Rygere er efterhånden blevet en plaget del af vort ellers så tålmodige samfund, som tolererer mange afvigelser fra normer for det at opføre sig korrekt. Der har været diskussioner og læserbreve om mange vidt forskellige emner. Et populært emne pt. er rygere og i hvilken udstrækning, vi skal tolerere denne gruppe af "frygtelige" mennesker.

Vi har set direkte rygeforbud fra offentlige arbejdspladser og mere eller mindre begrænsede forbud fra private arbejdspladser. I flyvere blev det forbudt for flere år siden, og i tog næsten. Mange restauranter har delvise eller totale forbud og så videre.

Selvfølgelig skal man tage hensyn til andre mennesker, men jeg synes, bægeret er fuldt, når mødre kommer med krav til deres dagplejemødre, om at der ikke må ryges i deres private hjem, hvor de små poder passes. Det er ikke godt nok, at værelset, hvor børnene bliver passet, er totalt rygefrit. Nej, hele det private hjem skal omdannes til en røgfri zone. Man tager sig til hovedet, hvad tænker de mødre dog på?

Jeg kan faktisk ikke forstå, at jeg gider hidse mig op over det, men jeg synes, at det er så horribelt at stille den slags krav til en dagplejemor. Jeg har selv for længst selv passeret den alder, hvor jeg bliver involveret på den ene eller anden måde i dagplejemødres arbejde. Men alligevel!

Sognepræst Werner Elof Sørensen skrev en glimrende kronik den 10. juli, hvor han kaldte det farisæisme med de mange forbud, og herunder nævnte han specielt ønsket fra mødregruppen. Jeg kan kun give sognepræsten ret. Det smager af skinhellighed og selvretfærdighed, når en mødregruppe kommer med den slags krav.

Hvis rygerne i øvrigt tager tilbørligt hensyn til deres medmennesker blandt ikkerygerne, burde der også være tolerance fra den anden side. Der skal være plads til os alle.

Én af vore tidligere udenrigsministre er jo en passioneret pibe- og cigarryger. Han var for en halv snes år siden syg efter en operation. Han skriver i sin bog Din egen dag er kort, hvordan han efter operationen fik det dårligt efter at have prøvet at ryge en pibe tobak, men han ville ryge, da det var en vigtig del af livet for ham. Som han skriver, "min viljestyrke sejrede", han tvang sig selv til at vænne sig til at ryge igen.

Denne anekdote for at vise, at der er mennesker, som meget nødigt vil savne deres tobak som en del af livsværdien.

Mit budskab med denne artikel er derfor: Vis tolerance overfor rygerne. Jeg kan forsikre jer, at der er mange dejlige mennesker blandt dem.

Jeg skal slet ikke komme ind på de sundhedsmæssige aspekter i forbindelse med rygning. Sundt er det selvfølgelig ikke - tværtimod!

Jeg har måske glemt at skrive, at jeg selv er ikkeryger. Jeg har aldrig i mit liv røget så meget som en cigaret. I vort hjem, hos vore venner og familie bliver der røget, og tidligere blandt kolleger ligeledes, så jeg har fået min andel som passiv ryger.

Jeg har dog overlevet disse angreb på mit helbred og kan glæde mig over at være sammen med såvel ikkerygere som rygere.

Willy Weble, Lilletoftvænget 8, Odense S