet til pels og så bytte pelsen til tin? Skal jeg lave perler af ravet først for at optimere værdien af det? Kan jeg opfinde en smart måde at lave huller på? Kan jeg få en anden til at slibe perlerne, og hvad vil det koste mig af uforarbejdet rav til perlemageren? Kan man stole på ham?

Eller får perlemageren opbygget et lager, så han kan oversvømme markedet med billig rav?

Alle disse spørgsmål og mange flere måtte den dygtige bronzealderslipsedreng stille sig, ganske som nutidens virksomheder. Homo sapiens - det tænkende menneske - kunne lige så godt have heddet det vareudvekslende menneske.

Disse kapitalens dynamikker, og alt hvad der ellers er blevet udvekslet af viden, teknologi og kultur i den forbindelse, har i kombination med et tiltagende friere tænkende individ inden for de seneste 500 år accelererende skabt vores komplekse og relativt højt udviklede civilisation, men tillige bragt den på selvdestruktionens rand.

Hvis nogen skulle have den forestilling, at alt dette skal demonteres først, før verden kan reddes, så glem det. At omfattende omstillinger omvendt er uundgåelige åndeligt som materielt, hvad enten man går med slips eller bastskørt i denne alt- og alleomfattende verdenshistoriske udfordring, er præcis lige så evident. Hvorfor, der skal en programmeret svensk teenager og ikke 4000 videnskabsmænd til at få tiøren til at falde, er til gengæld virkelig værd at filosofere over.

Det bliver ikke uden et frit tænkende og innovativt individ eller uden kapitalismens og konkurrencens dynamikker, at disse omstillinger kan finde sted. Eftersom det er dette brændstof, der har bragt os hen til kanten, er det også det, der evner at bringe os tilbage på stabil grund. Kapitalismens besyngere skal altså ikke bekymre sig, heller ikke om markedets størrelse, da det tilsyneladende vil vokse med 3 milliarder individer på bare hundrede år.

Idet kapitalen gik globalt, har de regulerende nationalstater og deres politiske systemer, som er til for at sikre, at flest mulig har det bedst muligt, og at fremtidige generationer har et livsgrundlag, mistet det i forvejen spinkle greb det havde om udviklingen. Det findes der, som jeg ser det, en strukturel eller systemisk løsning på.

Udover naturligvis at styrke alle overnationale samarbejder på politisk niveau må kapitalen for sin del finansiere et globalt rød- gul- grøn- pointsystem, hvor dem - de røde, der sviner mest, anvender de dårligste elementer og produkter i produktionen og underbetaler deres ansatte - afleverer en del af den derved vundne merværdi direkte over i den grønne konkurrents lommer, som sviner mindre. Så ville konkurrencens dynamikker være bevaret, men parametret ville være bæredygtighed. Den hensynsløse producent ville tabe til den omverdensbevidste, og en videnskabeligt baseret konkurrencespiral med henblik på at minimere presset på naturgrundlaget og behandle de ansatte bæredygtigt ville opstå. En slags skat, der ikke involverer staten, men strømmer direkte mellem producenterne. Det ville på en årrække forandre produktionsapparatet og reetablere en fuldstændig uundværlig politisk/etisk kultur omkring markedet, som blev afsnøret, da nationalstaterne med kapitalens globalisering mistede deres reguleringsbeføjelser.

Videnskabligt at opstille parametre for og beregne og justere produkters klima- og naturgrundlagsaftryk er muligt i dag, hvor jagten på merværdi er så forfinet, at hvert led og hvert element i en given vares tilblivelsesproces er monitoreret ned til mindste detalje. Samtidig ville det afstedkomme et tiltrængt verdensomspændende monitoreringssystem med tilhørende bureaukrati, som ikke strander på nationalstaternes utilstrækkelige skala.

Og hvem skulle have interesse i at finansiere en sådan ordning? De virksomheder, der allerede er relativt foran, og som ville få yderligere kapital tilført. At redde verden er ikke et antikapitalistisk projekt, hvis dødemandsknappen indbygges strukturelt i kapitalens egne dynamikker og finansieres af den selv.

Blå bog
Ib Monrad Hansen er født 1963.Han er opvokset på Ærø.

Han er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademis billedkunstskoler og er endvidere cand. phil. i kunstteori og formidling.

Han er kendt for sine detaljerede og tidskrævende malerier. Senest har han udsmykket Den kongelige livgardes kassernes kantine.

I øjeblikket er han aktuel med en større retrospektiv udstilling på Skive Museum med titlen "Another way of painting - Another way of thinking", og den 21. august udkommer bogen Monrads Maleri med tekster af Else Marie Bukdahl, Lisbeth Bonde og Marianne Stidsen.

Ib Monrad Hansen flyttede for fire år siden permanent tilbage Ærø, hvor han nu bor med sin kæreste, lægen Kathrina Handrup Haugaard og deres to små døtre.

Klumme: Er verdens redning et antikapitalistisk projekt?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce