Af uransagelige grunde gik Danmark ind og prøvede at spille stormagt sammen med amerikanerne og englænderne i Irak. Der var sikkert også et element af humanitær støtte for at opbygge et land, der i årevis have lidt under diktatoren Saddam Hussein.

For at gennemføre indsatsen havde man naturligvis også brug for tolke til at bistå soldaterne.

Tolkene måtte leve med en konstant risiko for, at de eller deres familier blev bortført og i værste fald dræbt af fanatiske terrorister. Deres hverdag blev en konstant frygt for, at identitet og arbejde blev afsløret. De satte deres egne og deres familiers liv på spil for at sikre et fremtidigt frit Irak.

Den danske regering opdager, at fred i Irak ikke opnås så let som håbet, vælger man at sige, at irakerne har meddelt, at de selv kan klare det arbejdet.

Det har selvfølgelig intet at gøre med, at danske meningsmålinger og politisk opposition kræver afgang fra Irak. Vore styrker kan bruges bedre i Afghanistan, siger man.  

Derfor gør man sig klar til afrejse. Tolkene tænker det officielle Danmark ikke på i første omgang. Først da de danske soldater siger, at deres irakiske tolke og deres familier nu er i risikozonen, griber den danske regering ind i et fint mediestunt og meddeler viden om, at så tager vi de irakiske hjælpere til Danmark, hvor de kan skabe sig en ny tilværelse.

De flyves så hertil i ly af natten og placeres på centre langt fra job, danskere og den hjælp, de burde have modtaget for deres støtte.

Lidt opmærksomhed fik en af tolkene dog. Han fik rettens ord for, at han skulle lade sig skille fra en af sine to koner. Det var ikke "commes il faut" efter dansk lov. Manden var ganske vist gift med sine koner efter irakisk lov. Men med lov skal land holdes...

Tolke og familier har så siddet og trillet tommelfingre i månedsvis. Flere af dem er uddannede ingeniører og læger. De besidder altså kvalifikationer, som vi har mangel på herhjemme.

Integrationsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Statsministeriet, Forsvarsministeriet - alle forholder de sig totalt passive for at få tolkene indpasset i det danske samfund.

Nu har de samme tolke fået nok. Flere af dem rejser nu hjem til usikkerheden og risikoen. Den er trods alt bedre end trillen tommelfingre i et asylcenter.

Vi har brugt disse mennesker for at nå politiske mål og ambitioner. Vi har bedt dem om at risikere deres og deres familiers liv. Takken for deres indsats er et ophold i Danmark i isolation og lediggang En enkeltbillet hjem til en usikker fremtid i et land, der ikke er sikkert i det hele taget.

Der er tale om et svigt af dimensioner.

Først blander vi os i en invasion i Irak Så trækker vi os ud i utide. Så tager vi tolke til Danmark med tomme løfter. Så sender vi dem hjem til uvisheden. Svigt på svigt.

Hvornår gør vi det samme i Afghanistan?
  • fyens.dk