Flere juraprofessorer beklager i dagspressen, at strafferammen for en række forbrydelser er hævet betragteligt de senere år. Desværre fremfører de ingen konkrete eksempler på dette, og det står derfor ganske uklart, hvad der menes, når det bliver fremhævet, at strafferammen over en årrække har været "hastigt voksende".

Ifølge professor i retssociologi ved Aarhus Universitet Jørgen Dalberg-Larsen er befolkningens indstilling til spørgsmål vedrørende strafudmåling langt fra entydig.

Spørger man "generelt, ønsker befolkningen strengere straffe især i voldssager", udtaler Dalberg-Larsen. Men i samme åndedrag kan han oplyse, at "de fleste" er af den opfattelse, at man i retspolitikken "skal satse på forebyggelse frem for straf ".

Med al respekt synes professorens to udsagn for det første at modsige hinanden.

For det andet rejser det spørgsmålet: Hvilke videnskabelige undersøgelser er udtalelserne bygget på? Har undersøgelserne entydigt afsløret, at befolkningsflertallet mener begge dele - samtidigt, som hævdet af professoren, og hvad vil det i givet fald indebære rent videnskabeligt?

Juraprofessor ved Københavns Universitet Eva Smith giver udtryk for den opfattelse, at voldsofre i stort tal ikke ønsker voldsforbrydere straffet med "mange års fængsel". I stedet ønsker de forbryderne "straffet på en måde", så de "ikke begår den samme" type forbrydelser igen.

Eva Smith synes at dele "de mange" voldsofres sympatiske ønsker, men går ikke ind på spørgsmålet om, hvorvidt kriminalitetsstatistikken indiskutabelt fastslår, at gentagelseskriminalitet er steget mærkbart, efter at strafferammen angiveligt er hævet for voldsforbrydelser.

Tilbage står derfor et centralt spørgsmål: Er der en uanfægtelig sammenhæng mellem straffens længde og hyppigheden af gentagelseskriminalitet?

Professor ved Aarhus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen fremsætter den tilsyneladende faktuelle oplysning, at "mange danskere fejlagtigt" tror, "at højere straffe er den rette vej til mindre kriminalitet".

Herefter henviser han til, hvad "videnskaben dokumenterer", men desværre fremlægger han ikke et eneste eksempel på denne "dokumentation".

I stedet henviser han til mediernes omtale af den ulykke, som ramte en østjysk familie, da en prøveløsladt yngre mand i høj fart kørte over for rødt og dræbte familiens 15-årige søn.

Til mediernes omtale og moderens besindige spørgsmål vedrørende strafudmåling bemærkede Gorm Toftegaard Nielsen bl.a.: "... det er følelser det hele".

Når det gælder spørgsmål af denne art, synes Gorm Toftegaard Nielsens tillid til det danske folks dømmekraft at være stærkt begrænset.

Han og hans kolleger tager i stedet videnskaben til indtægt for deres synspunkter uden dog at henvise til resultaterne fra en eneste videnskabelig undersøgelse.

Ikke desto mindre er det afgørende at få belyst, om der er en ligefrem proportionalitet mellem straffens længde og recidiv-hyppigheden?

Desværre synes juristernes svar at handle mere om deres politiske overbevisning end om jura.

I forbindelse med fastlæggelsen af strafferammen for henholdsvis økonomisk kriminalitet og voldskriminalitet vil det derfor være af interesse at få belyst, hvilken vægt eller værdi, de juridiske eksperter tillægger et menneskeliv.

Det er ganske rigtigt i sidste instans et holdningsmæssigt- og derfor i en samfundsmæssig sammenhæng også et politisk spørgsmål.

Men den vægt, et samfund tillægger det enkelte menneskes integritet, har tidligere i historien vist sig at have en vis betydning for den måde, hvorpå et lands befolkning omgås hverandre.

Den dimension synes imidlertid ikke at interessere de efter alt at dømme politisk bevidste juraspecialister.

Niels kristian knudsen

Finlandsvej 17, Middelfart