Den store nedgang i optaget til universiteterne her i sommeren 2008 er kun et blandt flere områder i uddannelsespolitikken, hvor regeringens politik har fejlet.

Hvad angår at gennemføre en ungdomsuddannelse var andelen for første gang i 15 år under 80 procent af en ungdomsårgang. På pædagoguddannelsen er optaget i år faldet med 22 procent, på sygeplejeuddannelsen med 18 procent og på læreruddannelsen med ni procent.

Og på universiteterne går udviklingen stik imod regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal læse på her i 2020 mod i dag 15 procent.

Disse alvorlige problemer i uddannelsessystemet er ikke tilfældige svipsere, men hænger sammen med den nyliberalistiske inspiration for VK-regeringens uddannelsespolitik og videre forstand dens velfærdspolitik.

Et kernepunkt for nyliberalismen er, at omfordelingen af økonomiske midler fra markedet til og via velfærdsstaten skal rulles tilbage. Det har ført til drastisk nedprioritering af det offentlige forbrug, og regeringen har længe signaleret, at offentlig beskæftigelse her har lavere status.

Dette er også blevet bekræftet ved de seneste overenskomstforhandlinger. Også regeringens tydelige planer om nedskæring og besparelser i den offentlige sektor i de kommende år tegner et mindre attraktivt billede af beskæftigelse i det offentlige.

Den samlede virkning af alle disse negative prioriteringer og signaler for offentlig velfærdsservice er en væsentlig årsag til ikke mindst den faldende tilgang til lærer-, pædagog- og sygeplejeuddannelse.

Et andet kernepunkt for nyliberalismen er, at fordelingspolitikken og de offentlige ydelser i højere grad skal tilgodese de bedrestillede (eliteorientering).

Det har også sat sit præg på uddannelsespolitikken i form af akademisering, individualisering og elitetænkning. Opsplitningen på erhvervsuddannelserne i et stort antal moduler og forskellige forløb er et eksempel herpå.

Et andet eksempel herpå er opsplitningen i gymnasierne i et hav af studieretninger. Eller de individuelle elevplaner i folkeskolen.

Endvidere er boglighed, teori og teoretisering blevet opprioriteret i store dele af uddannelsessektoren fra mellemlange videregående uddannelser over gymnasier og helt ned i folkeskolen. Det passer utvivlsomt den bedst stillede tredjedels børn og unge godt. Men falder ved siden af i forhold til børn og unge med en almindelig lønmodtager/arbejderbaggrund og navnlig er en direkte hæmsko for de svage.

Man må også spørge sig selv, om det er noget tilfælde, at videnskabsminister Helge Sander også har skærpet optagelseskravene til universiteterne i 2008, hvilket umiddelbart er kraftigt medvirkende til det lavere optag i år. Regeringen har motiveret dette med, at det skulle begrænse frafaldet senere hen.

Men med faldende studentertal følger også færre økonomiske midler til universiteterne og dermed forringelse af studiemiljøerne og færre ressourcer til at tage sig af svage studerende.

Spørgsmålet er derfor, om der bag skærpelsen af adgangskravene til universiteterne i virkeligheden snarere også ligger en større grad af eliteorientering?

Konsekvensen bliver naturligvis både ringere økonomisk vækst og ringere velfærd.

Både erhvervsskoler og universiteterne leverer vigtig arbejdskraft til erhvervslivet, og når disse mangler, hæmmer det selvfølgelig produktion og vækst.

Og når der bliver mangel på velfærdens kernetropper - lærere, sygeplejersker og pædagoger - og dermed på hænder til at udføre velfærden, bliver konsekvensen uundgåeligt lavere service til borgerne.

henrik herløv lund

økonom, cand.scient. adm., Engelstedsgade 54, København Ø