Udhulet faglighed med detailstyring og kontrol kædet sammen med en dårlig lønudvikling er nogle af vilkårene for frontpersonalet i den offentlige sektor.

Man kunne håbe på, at en ny overenskomst sammen med en ny finanslov her oven på et velfærdsvalg kunne vende billedet. Men det ser svært ud.

Der er udsigt til yderligere nedtur for velfærdsområdet. Så meget, at Ugebrevet Mandag Morgen ligefrem taler om risikoen for, at velfærdssamfundet kollapser.

Det starter allerede, når man træder ind på arbejdspladsen. Alt for mange steder er bygninger, inventar og materialer nedslidte og utidssvarende. Over 70 procent af lærere og politibetjente deler den opfattelse.

Muligheden for at bruge fagligheden nedsættes med besparelser og omlægninger samtidig med, at et evindeligt bureaukrati med utallige kontrolforanstaltninger er væltet ned over de offentlige ansatte, der arbejder med børn, skoleelever, studerende, ældre, patienter og lovovertrædere.

Der mangler anerkendelse og tillid til de offentligt ansatte. Det ligger svært i munden på mange politikere, og nogle medier skubber gerne til det hældende læs.

Helt tydeligt bliver det inden for de nærmeste uger. Så skal de offentlige arbejdsgivere med finansministeren i spidsen aftale løn og arbejdsvilkår for den tredjedel af arbejdsmarkedet, som er ansat i det offentlige.

Vi forventer selvfølgelig en lønudvikling, der er på linje med det øvrige arbejdsmarked. Finansministeriet har for nylig skønnet, at lønstigningstakten på det private arbejdsmarked i 2008 og i 2009 ligger på 4,75 procent om året. Når det bliver en treårig overenskomst, kan enhver regne ud hvilken lønudvikling, der mindst skal til for at gøre det offentlige arbejdsmarked så attraktivt, at det kan fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Det skal selvfølgelig være attraktivt og lønsomt at tage eksempelvis en mellemlang uddannelse som lærer, pædagog og sygeplejerske. Sådan er det ikke i dag. Det betaler sig simpelthen ikke godt nok at tage en uddannelse for at blive offentligt ansat.

Der er ellers god brug for netop de uddannelser i det offentlige.

Seneste opgørelse viser eksempelvis, at 2280 lærerstillinger ikke er besat af læreruddannede.

Men arbejder regeringen da ikke hårdt for at sikre velfærden her i landet?

Hvis man skal tro dens egne tal for realvæksten i de offentlige serviceudgifter, er der ikke megen hjælp forude. Budgetterne skal kun fremskrives med under én procent om året frem til 2015. Det kan næppe dække mere end den demografiske udvikling med de flere ældre, som har behov for omsorg.

Jeg håber, at der snart vil være et flertal af politikere på Christiansborg, som vil kvalitet og udvikling i den offentlige sektor.

Et velfærdskollaps nedbryder sammenhængen i samfundet og det rammer selvfølgelig de svagest stillede hårdest.

Men bedre velfærd koster.

Derfor er et enkelt og letforståeligt krav, at der skal være den samme vækst i midler til den offentlige velfærd, som der er til det private

forbrug.

niels munkholm rasmussen

medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, Væbnerhatten 245, Odense SØ