Da statsministeren holdt sin nytårstale, drejede meget sig om landets økonomi. En vigtig sag.

Vi er så heldige, at det er lykkedes gennem aktiv indsats at få ændret mange års stilstand til fremgang. Det bør rette vedkommende roses for og belønnes for.

Det er rimeligt, at dygtig ledelse tilgodeses, men det er også rimeligt, at man indser, at uden "håndgangne medvirkende" vil intet kunne sættes i gang, og at nulevende generationer er bibragt en klar forestilling om deres betydning i denne sammenhæng og ønsker sin del af fremgangen realiseret. En måske for overset realitet i den nationaløkonomiske planlægning.

Liberalisme er en god ting, men allerede på dens fader Adam Smiths tid 1760 - på grænsen mellem merkantilismen og industrialismen - opstod der en kritik, der advarede mod en laissez faire- udvikling af liberalismen.

Advarslerne gik ud på, at den egentlig fornuftige udvikling blev udnyttet til dannelser af oligarkier og monopoler, der fik en uheldig virkning på den liberale tankegang, idet den konkurrence, der egentlig er en af liberalismens forudsætninger og mål, forhindres, når styringen af både økonomi og befolkningsvelfærd bliver koncentreret hos færre og færre kapitalejere - i dag hos banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde, varehuskæder etc. En udvikling, der i nutiden forstærkes af globaliseringen.

Danske virksomheder med en produktion, der dækker et overskudgivende behov, bliver opkøbt af/sælges til internationale koncerner og unddrages dansk indflydelse og økonomi.

I sin tid overså man advarslen, hvilket gav anledning til, at filosoffer som Karl Marx og Engel gav sig til at anskue " Nationernes Velstand" fra en bredere befolknings synsvinkel, som derigennem blev sin betydning for udviklingen bevidst og tog til genmæle for en anden fordeling af nationalproduktet. De hintidige følger kendes og "røde skoler" anes.

Over for en sådan udvikling står bevarelsen af en fornuftig nationaløkonomi. Det bør i den forbindelse overvejes, om den omdeling af værdiskabelsen via staten, som nødvendigvis må finde sted, i dag er tidssvarende.

Et eksempel på en forældelse er udifferentieret moms. En afgift, der relativt vejer tungere på et lavt indtægtsniveau end på et højt.

Et andet er de fondsskabelser, der har fundet sted gennem oprindelig offentlig finansierede funktioner, der privatiseres.

Man må erkende, at den megen snak om velfærd har en direkte forbindelse til begrebet behovsdækning, en følelse, der under liberalismen forstærkes af de umiddelbare følger af oplysning og påvirkning gennem reklamen, men som måske i for høj grad påvirker mulighederne for en overordnet økonomisk styring.

Kort sagt er situationen, at hvis man ønsker at bevare liberalismen som overordnet ledesnor, må man finde på en styreform, der vel giver frihed, men også indeholder en passende balance mellem udbytte og indsats.

Løsningen kan næppe findes i en speciel politisk tankegang, men i realistisk og indsigtsfuld styring af ressourcerne.

En ny alliance mellem betydende partier kunne være en sådan.

Henning Roed

Birkevej 16, Vissenbjerg