Ytringsfrihed pligt og pli

Paul hegedahl

Ytringsfrihed pligt og pli

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden censuren i Danmark blev afskaffet, har der næppe været en periode, hvor ytringsfriheden er blevet diskuteret så lidenskabeligt som i de seneste par år.

Selv om grænserne for ytringsfriheden i dag må siges at være vidtstrakte, betyder det ikke, at alt kan ytres alle vegne og på alle tidspunkter.

Samfundet består af særdeles mange grupper, der hver har deres regler og konventioner for, hvad man taler om - og hvordan. De fleste mennesker er medlem af mange forskellige grupper, der har vidt forskellig opfattelse af, hvad der kan siges, hvor og hvornår - undertiden i tydelig uoverensstemmelse mellem hver gruppes normer. Det kræver omtanke.

I den offentlige sektor diskuteres mere og mere indgående både ytringsret og ytringspligt. De offentligt ansatte er formelt set omfattet af ytringsfriheden, men reelt er ytringsfriheden stækket, fordi offentligt ansatte risikerer mange forskellige former for sanktioner, hvis de benytter sig af denne ret. Ombudsmanden har i en række tilfælde af egen drift taget sager op, hvor offentligt ansatte har oplevet sanktioner efter at have udtalt sig kritisk om deres arbejdsplads.

For balancens skyld må det siges, at forholdene ikke er meget anderledes i den private sektor, men af mange grunde mindre synlige og - ofte - mindre relevante for almenvellet.

Reelt er offentligt ansatte bedre juridisk beskyttet end privatansatte, siger Arbejdsmarkeds-Etisk Råd, men der er brug for en kulturændring på arbejdspladserne.

Ind i billedet er så kommet begrebet ytringspligt. En lang række forbund og foreninger står frem og siger, at deres medlemmer i mange tilfælde har ytringspligt.

Ytringsfrihed medfører ikke ytringspligt. Men i visse tilfælde vil, som nævnt, offentligt ansatte, f.eks., have pligt til at udtale sig om nogle forhold. I andre kan politikerne ikke med nogen ret skyde sig ind under, at de jo ikke har ytringspligt.

Et eksempel er mediernes forsøg på at få interviews med statsministeren om krigen i Afghanistan. Statsministeren henviser, at han ikke har ytringspligt.

Om ytringspligten siger Fyens Stiftstidende i en leder i november 2006: "... i modsætning til efterretningsofficerer og andre tjenestemænd har pressen ikke tavshedspligt. Tværtimod. Pressen har ytringspligt. Ikke nødvendigvis til at tegne Muhammed, men derimod til, for nu at citere fra dette blads egen formålsparagraf, "at fremdrage enhver nyhed, som har betydning for den frie meningsdannelse". Man kan vist dårligt bestride, at oplysninger om det grundlag, hvorpå et folketingsflertal har sendt danske soldater i krig, har væsentlig betydning for den frie meningsdannelse".

Det kunne se ud til, at der er grund til en grundig og nuanceret drøftelse af begrebet ytringspligt.

Og så kommer så professor Mogens N. Pedersen med en god vinkel i debatten med sin klumme: "Sure censorer", hvor han tager kalkunjagten ved vingebenet. En del af ytringsfriheden og -pligten misbruges til helt ligegyldige formål. Hertil kan man føje, at det må gælde for alle, at der er noget, man har frihed til at udtale sig om, men reelt ikke bør udtale sig om af den ene eller anden grund - måske menneskelige hensyn.

I en mailudveksling mellem denne synspunktskriver og professor, Anders Drejer fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet, kom sidstnævnte med udtrykket: ytringspli. Et begreb som vi alle nok bør tage til os.

Tænk på eksemplet med Poul Nyrup Rasmussen, der under debatmødet med Anders Fogh Rasmussen en uge inden Folketingsvalget 2001, gav sig til at rive sider ud af Fogh Rasmussens bog "Fra socialstat til minimalstat". Klippene fra den scene blev vist igen og igen i medierne. Følgerne er velkendte.

Piet Hein har sagt: "Kultur er ikke en fin menuet i en fortids frednings forening. Men det at slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening". Man bør bruge sin ytringsfrihed med pli - i hvert fald i Danmark.

Det kan man godt samtidig med at bevare både friheden og retten.

Paradoksalt nok kan konsekvensen af dette føre til, at nogle holder sig tilbage fra at komme med kontroversielle ytringer. Der kan således opstå et dilemma mellem tolerance og ytringsfrihed. Skal ytringsfriheden også omfatte de intolerante? Og hvem kan definere, hvem der er intolerant?

paul hegedahl

Store Stege 20, Dyreborg, Faaborg

Ytringsfrihed pligt og pli

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce