Tyranniet med statskontrol betød, at man intet sted kunne finde initiativ eller frit arbejde. Det betød lammelse i samfundet. Da barbarerne, der havde en femte kolonne overalt i staten, strømmede ind over de svækkede grænser, var der ikke tilstrækkeligt tilbage af den gamle romerske stolthed, energi og begejstring til at drive dem bort igen.

Energien og begejstringen fandtes nu hos barbarerne, der kom strømmende til for at slå sig ned og for at røve, betagede af de store stenhuse, de pludselig befandt sig i til behagelig afveksling for deres hjemlige jordhytter. Det blev Romerrigets dødsrallen. 

(sagt af økonomen Jules Toutain, her citeretfra H. V. Mortons "Roms Tryllerier")

Da jeg lagde bogen, var det de ovenfor citerede sætninger på side 123, som trak mig til computeren.

Her skriver Morton om nogle af grundene til, at verdens største rige, Romerriget, gik nedenom og hjem i 500-tallet efter vor tidsregnings begyndelse. Han citerer bl.a. Jules Toutain for ovennævnte linjer fra dennes bog "L'economia antica".

Det synes jeg lige, du og jeg og vore politikere skulle tænke lidt over.

Da den engelske journalist og forfatter H.V. Morton døde i 1979, 87 år gammel, mistede verden sin allerbedste rejsebogsforfatter. Han har fortryllet en hel verden - inklusive Danmark - med sine bøger "Mit England", "Dejlige Spanien", "I Mesterens fodspor" (om Palæstina), "Roms tryllerier" m.fl.

Af og til tager jeg hans bøger ned fra reolen og genlæser dem, selv om jeg ikke står foran en rejse dertil. Det bliver jeg aldrig træt af, for når man en sjælden gang falder over en mesterfortæller, kan man vende tilbage til ham igen og igen.

Jeg har nok læst "Roms tryllerier" fire til fem gange, men denne gang fik jeg endnu mere ud af den end nogensinde før.

Gå hen og lån den eller en af hans andre på biblioteket - og find jer i, at han svæver vel meget efter vor smag for Englands aldeles u-huskelige konge-, dronninge- og prinserække.

Hvad han ikke véd om de store klassiske kunstneres særheder, modermærker og spisevaner er reverenter talt ikke værd at vide. Og så fortæller han det set i jordhøjde, så enhver kan more sig eller bare sige "Ih, virkelig?"

Men der skal mere end almindelig begavelse til at holde ting ude fra hinanden, når han i samme afsnit på seks til syv linjer når at fortælle om en hyrde, han møder på Palatinerhøjen anno 1962, dennes pendant i Jesustidens Galilæea år 0, bygmestrene af det og det romerske palads samt et par tips om, hvordan man finder et i Roms gadelabyrinter.

Han ved også alt om de spøgelser og andre store ånder, som har bevæget sig i de syv til otte lag Rom under hans fødder.

Åh, hvor man hygger sig og skriver små huskesedler om, at det lille træ eller den lille stensætning må man se, når man næste gang kommer til byernes by.

Men det var altså det med statsformen, jeg ville fremhæve.

erik haaest

Strandvænget 2 A, Lundeborg, Hesselager