Kan det virkelig passe, at så mange mennesker her i lille Danmark ikke er klar over, hvad en pædagog er for en størrelse? Umiddelbart lyder det som om, der er mange misforståelser, der svirrer rundt i luften i denne konflikttid.

Vi pædagoger er ikke kun "overbetalte" barnepiger, som en pædagog udtalte under den sidste konflikt. I virkeligheden er vi faktisk underbetalte i forhold til timeløn og antal børn pr. voksen i daginstitutionerne. Tænk lige engang over, hvor meget du betaler en uuddannet barnepige?

Vi pædagoger mangler anerkendelse både i form af skulderklap i alle afskygninger, men allermest i form af en solid lønstigning.

Der er færre og færre, der søger ind på pædagogseminarierne rundt omkring i landet. Samtidig er der flere og flere dygtige og erfarne pædagoger, der forlader faget i ren og skær frustration. Det er en katastrofe.

Manglen på pædagoger vil fremover betyde, at der i institutionerne vil være flere og flere uuddannede ansatte. Hvilke konsekvenser vil det have, tænker du nok?

Ud fra det, jeg hører, både med og uden den magentafarvede t-shirt på, synes mange tilsyneladende ikke, at det betyder noget som helst. For: enhver kan da passe børn - hvor svært kan det være? Pædagoger laver jo ikke meget andet end at drikke kaffe og sidde i rundkreds og synge Pia Raug-sange.

Hvorfor gør det en forskel, om det er en uddannet pædagog eller en uuddannet, der er til stede? Vi har en bred uddannelse, det vil sige, vi ved en hel masse om børn i vuggestuealder, børnehavealder, SFO-alder, klubalder og vi ved en masse om børn og voksne med diverse handicap - både fysisk og psykisk.

Vi er udstyret med en stor faglig og teoretisk viden inden for alle disse områder. Vi ved, hvordan børn inden for normalområdet udvikler sig. Vi er i stand til at observere og iagttage, når børn ikke udvikler sig, som de skal, og vi er samtidig også i stand til på relevant og faglig vis at kunne gøre noget ved det.

Vi er rigtig gode til at samarbejde med andre faggrupper, så vi derved kommer hele vejen rundt om barnet og dets familie. Vi tænker i helheder. Vi er i stand til og bruger efterhånden meget af vores tid på, at rådgive og vejlede forældre.

Vi har et stort ansvar hver eneste dag over for de børn og voksne, vi er sammen med. Går alt som det skal? Trives barnet? Hvor skal vi sætte ind? Vi har hele tiden antennerne ude. Tro mig, skulle en enkelt gribe mig i at stå henslængt på legepladsen med en kop kaffe i hånden, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at jeg intet foretager mig.

Næh, kollegial sparring og supervision kan skam udmærket foregå på en legeplads. Større diskussioner om faglige og teoretiske emner kan også foregå her. Pædagoger behøver ikke nødvendigvis sidde om et blankpoleret bord for at være superfaglige og topmotiverede i deres arbejde. Og nej, vi snakker ikke bare F... et øre af. Al denne kollegiale snak udmønter sig altid i konkret handling i måden at gribe en situation an på.

Vi er som pædagoger rigtig gode til at holde hinanden oppe i et stadig stigende arbejdspres. Trods manglende forståelse for, hvad det egentlig er, vi går og laver og med flere og flere børn proppet ind i institutionerne, er vi mange, der glade går på arbejde hver dag. Vi vil bare så gerne have mere i løn. For vi er det værd.

Vi trænger virkelig til påskønnelser, især i denne tid, hvor medierne til kvalmegrænsen har vældig travlt med at sætte fokus på alle disse strejkeramte forældre, der konstant udtaler sig om, at vi pædagoger har taget dem og deres børn som gidsler. Virkelig en overdrivelse af rang.

Vi vil alle rigtig gerne tilbage. Men vores krav om lønstigning er det, der fylder mest nu. Prøv engang at tage fingeren ud af egen navle og se denne kamp i et større perspektiv. Vi kæmper i virkeligheden også for dit barns ve og vel. Vi vil gerne have veluddannede kolleger i fremtiden også, som kan være med til at udvikle lige netop din lille solstråle.

Prøv engang at vende frustrationen over på Kommunernes Landsforening og den siddende regering. Det er dem, der kan stoppe denne konflikt ved at imødekomme vores lønkrav.

Alle ansatte inden for det offentlige yder en kæmpe indsats hver eneste dag, og det må og skal ikke tages som en selvfølge.

Vi har alle et stort ansvar, som på ingen måde skal sammenlignes og sættes op imod hinanden. Vi arbejder ud fra menneskelige værdier og holdninger, som ikke kan måles og vejes. Men derfor kan vi godt sætte tal på vores værd.

Marianne Andersen

pædagog, Skt. Jørgens Gade 131, tv., Odense C