Velfærdssamfundet er nok noget, vi er mest stolte af. Vi er så stolte, at vi gerne fortæller om det, når vi er i udlandet, og hvad muligheder det giver os.

Vi skal ikke have penge op af lommen, når vi går til læge, ligeledes koster et hospitalsophold os ikke noget. Det koster heller ikke vores børn at få en videregående uddannelse. Også de gamle og svage bliver der passet på.

I de sidste år er der fortalt om uværdige forhold på ældreområdet i medierne. Men velfærdssamfundet har desværre en bagside. Et kig ind i landets skoler afslører lidt for ofte nedslidte lokaler, forældede undervisningsmaterialer og mange gange sundhedsskadelige indemiljø. På læretimetallet er der skåret dratisk ned med op til 30 elever i hver klasse.

På sundhedsvæsenet er ventelisterne blevet ret så høje, selvom der en ventegaranti. Der tales om patienter, der dør, inden en behandling kan iværksættes. Der er medicinske patienter, som er færdigbehandlet, som ligger på hospitalets gange, fordi der først skal være plads på et plejehjem.

Hvordan er det, set med almindelige danskeres øjne?

Hvis man som borger har den opfattelse, at det står sløjt til med velfærden, må vi ikke glemme, at vi til daglig nok bliver oplyst med de dårlige historier. I mediernes verden er en dårlig historie godt læsestof. Vi hører hver dag om, at systemet har spillet fallit, og er det sandt?

Det er fint, at pressen er vores vagthund, men der findes også gode historier om velfærdssamfundet.

For den enkelte borger må man sige, at der er sket et skred. Hvor vi før med rette kunne kalde os borgere, er vi i dag i stigende grad blevet forbrugere af de offentlige ydelser.

Samfundet bliver nærmest opfattet som en slags forsikringsselskab, som man betaler så og så meget til. Til gengæld forventer man også at få fuld valuta for pengene.

I dag har vi en ret for det meste indkomst, og den ret står man meget fast på.

Der bliver i dag stillet store krav til velfærdssamfundet. Hører vi dårligt, får vi hjælpen gratis, ser vi derimod dårligt, eller er tænderne i en elendig forfatning, må vi til lommerne. Det synes mange er forkert. Kommer der nye banebrydende behandlingsformer frem, forventer vi, at de stilles til rådighed for os.

Der er de seneste år kommet mange livsstilssygdomme, som diabetes 2, hjertekarsygdomme og visse former for kræft.

Udgifterne på sundhedsområdet stiger derfor uventet voldsomt år efter år.

Politikerne, som har det overordnede ansvar, lover og lover. Hvad de fleste kan blive enige om er, at skatten er al for høj. Vi har verdens aller højeste skattetryk, siges der af mange, men politikerne siger, at der ikke kan blive råd til det hele.

Man har allerede længe set, at forskellen mellem rig og fattig er stærk stigende. Vi regner/håber alle på et anstændigt liv, men det fortoner sig mange gange i det uvisse. De forventninger, der er blevet skabt hos de fleste danskere om velstanden/stigninger, er nok vanskelig at skrue ned.

Vi bliver flere og flere, der gør/har brug for det offentlige. Nogen af nød, nogen der er/mener, at de er berettiget. Sidst og ikke mindst de ældre. Dem kommer der mange af de kommende år. Inden for de nærmeste år bliver der ca. én million, og det er da et vist antal.

Så er spørgsmålet, om velfærdssystemet er gearet til det? Udgifterne til velfærden har aldrig været så høje som nu. Vi siger godt nok, at vi betaler en høj skat, men som det er nu, kan velfærdsudgifterne ikke følge med. De offentlige udgifter nærmer sig næsten 1.000 milliarder, og det er da en vis sum penge. Målt i faste udgifter er det en fordobling over de sidste 30 år. Så der må spares, hvor det er rimeligt.

Mange (fornuftige) mennesker ser dette problem og er da også parate til at skære "luksusydelser". Væk med børnechecken til de bedre stillede og den slags, men behold pensionen og gratis lægehjælp.

leif olesen

Slørhatten 10 N, Odense SØ