Enhedslistens 25 års jubilæums-landsmøde i bededagsferien gik stille af. Det var også meningen. Nok vil man jo gerne – ikke mindst midt i valgkampen om til folkeafstemningen på søndag om den fælles europæiske patentdomstol – have fokus på sine synpunkter. Men sagen var, at dette landsmøde mest var et landsmøde, hvor Enhedslisten pakkede sin politik væk. I hvert fald den gamle politik.

Revolutionen blev nemlig mere eller mindre skrevet ud af partiets principprogram, og det var partitoppen glade for. Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen udtalte sig vidt og bredt om, at hun da var glad for, at partiet ikke længere i princippet vil nedlægge politiet og endda også fik pointeret klar, at nok ønsker man sig en grundlæggende socialistisk omvæltning – revolution – men den skal komme ad demokratisk vej. Noget man vel i vid udstrækning kan oversætte til, at det nye Enhedslisten vil have, at der skal være flertal for revolutionen, før den iværksættes...

Det er på mange måder prisværdigt, når partier sætter sig for at opdatere principperne og ofrer lidt efter- og omtanke på, om det, man gør, nu også hænger sammen med det, man siger, at man i teorien gerne vil. Således er Enhedslisten jo langt fra det eneste parti, hvis principprogram har lidt en hård skæbne i mødet med den virkelige virkelighed. Her har alle partier – i hvert fald dem, der har nærmet sig indflydelse – måttet sande, at principper ikke batter meget, når kompromisser skal indgås.

Der var således i den grad grænser for, hvor liberal Venstre var, da partiet var i regering sidst, ligesom den nuværende regerings helt store svøbe er, at de socialdemokratiske vælgere i vidt omfang har svært ved at genkende de socialdemokratiske værdier og principper i den gennemførte politik.
Sådan er det, og det gælder sådan set på begge sider af hegnet, at principprogrammer mest af alt er noget, der virker – i princippet.

Derfor er det også noget andet og måske langt vigtigere, der ligger bag, når Enhedslisten stryger de revolutionære fraser og velkendte grundsocialistiske paroler fra partiprogrammet. Nemlig forsøget på at normalisere sig. Et forsøg på at spille sig selv endnu mere ind i varmen som aktør på den almindelige politiske scene.

Det er forståeligt, at Enhedslistens spidser gerne ser partiprogrammet renset for den type politiske budskaber om socialistiske og kommunistiske utopier, som medier og kritikere elsker at boltre sig i. Således lykkedes det forrige sommer Socialdemokraterne at få gang i en heftig mediedebat om Enhedslistens demokratiske sindelag i forbindelse med netop spørgsmål om privat ejendomsret og andre principper fra det gamle kommunistiske og socialistiske program.

Det var også den tur i mediemøllen, der var med til at sætte nyskrivningen af principperne i gang. Og selv om Enhedslisten i øjeblikket repræsenterer den største partimæssige succes i dansk politik – partiet tredobledes ved seneste valg – så kan ’normaliseringen’ være farlig.

Sagen er, at Enhedslisten i høj grad har været partiet for utopisterne, dem der ville et helt andet samfund og mente det alvorligt. Dem som søgte grundlæggende forandringer og fandt sig bedst tilrette i et parti uden ledelse og uden stemmesluger-ansigter på valgplakaterne. De mennesker risikerer Enhedslisten nu at miste, fordi partiet nu er som de andre. Et parti der anerkender alle de gængse regler og retningslinjer for politik. I realiteten tager Enhedslisten et stort skridt mod højre, mod borgerligheden og mod anerkendelsen af, at man skal være som de andre for at være med.

Det kan nemt på lang sigt koste mange af måske især de unge vælgere og medlemmer, hvis Enhedslisten i stedet for at insistere på at være det anderledes organiserede og anderledes tænkende parti på venstrefløjen nu blot – firkantet sagt – har som ambition at være bedre end SF til at være SF. Det er i hvert fald ingen revolution.

  • Mylenberg_Troels_(2015)_014

    Af: