Vollsmose. Drømmene i Vollsmose
Af: Susanne Crawley Larsen - rådkvinde, Radikale Venstre, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune

Som rådkvinde for børn og unge, skal jeg være den sidste til ikke at erkende de mange udfordringer, der er i Vollsmose. Jeg bliver dagligt konfronteret med dem. Banderne er hæslige, og det de gør er afskyeligt. Alt for mange mennesker har ikke et job, og nogen har måske slet ikke lyst til at have et og er blevet eksperter i hvordan, man undgår det.  Alt for mange børn vokser op uden at se særlig meget andet end "firkanten". De går i klasser, hvor der måske slet ikke er etnisk danske børn. Det er den ene side af Vollsmose, den som resten af Danmark kender. 

Men der er også en anden side, som vi ikke hører meget om. Den er heller ikke så nem at få øje på, men den er der - og den er en del af løsningen. 

Hvis man vil gøre sig håb om at lære Vollsmose at kende, må man være der på andre tidspunkter end i valgkampen. Man må tage af sted uden en flok journalister og et rullende tv-kamera som ledsager. Så vil man måske møde SAHANkvinderne, der er en gruppe af somaliske kvinder, der knokler for, at deres børn skal få en uddannelse og holde dem ude af kriminalitet - dem der i al ubemærkethed fik årets Tine Bryld-pris.

Man vil i et afsides lokale finde nogle frivillige unge kvinder, der laver pigeklub, hvor man taler om teenagesager, men også om livets store spørgsmål. Man vil opdage skoleledere, der har viet deres liv til at give Vollsmoses børn de bedst mulige betingelser i livet. Og så vil man opdage et nærpoliti, der er lykkedes med dialogen og nu bliver betragtet som "vores politi" af de almindelige Vollsmoseborgere.

Og sidst men ikke mindst vil man opdage drømmene hos dem, der bor der. Det gør man ikke til en konference om indvandrerkvinder eller et stort anlagt møde på rådhuset. Det gør man, når man er så heldig, at blive inviteret indenfor hos en familie eller helt stilfærdig får en snak med et par piger, der kommer hjem fra skole.

Løsningerne er der, hvis man ser efter dem. Beboerne i Vollsmose ønsker det samme som alle andre, nemlig at deres børn får et godt liv med uddannelse, job og familie. Endnu har jeg ikke mødt en eneste mor eller far, der ønsker, at deres barn skal være medlem af en bande eller være på kontanthjælp.

Jeg lukker ikke øjnene for, at der er bander og mange mennesker uden et job, og det skal der gøres noget ved, men jeg mener, at man skal finde energien og drømmene, hos dem der bor i Vollsmose og interessere sig for, hvorfor banderne for nogen bliver et bedre alternativ end de fællesskaber, der allerede er.

Helt konkret kan det handle om, hvordan vi lader børn i vores by gå i skole og børnehave eller hvordan vi indretter vores by. Jeg er overbevist om, at noget af løsningen ligger i, at vi bor sammen og går i skole sammen på tværs af alle vores forskelligheder, og at vi har et fælles sprog, det danske, som binder os sammen, for drømmene er de samme.